kondolere, det er altid hårdt at miste, selvom det er som sen abort eller efter fødsel.
Jeg har selv mistet en, cirka ligeså langt henne, min var en tvilling søster til anastasia, så havde en del andre forhold end du har. Men jeg ved hvor hårdt det er, i starten kan det bare være en kamp at trække vejret og spise mad, jeg gjorde som jeg skulle, fordi jeg var nød til det, for ellers ville anastasia heller ikke klare den, det var en svær tid, som du selv ved.
Jeg havde/har mange problemer med, at jeg ikke fik en pause til lige at finde hvilket ben jeg skulle så på, det var først efter noget tid, det hele blev for meget, jeg var stædig og kunne ikke selv se, hvor meget såret jeg var og hvor hårdt det hele var, personligt kunne jeg godt havde brugt et par måneder til at få styr på mig igen, for psykolog hjælp, evt parterapi (det tager virkelig hårdt på forholdet, specielt fordi far han ikke har fået helt den samme forældre førelse som mor og derved kan havde lidt svært ved at forstå hendes reaktioner, så kommunikation er sindsygt vigtig og det kan til tider være svært, det må man selv bedømme som par). Du skal være helt klar, du skal vide, at det ikke vil tage for hårdt på dig, psykisk, for det bliver kun værre når barnet kommer...
Find din vej, brug alt den hjælp du kan få og lyt efter hvad de "kloge hoveder" anbefaler, selvfølgelig med et gram salt.
Håber i klare her godt igennem den hårde tid.
Din sorg skal du ikke undskylde for eller formindske, du føler som du gør, og det er HELT iorden. Det tager tid, jeg mistede for er år siden, men græder og savner hende stadig tit, hvis ikke dagligt.
