Dengang jeg bare var mig

Hej tøser og mandfolk

Glædelig fredag aften og god weekend..

Jeg har haft en rigtig øv dag i dag. Jeg er 31 fulde uger i morgen og jeg glæder mig vanvittig til at skulle være mor. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at det bare er det helt perfekte tidspunkt for mig og kæresten at få en lille.

Men, dagen i dag har bare været fyldt med en masse irriterende og negative tanker, da jeg bare har sådan en dag hvor jeg tuder hele tiden og er mega sur på samme tid og kan ikke finde ud af overhovedet hvad jeg vil. Kunne ikke engang tage stilling til aftensmaden.

Jeg er ikke i tvivl om hvor det bunder men har det bare svært med at indrømme det da jeg jo virkelig ønsker vores datter, men hold op hvor har jeg bare lige nu svært ved at alt omkring mig bliver difineret af at jeg er gravid. Jeg føler folk fuldstændig har glemt at jeg jo også stadig er MIG og ikke kun gravid.

Det er blevet endnu værre nu hvor fødslen kommer nærmere med heftige skridt. Kan mærke jeg har brug for stadig at fastholde nogle af de ting der er mig, men folk behandler mig som om jeg er indvalid og ikke gravid. Jeg kan altså godt selv.

Jeg har en periode lige nu hvor jeg har meget meget svært ved at finde mit nye jeg som kommende mor, og det kommer bag på mig det er et problem allerede inden den lille overhovedet er kommet, ved jo at nærmest alt ændre sig når hun først kommer.

Jeg GLÆDER mig som et barn til jul til mig datter kommer til verdenen, men savner dengang folk så på mig og så mig, og ikke kun babyhulen

- Har bare brug fro at dele det med noget så tak fordi du læste

 

God weekend til DIG!

AJbaby skriver:

God weekend til DIG!

Tak

Lige et knus til dig.
Det er skam helt normalt det du føler det skal du ikke tro andet. Det går over igen, er ret sikker på de fleste kommer igennem den fase i deres første graviditet. Jeg havde det også sådan på et tidspunkt i graviditeten. Og det bliver desværre værre når den bette kommer. Men der er man selv så forelsket i sit lille barn at man ikke tænker så meget over det. Jeg havde da isabella var 3 uger, hvor jeg ikke havde nok mælk til hende og hun skreg 24-7 i tre uger. Jeg var så træt og jeg var knust over at jeg ikke kunne mætte hende og folk sagde nåhhh hvor er det synd for hende, og jeg havde det lidt sådan jamen hvad med mig altså????
Men det gik over, men nu er isabella også det første barnebarn i familien både på min og kærestens side.

Men op med humøret og tillad dig selv at have det sådan det er normalt og det skal nok gå over.

Jeg kan genkende min selv 100% i det der, jeg vil også bemærkes som mig selv engang imellem... Hver eneste sætnimg fra andre slutter altid med, Du er jo også gravid! Jeg vil gerne selv løfte mine poser når jeg handler og jeg vil gerne selv vaske mit tøj og jeg vil gerne tale om andet end min baby i maven, bare en gang imellem.. Jeg føler lidt baby har overtaget min krop, jeg ved jeg kommer til at elske hende højere end noget andet og jeg glæder mig for sindsygt til at blive mor, men stadigvæk vil jeg også ha lov til at være mig selv!

Håber når bebse er kommet ud, at folk også vil se mig som den jeg er, og ikke bare som ****'s Mor. 

OktoberMor skriver:

Jeg kan genkende min selv 100% i det der, jeg vil også bemærkes som mig selv engang imellem... Hver eneste sætnimg fra andre slutter altid med, Du er jo også gravid! Jeg vil gerne selv løfte mine poser når jeg handler og jeg vil gerne selv vaske mit tøj og jeg vil gerne tale om andet end min baby i maven, bare en gang imellem.. Jeg føler lidt baby har overtaget min krop, jeg ved jeg kommer til at elske hende højere end noget andet og jeg glæder mig for sindsygt til at blive mor, men stadigvæk vil jeg også ha lov til at være mig selv!

Håber når bebse er kommet ud, at folk også vil se mig som den jeg er, og ikke bare som ****'s Mor. 

Er glad for at høre jeg ikke er den eneste der har denne "identitetskrise" Er glad for nogen kender følelsen og at du forstår det jo ikke er fordi hun ikke er ønsket for det er de jo, vores små

christina92 skriver:

Hej tøser og mandfolk

Glædelig fredag aften og god weekend..

Jeg har haft en rigtig øv dag i dag. Jeg er 31 fulde uger i morgen og jeg glæder mig vanvittig til at skulle være mor. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at det bare er det helt perfekte tidspunkt for mig og kæresten at få en lille.

Men, dagen i dag har bare været fyldt med en masse irriterende og negative tanker, da jeg bare har sådan en dag hvor jeg tuder hele tiden og er mega sur på samme tid og kan ikke finde ud af overhovedet hvad jeg vil. Kunne ikke engang tage stilling til aftensmaden.

Jeg er ikke i tvivl om hvor det bunder men har det bare svært med at indrømme det da jeg jo virkelig ønsker vores datter, men hold op hvor har jeg bare lige nu svært ved at alt omkring mig bliver difineret af at jeg er gravid. Jeg føler folk fuldstændig har glemt at jeg jo også stadig er MIG og ikke kun gravid.

Det er blevet endnu værre nu hvor fødslen kommer nærmere med heftige skridt. Kan mærke jeg har brug for stadig at fastholde nogle af de ting der er mig, men folk behandler mig som om jeg er indvalid og ikke gravid. Jeg kan altså godt selv.

Jeg har en periode lige nu hvor jeg har meget meget svært ved at finde mit nye jeg som kommende mor, og det kommer bag på mig det er et problem allerede inden den lille overhovedet er kommet, ved jo at nærmest alt ændre sig når hun først kommer.

Jeg GLÆDER mig som et barn til jul til mig datter kommer til verdenen, men savner dengang folk så på mig og så mig, og ikke kun babyhulen

- Har bare brug fro at dele det med noget så tak fordi du læste

 

tror ikke følelsen er helt ualmindelig

Sådan havde jeg det faktisk RIGTIG meget lige efter fødslen

Det var faktisk så slemt at vi blev nød til at få passet prinsessen et par timer, jeg havde så meget brug for at se at vi stadig var D og J selvom vi havde barn.

Mor til Ella skriver:

tror ikke følelsen er helt ualmindelig

Sådan havde jeg det faktisk RIGTIG meget lige efter fødslen

Det var faktisk så slemt at vi blev nød til at få passet prinsessen et par timer, jeg havde så meget brug for at se at vi stadig var D og J selvom vi havde barn.

Og jeg håber du er stolt over at i så fik hende passet  Tror det er vigtigt, at man ikke bare lader sig overrumble for så tror jeg der går endnu længere tid inden man vender sig til det

Måske jeg skulle finde en som kunne passe mig gravidie krop et par timer

Du får liiige en krammer herfra! Du er bestemt ikke ALENE med disse tanker. Jeg venter nr. 2... og jeg ser SÅ meget frem til at få "min krop igen" .... og blive MIG! Og ikke hende den gravide....

Åhh husker det SÅ tydeligt det du fortæller!!

Jeg var i uge 34+ noget og var alene hjemme - ville så ordne lidt på børneværelset, sådan noget at billeder, småting og komme sønnens tøj i kommoden..

Jeg HYGGER mig faktisk rigtig meget, men så ender det bare i en KÆMPE VANDPYT af tåre!!

Jeg skal lukke en af skufferne i kommoden og den kører så skævt, også vælter min lille verden bare!! Jeg STOR tuder bare og magter ingenting, magter hellere ikke tanken at skulle være MOR lige om lidt og ALT er bare lort og lagkage!!

Ringer så til manden for at høre om han ikke snart kom hjem, havde brug for HAM - hans mobil ligger så herhjemme!!

Græder bare ENDNU mere imens jeg er ved at SMADRE kommoden, fordi den SKAL bare gå ind den skide skuffe!!

Da min mand komme hjem er jeg SÅ opløst af tåre - så han kommer farende ind til mig og tror det værste, indtil jeg har fået forklaret ham hvad der er sket..

Også GRINER han bare og siger "Lille fjollehoved" 

Når jeg i dag ser tilbage - HOLD nu kæft det må have set sjovt ud altså!!

Op med humøret og GLÆD dig til at blive mor - og det er GANSKE normalt at have det som dig...