Min kæreste og jeg tog den tunge beslutning at få en sen abort i uge 21, da vores datter viste sig at have rygmarvsbrok og væske i hjernen.
Det har været det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. At miste noget så stort. Følte mig så knyttet til hende!
tiden efter fødslen var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg kunne ikke sove om natten, havde en hamrende hovedpine konstant og følte det største tomrum - havde det som at jeg ikke kunne være i min egen krop. Jeg havde lyst til at dropppe ud af studiet og smutte fra det hele. Hadede mig selv og min krop for at jeg ikke kunne lave et raskt barn og tænkte at jeg aldrig får lov at blive mor til et levedygtigt barn.
Her lidt over 3 uger efter er jeg virkelig kommet langt, når jeg tænker tilbage på de følelser jeg havde..
Jeg kan stadig komme ned i kulkælderen og tænke ''du kan ikke få raske børn'' Men det sker bare ikke så ofte mere. Har fået troen tilbage. Jeg føler stadig et kæmpe tomrum, når jeg tænker på vores datter. Det er klart, hun mangler jo! Men jeg kan bedre leve med tomrummet. Jeg kan pludseligt være i min krop igen. Jeg går ikke og tænker på at droppe ud af studiet mere og jeg har igen fået overskud til at være sammen med venner og veninder.
Jeg er kommet videre - hvilket jeg følte var helt umuligt for blot 3 uger siden.
MEN jeg er ikke kommet over det - Det kommer jeg aldrig - Men jeg kan leve med det.
Nu sidder jeg så og tænker - hvordan er jeg nået hertil??
Først og fremmest har jeg en kæreste, der har støttet mig og som jeg har kunne dele det hele med. Dernæst har min familie og svigerfamilie været en kæmpe støtte! Føler jeg er kommet tættere på dem igennem dette.
Jeg har brugt baby.dk og skrevet med nogle, der har prøvet det samme. Det har været en kæmpe hjælp! Selvom jeg ikke ønsker dette for min værste fjende, så har det hjulpet mig, at man pludseligt fandt ud af, at man ikke var den eneste i hele verden, der har mistet sit barn på den måde.
Jeg er sikker på, at Ella ikke blev skabt forgæves. Hun har lært mig så meget om mig selv, mit forhold til hendes far og hvad jeg egentligt er i stand til og hvor stort det er at møde sit barn. Det er en kærlighed, der ikke kan beskrives. Hun har styrket mig! Jeg vil aldrig glemme hende. Jeg vil være hende evigt taknemmelig!
Det jeg vil med dette oplæg er at fortælle jer, at jeg trods omstændighederne er ok. Men håber også at dette indlæg måske vil hjælpe én (ligesom jeg blev hjulpet) som desværre kommer ud for det samme og måske også vil føle, at man aldrig kommer videre! Det kan man!
selv små fodspor sætter dybe spor.
Tak fordi I læste med!
Knus fra Nanna Olivia
