Kære alle, der nu har valgt at læse med..
Er jeg den eneste, der går og er bange for at vores barn er et af dem, hvis forældre får det ødelagt inden de vokser op... her tænkes ikke overgreb, men mere konsekvensen af at det sker 10 gange nej indimellem bliver til et ja, at eftergivenheden bliver til en dreng, der ender i konflikter, der ikke kan gebærde sig i børnehaven osv.? 
Og nej, det er skam ikke dagligt, nogen dage er et nej nej og et bestemt nej - og er ikke bange for at give et nej. Men kender I det med at overskuddet, selvom vi er to voksne, ikke er til stede...og så er det bare lidt nemmere nogen gange bare at sige ja...
Altså når jeg ser på vores søn, så stortrives han, sjældent syg, kærlig (kysser & krammer) og omsorgsfuld, ved at nå selvstændighedsalderen (for alvor) god til at dele og lege med andre, knap så god til at rydde op eller spise, kan fordybe sig i en leg, men kan også have gang i tusindevis af ting på samme tid - overspringshandlinger sker også, ikke begejstret for at få skiftet ble, nogen gange går det over når han ligger der, andre gange først når han har tisset på potten, som han syntes er et hit, andre gange først når han har fået tøj på.. jeg bekymrer mig sikkert unødigt, men vil så nødig at min dreng bliver en af de "dumme" i børnehaven, skolen, her menes en der driller, slår og skubber..(ork jo det vil da nok finde sted på den ene eller den anden måde..men..) osv. og vil gøre alt for at han bliver højtelsket og vellidt af andre end bare familien. Det ønsker I også for jeres børn, så griber det jer ikke nogen gange at tænke - gad vide hvordan han bliver senere?
En anden ting, fuldstændig på et sidespor... men hvad er vigtigst for jer:
At jeres barn følges med de andre børn i dagplejen i børnehaven?
At jeres barn kommer i en børnehave, som vil give ham de værdier vi som hans forælder mener han vil have godt af, men hvor ingen af de tre andre børn kommer til at gå?
Og under alle omstændigheder (pt.)kommer de til at gå i samme skole om nogen år..
Og en tredje ting... hænger lidt sammen med teksten med rødt, jeg arbejder pt i en børnehave hvor jeg som forælder er bragende lykkelig for og fuldstændig sikker på at vores søn aldrig nogensinde vil komme til at være! Der er frygteligt og jeg er glad for at jeg ikke er fastansat, men kun skal være der i maks 6 måneder. Tonen overfor børnene er frygtelig, det er SÅ kæft trit og retning, særligt i den stue jeg har været tilknyttet er der een, som måske burde tage ferie eller slet ikke arbejde med børn... en anden er en vikar, jeg har mødt en enkelt gang, hun tog fat i en drengs arm og råbte ham ind i hovedet - og hun beskrev det i pausen overfor en kollega at han havde testet hende i lang tid og at nu var dråben bare nået "det handlede om noget med fødderne på bordet" kender ikke forhistorien og han blev simpelthen så forskrækket og så ked af det, jeg var rystet og jeg fik så ondt i maven... det har jeg midelst talt haft siden jeg begyndte i børnehaven i mandags og det havde jeg slet ikke ventet at det var så slemt. Det er en helt lettelse når især den ene pædagog fra stuen ikke er der, for de har stemplet mange af børnene allerede som værende, problemer.. og jeg føler mig bare så magtesløs. Det skal siges at jeg tog det op med lederen, som kun er der et par timer om dagen da han er leder to steder både sfo og børnehave, da de skal slåes sammen næste år, og han er af samme mening som jeg om at det bestemt er et område der skal debatteres/diskuteres/drøftes - hvilken kultur de vil have med over i den nye institution, men kunne også fornemme at det derfor heller ikke vægter så højt, da der er så meget andet at forholde sig til pågrund af situationen og jeg græder næsten ved tanken om at de dejlige børn skal leve så mange timer og så lang tid endnu, før det MÅSKE bliver anderledes... det vil jo præge dem og præger dem i høj grad.. jeg har skrevet både bachelor omkring børnemiljøet og også opgave i det altafgørende samspil mellem pædagog og barnet - og jeg ved hvor betydnisngsfuldt det er. Jeg var så dristig at tage dem begge med og lægge på bordet i personalestuen, ved ikke hvad jeg ønskede pærcist hvad der skulle ske, men udgangspunktet var først og fremmest at jeg håbede bare een ville læse eller kigge i dem... hvis det bliver ved bliver jeg nødt til for min egen skyld at tale med den pågældende pædagog.. (hun er enten ikke uddannet eller også er hun af en gammel skole)
Og efter denne virkelighedsøjenåbner er jeg blevet så bange for at min søn ender i en sådan børnehave, men samtidig så ufatteligt opsat på at jeg vil gøre alt for at finde een, jeg ved jeg kan mærke i maven er den rigtige for ham, hvor han bliver set, hørt, anerkendt ikke råbt ad og slet ikke grebet i armen (hvis han da ikke er på vej over en vej eller andet i den stil)
Jeg og min mand vil tilbringe en halv dag i de to institutioner vi kender til - hvor jeg hælder mere til den ene, hvilket min mand også gør - for en halv dag kan man ikke spille skuespil i - og havde vi tilbragt en halv dag i den jeg arbejder i nu, havde de ikke spillet skuespil, for sådan er kulturen bare i den og jeg er overrasket over om forældrene velvidende syntes det er helt fint eller om de bare ingenting ved om den børnehave... jeg syntes der er så slemt og taget i betragtning af at jeg skulle have haft min mens. i mandags hvor jeg startede der og stadigvæk ikke har fået den (uden chance for graviditet!!) så går bekymringen dybt og har gjort mig meget ked af det... syntes det er frygteligt.
Ja, det er lige de tanker jeg her til aften lige gik rundt med mens jeg lavede pandekager til min mand og Elias og havde brug for at skrive dem ned, da det fylder og imorgen starter en ny uge... på både godt og ondt... 
