Jeg har faktisk skrevet en før. Men... Da jeg bare synes det var et langt og utroligt forløb, føler jeg ikke jeg får fortalt nok om det.
Så det går lige ud over jer. 
Jeg beklager 
Mandag morgen den 25/1-2012 møder jeg op på ASA-afdelingen på Sønderborg Sygehus. Det er samme dag som min termin, og jeg skal sættes igang pga. Graviditets diabetes. Der går noget tid, før det bliver min tur, da der er nogle andre som lige skal undersøges før mig osv.
Jeg bliver undersøgt invendig, for at få tjekket var meget livmoderhals der var tilbage og om de kunne tage vandet med det samme - det kunne de ikke. Løsningen bliver: Jeg skal sættes igang med piller. Den første pille blev lagt omkring klokken 9 - og derefter fortæller de mig, at jeg gerne må tage hjem og slappe af og få sovet og spist. Men det mindste jeg kunne begynde at mærke, så skulle jeg ringe ind til dem og fortælle hvordan og hvorledes, da de også skal holde øje med Ida under hele forløbet og mit sukkertal.
Vi tog hjem, og jeg fik spist og slappet godt af, da jeg pludselig mærke små niv. Min aller første tanke kan jeg huske var: "EJ, det kan ikke passe." Men jeg måtte overgive mig, og min daværende kæreste ringede til ASA-afdelingen og fortalte, at nu kom vi altså igen. Og det var blot en time efter jeg var taget hjem derfra.
Jeg fik kørt en kurve (CTG) som viste hyppige veer, og blev undersøgt indvendigt og fik beskeden at der stadig var livmoderhals tilbage - øv! Klokken blev 16, og vi fik tilbuddet om, at overnatte på Fødegangen da ASA-afdelingen lukker ned på nuværende tidspunkt. Jeg sagde hurtigt ja tak, da det var det jeg var tryggest ved - og jeg er super glad for det valg jeg tog den dag!
Natten/morgenen til tirsdag den 24/1-2012 fik jeg bare SÅ ondt. Jeg kunne ingenting og slet ikke sove. Jeg fik vækket min daværende kæreste som overnattede med mig på Fødegangen og fortalte hvordan det stod til. Han gik da ud for at finde en jordemoder som var på nattevagt. Jordemoderen kommer ind og tjekker mig - og får nyheden at der stadigvæk er livmoderhals tilbage.
I det øjeblik tænker jeg: "FML!" - "Hun kommer aldrig ud."
Jeg får en sprøjte morfin til at sove på. Og jeg siger jer: Hold nu KÆFT hvor var den dejlig! Jeg fik sovet og husker at jeg næste morgen hører kæresten fortælle morgenvagten at jeg har haft en lang og hård nat - og får derfor lov til at sove lidt mere - mens morfinen stadig virker.
Da jeg endelig valgte at slå øjnene op tirsdag morgen/formiddag omkring klokken 9 skulle jeg tage ned på ASA-afdelingen så de kan finde ud af hvor langt i forløbet jeg var kommet. Og om de kunne tage vandet eller hvordan. Det blev til en pille mere, selvfølgelig! Og jeg tænker: "Okay, glem det.. Hun har tænkt sig at blive derinde altid."
I løbet af dagen sker der bare ingenting overhovedet - af hvad jeg kan mærke i hvert fald. Jeg fik kørt kurver rigtig mange gange som viste jeg havde meget regelmæssige veer, men mærke dem, det kunne jeg altså ikke. Utroligt nok.
Hen af sen eftermiddag får jeg rigtig, rigtig ondt i maven. Det føltes som luft i maven, som man ikke kunne komme af med og samtidig hård mave. Jeg kan huske jeg fik sagt, at jeg var altså meget i tvivl om det var veerne eller hvad det var. Og fik ordende tilbage: "Hvis det var veer, ville du ikke være i tvivl." Nå, fedt... Nej.
Der gik en times tid, hvor jeg virkelig bare havde så ondt i maven. De besluttede sig at undersøge mig igen og sørme nok om jeg ikke var 3 cm åben! "Hvis det var veer, ville du ikke være i tvivl." I min bare numse. Fik så at vide, at nu var jeg i aktiv fødsel og skulle derfor rykkes op på en fødestue hvor de ville tage vandet på mig for at "skynde" lidt på fødslen.
Da jeg kom op på fødestuen kommer jeg hurtigt i sygehus tøj, som jeg ærligt vil indrømme var meget mere behageligt end mine egne natbukser og en top! De prøvede at tage vandet på mig - uden held, da jeg simpelthent var så øm forneden. Så jeg måtte vente på, at en narkoselæge fik tid til at ligge en epidural blokade - som blev min aller bedste ven i verden.
Da de endelig fik taget vandet på mig følte jeg mig 100 kilo lettere! - Og man kunne ikke længere se min tykke mave, som bare var "punkteret". Desværre var skæbnen ikke med mig, og mine veer forsvandt lige så stille. Så jeg måtte på noget vedrop.
Fra det øjeblik jeg får vedrop, går tingene meget hurtigt og jeg husker ikke så meget mere da jeg var udmattet, og totalt grædefærdig over tanken om, at hun nok aldrig kom ud! Under vedroppet steg Idas hjerterytme rigtig meget - så en læge måtte ind og ligge en elektrode på hendes hovede, så de kunne holde lidt mere øje med hende.
På under 1 time fik jeg udvidet mig fra 3-9 cm. Og jeg blev jaget rundt fra side til side, op og stå, ned og ligge osv. osv. for at få min lille pige til at ligge sig helt ned på bækkenbunden så jeg kunne få presset hende ud!
Da jeg endelig (for det var fandme også på tide!) onsdag morgen den 25/1-2012 fik presseveer jeg kunne bruge til noget, tog det mig under ½ time at få hende ud. Og jeg indrømmer, det er en dejlig følelse når man får lov til at presse med - så er veerne heller ikke så slemme, da man bearbejder smerterne samtidig med man presser. Jeg skriger da hovedet er ude. Og et pres mere, så var hun helt ude.
Min lille Ida pige blev født klokken 7:38 med en kampvægt på 3770g og 50 cm. Hun er det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet og jeg er så stolt af at kunne kalde mig: "Idas mor." :-)
"Den største kærlighed der findes, er en mors kærlighed til sit barn."
Da Ida blev født var der 9 mennesker til stede! Så rigtig mange fik det smukke syn af, da jordens smukkeste pige bliver født <3
