Jeg har børn,men har længe ønsket mig et barn mere.
Det vil dog ikke lykkedes, til trods for der biologisk ikke skulle være noget i vejen med hverken mig eller kæresten.
Vi har begge været undersøgt hos læge og gyn og alt er i fineste orden.
Jeg har fast ægløsning hver måned, der sker bare ingenting!
Nu har vi prøvet i over to år og mit mod slipper op kan jeg mærke.
Føler mig i sorg, men det er der ingen omkring mig der forstår.
For man kan jo ikke sørge over et barn man aldrig havde....
Men er det virkelig så forkert at være ked af det? Det er ikke så jeg græder, og jeg ER lykkelig for de børn vi har. Jeg er bare trist over jeg ikke kan få det barn jeg så gerne ville have. Det ændre ikke på jeg elsker dem vi har over alt i verden, jeg føler bare jeg "mangler" et. Ved ikke om i kan forstå mig. Resten af min omgangskreds syntes jeg er "langt ude" og ikke sætter pris på det jeg har.
Hvad mener i? Er jeg helt forkert på den?
Anmeld
