"Mistet et lille barn i 19 uge"
Hej Charlotte ..
Jeg/vi mistede vores søn den 27 april, jeg var 19 uger henne ..
Jeg begyndt at bløde 3-4 uger for inden, jeg gik ind og ud af sygehuset ..
De undersøgt mig hvergang, men kunne ikke sige hva der var galt 
de tog ikke mine blødninger og smerter alvorlige og når jeg ringet derind med rigtig mange smerter og som om det hele vil ud , fik jeg bare besked på at læg mig og slap af ( vidste ikke at de smerter var tegn på fødsels, det jeg ringet derind og bare fik besked på at slap af) smerterne går i sig selv igen (det var mandag) hvor at om fredagen får jeg de samme smerter og jeg er på vej om til mine svigerforældre og hele turen derop skal jeg tis hele tiden og det hele presser, jeggik på wc da vi langt om længe kom op til dem ..
Så skete det vævreste i mit liv !! Jeg sidder på wc og jeg kan bare mærke at der er noget der vil ud.. Jeg presser og med et ku jeg bare mærke , at det var vores søn der røg ud ;'/ .. Jeg så hans små fødder nede i wc'et !
Jeg kommer på sygehuset de har ikk styr på noget overhovedet !
Det ender med at vi ikke får set vores søn, får ikke billeder eller noget, de sender mig hjem med en blodprocent på 0,5
Hvordan kommer man videre efter sådan en omgang ?? Og hvordan tøre man at blive gravid igen ??
- TR
Charlottes svar
Kære TR
Det er forfærdeligt synd for dig og din mand at I har haft sådan en oplevelse, at miste sit lille barn er en sorg, en stor sorg det tager sin tid at komme igennem. Din oplevelse med den afdeling du skulle føde på, lyder bestemt heller ikke særlig rar og imødekommende, jeg bliver, som gammel jordemoder, meget berørt og ked af at høre, at kvinder i dag kan have sådanne uindfølende oplevelser. Det er jo den ene side af din historie, den oplevelse med ikke at blive taget alvorligt fra hospitalets side. Den anden side af din historie er jo det faktum at du har mistet et lille barn. Nu hjælper det jo sjældent at klage, man får tit en forklaring der ikke er meget værd, men du skulle nu henvende dig til fødeafdelingen og høre begrundelsen for at du ikke fik din lille dreng at se, at du ikke fik billeder med hjem af ham. Se om du kunne få et møde med den jordemoder der var tilstede og tag din mand med, for to hører bedre end én. Skriv dine spørgsmål op hjemmefra, bed om god tid, og når du har hørt en forklaring, så skriv den ned, gentag den så du dermed bliver helt sikker på at I taler samme sprog og at I forstår hinanden.
Du kan også skrive en klage over behandlingen, dels at du ikke bliver taget alvorligt når du henvender dig, dels at der, som du skriver, ikke er styr på ret meget da du kommer ind, og endelig at du hverken ser din søn eller får billeder med. Men det man altid skal være klar over når men klager, det er for det første at man selv bruger en masse negativ energi, man borer sig så at sige ned i det som man er så vred og ked af, og det andet er at sket er jo sket, det kan ikke gøres om. Så på sigt bliver man ikke meget gladere, for du kan ikke komme til at se din lille dreng, og der er ingen billeder af ham hvis de ikke er taget, og nu er han væk, så der er jo ikke meget at gøre.
Så er der det at I har mistet et lille barn, og det er den største sorg en kvinde og hendes partner kan komme ud for. Det er ikke noget man kommer sig over, man bærer på den sorg resten af sit liv, men man kan lære at leve med den sorg. Nu ved jeg jo ikke hvor i landet du bor, men der er forskellige muligheder. Landsforeningen for spældbarnsdød opretter grupper for kvinder og deres partnere rundt omkring i lander. Det er grupper af tre-fire-fem par der er i samme situation som mødes med jævne intervaller og taler sammen. Der er ingen professionel person med, altså ikke en der har forstand på tab og traume, men det kan være meget helende at være sammen med andre der også har mistet et barn. For det man oplever, er jo, at se at der er nogen der er ”kommet længere” og som har lyst til livet og kan se lyset forude,. Det i sig selv er sorghelende. En anden mulighed er at få en henvisning fra din læge til en psykolog, så bliver din egenbetaling mellem 3-400.- så kan psykologen hjælpe dig med at komme videre i din sorg. Jeg kender til mange der har stor glæde af denne mulighed og jeg kender til mange der ikke synes det er hjælpsomt. Sådan vil det altid være, nogle har glæde og andre ikke af en mulighed. Jeg selv er psykoterapeut med bl.a. fokus på tab og traume og har en stor erfaring med at tage mig af kvinder og deres partnere der har mistet et barn i forbindelse med graviditet eller fødsel. Jeg kan tilbyde dig terapi med fokus på tab og traume, det kan også foregå igennem Skype. Så som du kan se er der forskellige muligheder for at komme videre. Naturligvis skal du have hjælp til at komme videre med sådan en belastende oplevelse. Sorg tager tid så hav tålmodighed.
Så spørger du om man tør blive gravid igen, ja det er jo et spørgsmål som alle der har oplevet at miste som du, spørger om. Min erfaring og mit råd er altid at vente med at blive gravid igen, til man føler, at man er kommet sig over det mistede barn. Dette, for at det næste barn ikke skal blive et erstatnings barn, for det er ikke rart at være et barn der skulle ha’ været et andet. Så vent med at tænke på det næste barn, til du er meget længere i din bearbejdning af denne sorg. Der kommer en dag hvor du ”tør” blive gravid igen og hvor du stoler på at det går godt, men lige nu er du slet ikke der.
Jeg håber du kan bruge mit svar, du er naturligvis altid velkommen til at skrive igen, og du er også velkommen til at ringe til mig privat. Varme hilsner Charlotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
