sådan er der mange børn der har det...måske især dem der har det svært og ikke bliver set eller hørt.
Det der skræmmer mig er når voksne mennesker har det på samme måde...måske I andre har oplevet sådanne mennesker??
Hvorfor tror I de er sådan...er det pga barndommen, er det et udtryk for deres liv nu eller her eller er det mon bare en brist??
Jeg forstår ikke at nogen ønsker at blive til grin og faktisk bare ønsket langt væk og så til stadighed fortsætter deres negative adfærd...men mon det bare er måden de er blevet mødt hele deres liv og en form for overlevelsetaktik??
Nå, bare lige lidt tanker her på en fredag aften...
Knus til jer alle...
Eva, som hellere vil holdes af end kun lige udholdes...
Anmeld