Bliver nød til at komme ud med lidt af det hele..

Jeg ville skrive et brev/missil og fortælle nogen lunde det en anden har kommer med og så bare slutte af med, at han altid må kontakte dig, hvis han en dag skifter mening

Han valgte jo allerede sit barn fra meget tidligt. Nogle kommer til "fornuft", andre gør ikke. Han har truffet sit valg, han vil ikke være der for barnet. Du valgte at få det alligevel, og så synes jeg også du skal respektere hans valg, selvom det er hårdt at tænke på.

Dit barn skal nok få sig en faderfigur når du en dag finder en dejlig mand, der vil være der for jer begge

Kofoed. skriver:

Jeg ville skrive et brev/missil og fortælle nogen lunde det en anden har kommer med og så bare slutte af med, at han altid må kontakte dig, hvis han en dag skifter mening

Ja og har sagt at hvis der bliver det mindste, så ved han hvor vi bor. Men vil så gerne bare del Mikkas med ham. Det er nok det som er mest svært.

Jeg vil jo godt dele det med lige præcis ham. For det var jo ham jeg valgte at få Mikkas sammen med .... Men ja, han får fred. Jeg håber at det kan give ham lysten til at se ham ..

Er i meget unge? For så giv ham tid, måske han er moden til at være far om et år eller to men ikke nu. Det er fejt ikke bare at være der, men hvis han ikke er klar så er han ikke klar(og han lyder ikke klar, han lyder lidt umoden) Lad være at presse ham, giv ham tid til at komme af sig selv. Hvad med farmor og farfar vil de heller ikke se den lille prins? Det er jo også deres yndige lille barnebarn. Jeg synes modsat mange andre ikke du skal give op på den rigtige far og bare få en anden til det, uanset hvad han vælger- så har din dreng jo en far. Men nyd livet og lad være at bekymre dig så meget. Din søn er fantastisk og elsket både med og uden far i billedet.

Samvær er en ret, men ikke en pligt - desværre måske. Men hvis han ikke vil, kan du ikke presse ham til det. Og det er nok heller ikke nogen god ide, hvis han ikke har lysten - selvom det er umuligt at forstå. 

Hvis jeg var dig, ville jeg droppe presset fuldstændig. Skrive til ham og til hans forældre/familie, at du accepterer deres valg, men hvis de skulle få lyst til at lære ham at kende en dag, er de velkomne til at kontakte dig. Og så ikke mere.

Fortæl din dreng det - indrettet efter hans alder - at det var fars valg. At du altid gerne vil hjælpe ham med at finde sin far, hvis han ønsker det senere, men at du ikke ved, hvad fars reaktion vil være.

Jeg har selv en far der valgte "mig" fra før jeg blev født og min mor har altid været ærlig overfor mig. Og jeg har ikke savnet ham synderligt. Jeg ved godt, at det måske er noget andet med drenge og deres far - men du kan jo ikke gøre noget, hvis han ikke vil.

Koncentrer dig om at få et godt liv - bare dig og ham, og lad far selv komme når/hvis han vil. 

VIPpigen skriver:

Jeg ville slutte med at presse ham. Han har taget sin beslutning, også selvom det ikke er fedt med en fraværende far.

Jeg ville skrive et brev til ham hvor jeg igen ville fortælle om den lækre dreng, og at du nu acceptere han melder fra, men du håber han vil tage imod ham når jeres søn er stor nok til feks selv at kontakte ham... Som 13 - 15 - 18 årig.
Dertil ville jeg sende nogen billeder. Og slutte brevet pænt. Tag en kopi, så du kan fremvise det for din søn når han bliver ældre, så han forstår at DU gjorde dit for at hive hans far op.

Du er IKKE en dårlig mor fordi faderen melder sig ud. Han er måske ikke klar, kan ikke rumme det, eller har måske svært ved bare acceptere at han faktisk er far....

Stor får du hvertfald med...

Tilslutter mig fuldt!!

Synes han har vist, at han har truffet SIT valg, du har så også vist, at du ikke bare har trukket på skuldrene og sagt 'nå ja, det må han selv om'. Du har tværtimod gjort en indstas for at vise ham, hvad han vil gå glip af. 

Synes det er synd, du bruger så meget energi på en, der ikke gider jeres søn. Nu må han selv henvende sig og ligeså med hans familie. Du har vist, at din dør er åben.

Brug energien på din lækre søn og søde kæreste!!

Christina Cecilie Rud Svenningsen skriver:

Ja og har sagt at hvis der bliver det mindste, så ved han hvor vi bor. Men vil så gerne bare del Mikkas med ham. Det er nok det som er mest svært.

Jeg vil jo godt dele det med lige præcis ham. For det var jo ham jeg valgte at få Mikkas sammen med .... Men ja, han får fred. Jeg håber at det kan give ham lysten til at se ham ..

Han lyder jo noget rundt på gulvet, så måske hvis han for ro og kan tænkte lidt over det hele, så kan man jo håbe han ændre mening, men tror heller ikke du må svære forventningerne op til det, desværre.

Christina Cecilie Rud Svenningsen skriver:

Han er kun 6 måneder.


Jo selvfølgelig er jeg det. Men et eller andet sted så kender jeg hans far godt nok til at vide at han ikke har ment noget med de trudsler, jeg tror mest bare han har været magtesløs ... Men selvfølgelig er det ingen undskyldning ...


Ved godt at han ikke bør være far for ham. Men jeg vil bare så gerne kunne give Mikkas den far, som man i mine øjne SKAL have som barn

en ting er helt sikkert, Mikkas savner ikke sin far.. han er fulgstændig ligeglad med om han er der eller ej.. ihvertfald lige nu.. 

hvad med at fokusere på de to du har idit liv nu, ? Mikkas og din kæreste, som har været der hele vejen for både dig og din søn...

min datters bio far ser hende kun en gang hver anden weekend i to timer... hun ser ham ikke som hendes far, hendes far er ham der altid har været her, og er her hver evig eneste dag ... og i mine øjne bliver min x aldrig hendes far.. han skred da jeg var 2  måneder henne, og smed mig på gaden.. 

lad være med at forsøge at overtale ham, det kommer der ikke noget godt ud af... lad ham selv komme hvis han en dag bliver klar .. 

Hvis jeg skal give dig et råd,selvom det er svært, så er det at du skal lade ham være. Han udviser ingen interesse og uanset hvor hårdt det er at sande så tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af at presse folk, måske vil han blot gøre noget dumt i stedet for,Her tænker jeg også på de kommetarer som du selv skriver at han er kommet med. 

 

Respekterhans valg og lad ham komme til dig eller mikkas når han er klar. 

 

Nyd at du har fundet dig en kæreste som involverer sig og gerne vil være en stor del af jeres liv. Jeg ved at det hele må være svært men jeg tror ikke at der kommer noget godt ud af at blive ved med at konfrontere diN ex.  

Christina Cecilie Rud Svenningsen skriver:

Ja, det her bliver muligvis noget rod. Men sidder her, og kan ikke finde ud af hvad der er bedst..
- men lad være med at hæng mig op i noget af det, det eneste jeg har brug for nu, er et svar ..


Jeg har verdens dejligste dreng. Han har en far, som jeg bare ikke kan få til at se ham. Jeg har gjort alt. Siden jeg fandt ud af at jeg var gravid, har jeg bøvlet med ham. I starten ville han gerne, lige indtil uge 13 eller 14. Siden dengang har han givet trudsler, med at enten skulle jeg søge om en sen abort ellers skulle jeg føde et dødfødt barn - altså sådanne trudsler. Ved muligvis godt at det bare er ord, for at ramme mig - MEN jeg er ikke god til at høre sådanne ting...

Men.. Jeg fik en kæreste da jeg var gravid med Mikkas.

Han stod der, fra dag 1. Han var med til indkøb, scanninger, jordemoder besøg, lægetjæk - ja han var endda også med til fødslen.

Men stadig har jeg prøvet at få mikkas's far, "L" til at se ham. Jeg har gjort alt. Jeg har prøvet ligeså stille, jeg har prøvet hårdt, jeg har snakket med ham, jeg har skrevet breve, sms'er ... Jeg har prøvet alt...


Nu har jeg bare lyst til at give op ... MEN HAN ER FAREN TIL MIT BARN? Jeg ønsker ikke at Mikkas skal vokse op uden en far. Jeg ønsker at han skal have sin far. For hans far er sku i bund og grund en dejlig fyr, på trods af det som er sket. Han har ikke set ham endnu.

Han har ikke set hans smukke dejlige blå øjne, som han har fra sin far..
Hans dejlige tykke kinder. Hans dejlige personlighed. Hans mest perfekte måde at smile på. Hans dejlige stritøre.

HVORFOR VIL HAN GÅ GLIP AF HAM ??

Jeg kan ikke forstå det. Jeg vil ikke engang gå glip af Mikkas i et minut. Men han vælger simpelthen at gå glip af hele hans liv??

- Har prøvet at forklare at han har den dejligste, smukkeste, mest vidunderlige dreng på jorden.

- Jeg sidder bare nu og er klar på at smide det hele på jorden, for jeg kan ikke mere. Det sidstee 1 ½ år ca har jeg prøvet. Ikke engang hans familie gider svare mig.

Før jeg blev gravid var vi kærester i næsten 2 år. Jeg har intet gjort dem, og i første omgang var Mikkas ønsket af dem også - det var i bund og grund også derfor jeg tog det valg om at beholde Mikkas. For dengang var vi mig og "L" om det. og svigermor og svigerfar og ja hele familien var klar til at bakke op om det lille vidunder som gemte sig i maven på mig ....

Men jeg ved ikke om jeg bare skal lade ham være? Jeg er så ked af at mit barn ikke kan få sin far? HVAD ER JEG DA FOR EN DÅRLIG MOR... Hvorfor kan jeg ikke give mit barn sin far? Der må da være noget jeg kan gøre?? Jeg må da kunne sige noget? ET eller andet.....


Nogen som har idéer? Jeg vil gøre alt.


sorry for det lange indlæg ... Men jeg har brug for hjælpen

Hej med dig. 

Jeg har samme historie som dig, min søn så hans far det først halve år af hans liv, så gik vi fra hinanden og han har ikkeset ham siden. 

Jeg har brugt rigeligt krudt på møder i stats amtet, men forgæves.

Min søn ved hvem der er hans biologiske far, har billed osv af ham, men han at han ikke kan finde ud af at være hans far. 

Når min søn bliver voksen, så er det hans valg om han vil se ham eller ej. 

Livet går videre, nu har jeg den fantatiske kæreste der er bonus far for ham  

Mit råd, kom videre, hans far må selv tage initiativ til at vil se hans søn.

Knus