Tør ikke tro det helt endnu

Tør næsten ikke sige det højt, men 4 dage efter testdag og ca. 500 tests senere ser det ud til at 5. IUI var lykkens gang. Nu håber vi bare at den holder ud denne her gang.

Hver evig eneste niv i maven giver mig koldsved og jeg render konstant på toilettet for at sikre mig at det ikke er slut. Hold da op der er lang tid til de 3 værste mdr er overstået. En skam når man bare burde nyde det.

Tak fordi at I gad at lægge øre til mit piv...

Tør næsten ikke sige det højt, men 4 dage efter testdag og ca. 500 tests senere ser det ud til at 5. IUI var lykkens gang. Nu håber vi bare at den holder ud denne her gang.

Hver evig eneste niv i maven giver mig koldsved og jeg render konstant på toilettet for at sikre mig at det ikke er slut. Hold da op der er lang tid til de 3 værste mdr er overstået. En skam når man bare burde nyde det.

Tak fordi at I gad at lægge øre til mit piv...

Jeg tror at alle der har mistet før forstår præsis hvordan du føler og det er der slet ikke noget at sige til at du gør. Man tør ikke rigtig planlægge frem eller glæde sig som man måske egentlig gerne ville hvis man bare kunne være sikker på ikke at miste. Det er nok desværre et vilkår man må leve med når man har mistet før. De 3 første måneder bliver en slags ventesal hvor man sidder og venter og venter på om man får lov at komme videre i processen eller ej. I dit tilfælde nok især når det har været sådan en kamp.

Jeg øver mig i at prøve at tænke på, at hver dag jeg har med mit barn (både det i maven og den lille på halvanden) er en gave og ikke tænke for meget på imorgen. Måske mister jeg den lille spire i maven i morgen, men lige nu, lige nu har jeg den trygt inde i maven og så vidt jeg ved er alting godt. Jeg prøver at styre nervøsiteten på den måde sådan fra time til time ligesom når man skal stoppe med at ryge og ligesom kæmper sig igennem trangen til en smøg en smøg ad gangen.

Nå ja og tillykke da selvfølgelg

Først stort tillykke! Har selv været igennem behandling og det er bare en helt ubeskrivelig følelse når det endelig sker.
Jeg havde det præcis som dig. Var nervøs konstant og tjekkede toiletpapiret for blod osv. heletiden. Især op til første TS var jeg nervøs - men da vi først havde set hjerteblink der, også igen til endnu en TS, blev jeg mere rolig. og efter NF og første jordmoder besøg hvor jeg hørte hjertelyd, så går jeg ikke og er nervøs mere.

Men noget af det jeg blev ved med at sige til mig selv, var at naturen er som den er, og hvis jeg fik en SA så ville det være fordi at fostret var så sygt, at det ikke ville overleve alligevel og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Det virkede som regel i 5 min også var jeg urolig igen. Men tanken om at få et barn som led eller som skulle leve med et slemt handicap og måske ikke leve særlig længe, gjorde også at jeg blev bedre til at acceptere at der er en større mening med de ting der sker. Men nu har jeg heller aldrig prøvet at miste, så jeg kan ikke udtale mig om hvor stor en smerte det må være. Jeg kunne forestille mig den er helt ubeskrivelig stor, og jeg føler med alle der skal igennem det.

for at dit lille mirakel vokser sig stor og stærk og bliver til en perfekt lille baby.

Mange tak for kloge og fornuftig ord fra jer begge. Tror at frygten for at miste igen lige har slået benene væk under mig, jeg vil bestemt følge jeres råd og komme igennem det næste stykke tid på bedst mulig måde, men gud hvor er jeg dog dårlig til at vente ;0)

Tak igen!

Har ikke samme erfaringer på som dig på det område  men vil bare lige sige tillykke og ønske dig en god og mest af alt en levedygtig graviditet 5 gang MÅ da være lykkens gang