Ja, har jo lidt tidligere oprettet en debat om mine overanstrengelser idag, og forholder mig derfor i total ro på sofaen... med maaaasser af tid til at tænke og sondere.. Så blir jeg sq lidt hormonella! For knap et år siden startede vi pb, testede positiv, fik en abort pga. ma, blev gravid igen og har hele graviditeten bekymret mig som en syg høne, for at noget skulle gå galt igen, ligesom første gang.. og nu - 35 uger henne, masser af plukkeveer og dårlig ryg, sidder jeg og føler mig total splittet i følelser! Bange som bare pokker for at jeg skal føde for tidligt, eller at min i forvejen lille baby, bliver mindre - samtidig med at jeg er lykkelig for at jeg trods alt er noget til 35 ugers graviditet!? og lykkelig for at mærke en lille pige mosle rundt inde i maven hver dag, og kæmpe for at komme ud snart og blive vores <3
tænk sig, at man kan være så heldig, at blive beriget med et barn, som man ønsker sig? 
men tænk sig også, at nogle gange bliver man bare helt uden videre frarøvet det! føler med ALLE ufrivilligt barnløse, og håber at de alle får en chance på en eller anden måde for at få et barn og udleve den drøm og fremtid! gid man kunne sende "uønskede graviditeter" videre til nogle der ønskede dem - istedet for de bare bliver "kasseret" :/
Glæder mig til at nå de magiske 37+0 nu, så jeg kan slappe af, og blot vente på lillepigen viser sit kønne ansigt! Ventetiden har været lang nok nu!!
Anmeld
