Har nu 3 graviditeter og fødsler bag mig, min første graviditet endte ud i en dødfødt pige, den smukkeste lille engel. Men grundet den graviditet, kan jeg ikke finde ud af at være gravid, hvilket nok også er meget naturligt.
Min engel, Sasha, blev født i uge 33, og jeg blev på intet tidspunkt i min graviditet med hende taget seriøst når jeg henvendte mig til læger, jordmødre etc. og sagde at der var noget galt!
Da jeg ventede min datter Emma, var jeg angst - angst for at noget skulle gå galt, angst for at jeg ikke blev taget seriøst. Dette resulterede i at jeg var på sygehuset, ved lægen, jordemoderen et utal af gange, blot for at få at vide at alt var fint. Hun var lidt mindre en gennemsnittet, men før jeg blev gravid med hende vejede jeg 45kg og er 163cm høj, så dette så lægerne ikke noget unormalt i.
Jeg blev scannet en del ekstra gange, både for at lægerne havde deres på det rene denne gang, men også fordi jeg havde det elendigt.
Jeg ringede en dag til fødegangen fordi jeg intet liv kunne mærke, og blev selvfølgelig bedt om at komme ind med det samme. Jeg var på dette tidspunkt 34+6 henne. Jeg blev scannet og fik kørt en strimmel, alt var normalt. Jeg kunne faktisk også, da jeg lå derinde, se at Emma bevægede sig, men jeg kunne intet mærke. Jeg blev mødt af en utrolig sød læge, som fortalte mig at nu kunne min psyke ikke være gravid længere, så hun tilbød mig at blive sat i gang med det samme. Dette takkede jeg JA til. 2½ time senere fødte jeg den smukkeste lille pige på 2530g og 48cm. Hun blev inde for det første kvarter taget af en sygeplejerske da hun skulle have mad. Jeg ønskede at amme, men Emma ville ikke spise ved mig, så sygeplejersken tog hende og ville give hende noget mad. Det fik hun dog ikke held til, og fik at vide at hvis ikke Emma havde spist inden for den første time fik hun lagt sonde. Så spiste pigebarnet ellers. Vi var indlagt i to dage, og så tog vi hjem.
3 år og 2 måneder efter Emmas fødsel er jeg gravid igen. Denne gang ikke nær så angst, da jeg jo har set at det kan gå godt. Men jeg ved også at det kan gå dårligt, og den har jeg konstant i baghovedet.Jeg bliver tilbudt ekstra scanninger igen, for at tjekke at alt er som det skal være og for at jeg kan være rolig. Da jeg når uge 30 med Xander, går det galt for mig igen. Jeg kan IKKE være gravid. Jeg vil ikke mere, angsten for at noget går galt er enorm. Jeg bliver indlagt da jeg er 38+0 henne, og jeg beder om at blive sat i gang da jeg bare ikke kan psykisk længere. Dette bliver så taget op på etisk råd, og de giver grønt lys. 38+2 tager de mit vand, og 2½ time efter bliver Xander født. 2530g og 48cm. Xander kom så ud på 1 presseve, lige under et minut, så hans lunger var fyldt med vand og han kunne ikke trække vejret, jeg nåede ikke at se ham ordentligt før ham og farmand og et helt hold læger var kørt afsted med ham. På neonatal afdelingen fik de hurtigt rettet op på ham, og farmand fik lov til at give Xander hans første måltid.
Jeg selv SKULLE blive på fødegangen 2 timer, ikke fordi der var noget medicinsk i vejen med mig, men sådan er reglerne. Der gik 3 timer før jeg så min søn.
Jeg har altid ønsket mig 4 børn, men jeg ved ikke om jeg tør blive gravid igen. Føler jeg er til besvær konstant. Både for diverse fagfolk, men ikke mindst for min familie.
Emma bliver 5 år om 14 dage, Xander blev 1 år for ca 14 dage siden. Der er præcis 3 år og 11 måneder mellem mine børn. Begge har det godt og nyder livet. Og alligevel har jeg stadig en lille l***e alf der sidder i baghovedet og siger "bare vent"
Ville egentlig ikke så meget med dette indlæg - det er ikke starten til en debat som sådan, bare mine tanker jeg skulle ud med.
God dag til alle
