I går skulle mine to børn og jeg have været til konfirmation hos mine børns fætter (jeg bor ikke sammen med børnenes far mere, og han skulle ikke med). Vi var ikke inviteret med i kirken så skulle bare møde op til spisning kl 12.
Det skulle holdes i et forsamlingshus, men da vi kom derud kunne jeg ikke finde den rigtige fest, og var rundt og spørge i nogle lokaler i nærheden, men der var ikke nogen der vidste noget.
Jeg ringede så til børnenes faster (konfirmandens mor) flere gange, men ingen tog telefonen (hvilket jo er klart nok, men blev nødt til at prøve). Jeg gik lidt rundt, men kunne bare ikke finde det. Børnene var begyndt at blive trætte af at gå, og den mindste trængte til en middagslur.
Endelig, en halv time efter vi skulle have været der, ringede konfirmandens far, og jeg beklagede at vi ikke var dukket op, men at vi gik rundt og ledte efter stedet.
Det viser sig så at de havde flyttet festen til et andet sted... og lige havde glemt at fortælle det til mig
. Jeg blev helt paf!!! Men han sagde så i telefonen at han ville få en til at komme og hente os i bil, da det var temmelig langt væk fra hvor vi vadede rundt. De havde dog ikke nogle autostole i bilen, så jeg afslog tilbudet og sagde at vi selv fandt ud af noget.
Vi gik ned mod bussen mens jeg gik og overvejede om vi bare skulle tage hjem igen, da jeg ærlig talt ikke følte mig særlig velkommen.
Bussen var lige kørt da vi kom derned, og vi måtte stå og vente næsten en halv time på den næste. Min søn græd og var træt, så han blev puttet i klapvognen.
Da bussen endelig kom var han faldet i søvn. Jeg ventede på at konfirmandens far skulle ringe igen så jeg kunne få den nøjagtige adresse (han havde kun fortalt hvilken vej det lå på
, men jeg hørte aldrig fra ham. Så da vi sad i bussen besluttede jeg mig for at tage hjem i stedet. Følte mig så meget til grin, og syntes egentlig også det var pinligt at komme vadende ind til en stor fest, halvanden time for sent. Og så nænnede jeg næsten ikke at vække min søn.
Hele dagen gik jeg og ventede på et opkald fra faren så jeg kunne forklare at vi ikke kom, men jeg hørte aldrig et ord fra dem
Synes det var lidt synd for børnene, de havde glædet sig, men tog hjem og hyggede om dem, og så var det glemt.
Nu kunne jeg godt tænke mig at høre hvad I mener om hele denne historie.
Skulle jeg være taget derud? For alle kan vel komme til at lave en fejl... eller hvad?
Har tænkt så meget over det, da jeg ikke har haft til hensigt at ødelægge dagen for dem.
Og hvad gør jeg med konfirmandens gave?
Skal jeg bare sende den til ham? For det er jo ikke hans skyld at hans forældre ikke havde styr på det. Har købt et gavekort til ham, og har da også tænkt, at de 500 kr har jeg mere lyst til at bruge på mine egne børn efter denne episode.
Tak fordi du læste med så langt. Og glæder mig til at læse jeres
kommentarer
