Ja, så er hun 7 mdr. og jeg er nu ved at være klar til at fortælle vores historie, som heldigvis har en lykkelig slutning(indtil videre).
Graviditeten var rimelig nem og ubesværet, vi glædede os rigtig meget til at der kom en lille pige mere i familien.
Fars første barn, mors andet barn, Isabella's (2½år) første lillesøster. Isabella har bobæl hos os, "min mor og min Jonas" og ser sin far hver 2-3 weekend.
2 dage før termin gik vandet midt om natten, YES endelig kommer hun, vi blev sat igang næste dag ved 10.30 tiden. Det var en utrolig behagelig fødsel, der måtte dog en epidural blokade til de sidste 3 kvarter (og 6 cm) Presse veerne kom og vupti 6 min efter var hun ude kl 19:16
Hun scorede 10 i apgar og virkede til at være helt perfekt
Vi kom ned på hotellet og skulle bo der, så både mor og far kunne være der. Det var mildest talt meget skuffende, det var bare en gang med rum, vi var vidst de eneste på hele gangen, der var ingen personalestue eller noget som helst, der skulle vi hen på neonatal for at snakke med nogen, men vi fik af vide at vi kun måtte henvende os hvis det var meget alvorligt, hvis hun var døende eller noget, det fik vi af vide af en stram tante/sygeplejerske
Nå.. øhh fair nok, det var jo nummer 2.. Værelset var så dårligt, det var et stort værelse med stole og borde stablet i den ene ende og så en seng i den anden ende, vi overvejede at tage hjem med det samme... Men så nej, vi kunne lige sove der og så tage hjem næste morgen, så det gjorde vi, næste formiddag gik vi op på barselsgangen og vi blev udskrevet, fik et par brochure med hjem om amning og det var det, Sofia var lagt til brystet og hun gumlede lidt, men spiste vidst ikke!?
Vi kom hjem og storesøster kom også hjem samme dag, Sofia sov meget men vågnede også engang imellem og jeg prøvede at amme, men hun spiste vidst ikke rigtig!?? Vi havde et enkelt besøg den dag, næste morgen var jeg begyndt at blive lidt nervøs, hun spiser ikke rigtig!?? Vi havde 3 grupper på besøg den dag, alle beroligede mig omkring det er normalt at Sofia er træt efter fødslen og har masser i kroppen til at tære på, det komme nok og måske også kvalme, hvilket er normalt hos nyfødte, jeg proppede dog lige ca. 10 ml MME i hende, da jeg var meget nervøs, det var alt hva hun ville tage..
Men jeg bliver ved at være nervøs, jeg ringer derfor til barselsgangen og de fortæller at det er meget normalt og hun har masser af nærring. Jeg fortæller sygeplejesken at vi skal til høreskreening dagen efter hvor jeg lige vil komme forbi barselsgangen og få ammevejl. Sygeplejesken synes det er en god ide. Om aftenen er jeg rigtig rigtig nervøs og hun tager igen 10ml MME. Jeg er så nervøs at jeg græder hele natten. Jeg kan bare mærke at der er noget helt galt. og hendes hud på hænder og fødder er nu helt ligesom tomme poser, der er intet fylde.. Men bliver beroliget af min mor og min søster(som er sygeplejeske).
Næste dag kan jeg set ikke vente med at komme på barselsgangen, sidder og venter på en ledig sygeplejeske, og begynder at græde, føler bare vi skal have hjalp NUUU.. Der kommer endelig en, som kigger på Sofia, hun kalder lige på lægen..?? Lægen kommer, hun bliver vejet, hun har tabt 10% på 2 dage. Han tjekker reflekser, hun skal lige kigges på, på neonatal afd.
Jonas og Isabella tager hjem, da Isabella bliver lidt utålmodig og sulten osv. Det tager jo lidt længere tid end forventet. Jeg tager med Sofia på neonatal hvor der står ca 5 læger og sygeplejesker og venter på os. Hun kommer ind i deres undersøgelses stue, hun har dårlige tal på nyre, lever,urin, blod. alt.. Jeg sidder lidt bagved mængden og ser til. Hun går i krampe(det er svært at se på spædbørn). De skanner hendes hjerne, jeg er fuldstændig overvældet og forstår slet ikke hvad der sker, var det ikke kun mad, der var problemet?? Der kommer hele tiden flere og nye læger og sygeplejesker, de prøver at forklare mig hvad der sker, men de ved det ikke rigtig selv, endnu. Jeg går lige ud for døren 2 sek. og bryder fuldstændig sammen, ville virkelig ønske Jonas var der. Hvad sker der egentlig? Sygeplesken komme ud til mig og trøster mig lidt, jeg ringer og siger til Jonas at han skal komme, det ser ikke ud til at vi kommer hjem i dag. Selvom jeg stadig ikke rigtig fatter hvad der sker. Han skal lige finde en sitter til Isabella og kommer så, der går nogle timer hvor jeg er der alene.
Lægen fortæller os at Sofia har ekstremt mange blødninger i hjernen. Hun har fået krampe medicin og elektroder på hjernen, for at måle kramperne. Medicinen er så stærk at hun bare ligger med lukkede øjne og ikke rører sig i 3 dage i kuvøsen. Vi bor nu på sygehuset med Isabella, i et andet værelse end Sofia, Isabella tør ikke se Sofia da hun har ledninger og plaster på, meget skræmmende for en på 2½. Hun er heldigvis i vuggestue og er der kun om aftenen og natten. Lægerne prøver at finde ud af hvad der er galt, hvorfor hun har fået blødningerne. Hendes nyre,lever,blodtal bliver bedre og bedre. hun får drop med saltvand og intet mad endnu. Sofia har ikke længere kramper, hun bliver mere frisk og begynder så småt at få lidt mad i sonde. Det er stadig hårdt og jeg græder hver dag. Vi havde fået hende hjem og troede at vi nu skulle være en lykkelig familie på 4. og lige pludselig kan man ikke engang holde hende. Der er pludselig ingen kontakt med sin lille skat, som vi elsker overalt på jorden.
Men vi får hele tiden gode nyheder, hendes lever, nyre og blodtallene er nu helt normale. efter noget tid begynder hun er vågne lidt og er vågen i måske ½ time. Det er så dejligt at se hendes smukke øjne igen og lade hende vide at vi er der hos hende hele tiden. hun begynder at få min mælk i sonde, jeg har malket ud på sygehuset hver 3 time. Når vi går fra hende kommer vi tilbage med det samme, vi kan slet ikke holde ud at være væk fra hende.. og der render stadig læger ud og ind hele tiden, vi får nok 5-8 beskeder om dagen, det er slet ikke til at holde styr på. Isabella er med til at holde vores humør oppe, hun synes det er så hyggeligt at bo på sygehuset med alle de mennesker omkring hele tiden. De kommer også om natten med nyheder til os. selvom jeg også er inde og tjekke til hende hele tiden. Sover stort set aldrig. Føler midt ansvar er at være hos hende og kan slet ikke holde tanken ud om at hun skulle vågne mens jeg ikke var der..
Det begynder at gå meget fremad. Må dog opgive at amme hende, men hun tager godt imod flaske og nu kan vi også rigtig overvåge hvor meget hun spiser. Hun tager rigtig godt på og vi kan nu tage hjem med beskeden og at vi simpelthen ikke kan finde ud af hvorfor hun havde de blødninger og vi ved ikke hvordan hendes fremtid kommer til at se ud, det ser rimelig slemt og vi er knyttet fys, som skal hjælpe os hele vejen. Det er ser ikke ud til at hun kommer til at kunne noget som helst selv.(det siger de ikke til os på dette tidspunkt, men har sagt det til os siden hen).
Vi tager hjem og er egentlig okay. vi har en dejlig weekend uden at tænke for meget på fremtiden. om tirdagen, ringer overlægen og spørger om vi ikke lige kommer ind og får taget røntgen billeder, jeg ved vi har tid om torsdagen til det, men ok vi kommer da bare med det samme så. Vi kommer op på afd. og bliver vist ind på et værelse med overlægen og sygeplejesken, vi synes det er lidt mærkeligt for vi skal da ikke indlægges igen, det er vi ihvertfald på ingen måde interesseret i
Lægen fortæller at hun har sendt MR skanningen til Rigshopitalets læge og spurgt ham om "anden mening". Han mener så at blødningerne ligner at hun er blevet rusket meget meget voldsomt, vores læge forklarer at Sofia havde ingen ydre tegn på vold, hendes øjenundersøgelse viser ingen tegn på ruskelser. og desuden har hun aldig før nogensinde oplevet et spædbarn på 1 dag er rystet. Men uanset alle andre prøver, skal vi meldes til kommunen. Lægen fortæller dog at hverken hende, nogle af lægerne eller sygesplejersken tror vi har gjort vores barn ondt, nu har de trods alt været på tæt hold med os og Isabella i lang tid.
Det var et kæmpe ckock for os. Tænk på alt det vi har været igennem og så kaster de det oveni. Da vi lige havde fået det af vide, blev vi sendt ned til Røntgen fordi Sofia skulle ha taget røngten billeder, på skærmen inde i røntgen rummet stod der med store bogstaver "battered child". Jeg blev så vred, jeg var ved at koge op indeni. Dem der skulle tage billederne behandlede os som om vi havde gjort vores barn ondt, jeg var lige ved at opgive. Var det sådan her det skulle være nu, havde man bare besluttet at vi havde gjort vores lille pige ondt, og vi kunne intet gøre, for at forsvare os?? Det var forfærdeligt!!! Vi måtte ikke tage hjem fra sygehuset, vi skulle blive der indtil der kom en socialrådgiver og snakkede med os og sagde ok for at tage hjem, der gik 4 dage!! vi var så vrede og følte at det var så sindsygt uretfærdigt. Vi var tvunget til at bo på sygehuset hos nogen som anklagede os for at gøre vores pige ondt
Nogle dage efter kom socialrådgiveren hjem og snakkede med mig. Alt hvad jeg sagde blev skrevet ned, hun spurgte om alt, hvorfor jeg ikke var sammen med Isabella's far mere og om hvordan mit og Jonas's forhold var. (Har et kanon godt forhold til Isabella's far). Havde kun positive ting at sige, men hvor var det dog ubehageligt at alt hvad man siger bliver skrevet, man føler bare ikke man kan sige noget rigtigt, hvis man fortæller at man var nervøs for Sofia de første dage fordi hun ikke spiste. Så var man pludselig så nervøs at man ville ruske sit barn.. Det hele var meget hårdt og følte jeg skulle stå med det hele alene. fordi Jonas skulle tilbage på arbejde. Følte alle troede vi var skyldige, alle var jo sat ind i situationen. Hadede at havde sundhedsplejeske på besøg og kontrol på sygehuset. følte alle kiggede på mig som om jeg havde rusket mit barn. Det vigtigste i hele mit liv er at mine børn føler sig trygge og ved at jeg elsker dem overalt på jorden. Der gik et par uger og jeg var ved at gå helt ned med flaget.
Så blev vi kaldt ind på sygehuset igen, denne gang var det kun gode nyheder. De havde kigget CTG igennem igen fra fødslen og kunne se at Sofia har været stresset i over 6 timer uden at der overhovedet var taget en blodprøve fra hende, hun skulle have været taget ud med kejsersnit, hvis hun var, havde hun ikke haft nogen skader nu!!!!!
Men anklagen bliver frafaldet, vi får en kæmpe undskyldning, socialrådgivren kommer ikke mere og sundhedsplejersken har også fået besked.. Men stadig, det tager tid at lade være med at se mistænkelige blikke hele tiden..
Men Sofia har så mange fremskridt, hun er nu 7 mdr. hun kan ikke sidde selv endnu, kun i højstolen. Men om en måned er jeg helt sikker på hun kan. Hun går til Kranio Sakral Terapi og det gør underværker. Vi tør nu godt håbe at det kun bliver småting der bliver med hende...
