Er det et tegn?

Hej med jer.
Jeg har lige brug for nogen andre synspunkter selvom det jo self i sidste ende er mig der ved bedst.
Men jeg står i den situation at kæresten og jeg havde et stort skænderi igår. Og han sagde at jeg tog over i hans mors sommerhus 2 timers kørsel herfra idag og kom hjem igen i weekenden. Og tog derover igen indtil vi havde fundet en løsning på en anden lejlighed.
Sagen er den at vi har skændes utrolig meget på det sidste. Vi har begge nogle lidelser der gør vi er begrænset i mange ting. Han er meget begrænset psykisk hvilket gør at det stortset altid er mig der står med vores datter på 1 år alene. Jeg er meget begrænset fysisk grundet kroniske smerter. Men trods mine smerter er jeg der for min datter. Men han kan ikke slå sig selv til side på samme måde.
Der har været flere gange vi har været ved at gå fra hinanden. Hvor jeg har været utrolig ked af det indtil vi har snakket tingene igennem.
Og han har altid haft tendens til at kalde mig ønavne som so,kælling, du er syg i hovedet og lign. Når han blev sur. Hvilket altid har såret mig for jeg kalder aldrig ham noget grimt når jeg bliver sur. Jeg havde så kunne styre det i forhold til vores datter når han blev presset med hende. Men så de sidste dage har han kaldt hende kælling, møgunge,snotunge osv i frustration, hun er i tigerspring for tiden så hun er meget hysterisk og pyldret. Og jeg bliver sur når han gør det for hun er kun et barn. Og så vil jeg simpelthen ikke finde mig i at han kalder mig eller hende den slags ord. For hun skal ikke vokse op og tro at detner okaynat sige den slags ord. Og er også mest bange for at han vil ødelægge hendes selvillid når hun bliver ældre fordi han vil sige ting som du er dum i hovedet og lign.
Men sagen er den at jeg nu sidder og egentlig ikke føler jeg vanvittig ked af det. Self er jeg da ked af hvis vores forhold stopper da jeg elsker ham. Men kan ikke græde .Men samtidig sidder jeg også og tænker på hvordan jeg skal gøre tingene i fremtiden med min datter og mig selv.

Er det et tegn på at vores forhold er ved at nå der hvor det er bedst at stoppe.?

Undskyld dette rodet indlæg. Håber i måske kunne hjælpe mig lidt her

Skal vi starte med et  Det er altdrig sjovt at skændes på den måde.

Personligt så er det med øgenavnene et tydeligt tegn på manglende respekt efter min mening. Jeg ville aldrig finde mig i at blive talt til på den måde - uanset temperament. Når man er sammen og har et barn, så kalder man ikke hinanden grimme ting, selvom situationen bliver ophedet.

Derudover synes jeg at dine tanker omkring din datter og hendes selvtillid er utroligt relevante! Der er ingen tvivl om at hvis du viser hende at du lader hendes far behandle dig sådan, så er risikoen for at hun vil lade ham behandle hende sådan stor. Og det vil måske også smitte af på de forhold som hun skal igennem senere i livet (det er selvfølgelige worst case).

Du kan selvfølgelig kun selv træffe beslutningen, men når du siger at bekymringerne går på at du skal være alene med din datter, og at du ikke rigtig kan græde mere - så spørg dig selv : "Hvilke ting er det du ikke klarer alene i den nuværende situation? Og er det ting du kan overkomme selv hvis du skal?" for så vil jeg - uden at kende til hele situationen - nok anbefale at du hurtigt beslutter dig for hvad der er bedst for dig og din datter!

Ved godt at det er lettere sagt end gjort. Men forlad ham. Han øver psykisk vold mod dig og værst af alt din datter. Du ved ikke om det en dag eksalerer og bliver til fysisk vold oveni.

Du er nødt til at gøre noget drastisk - han har ikke lov til at slynge disse grimme og nedsættende ord ud mod jer. Det skader VOLDSOMT. Uanset hans eget psykiske tilstand.

Gør alt hvad du kan for at beskytte dit barn. Det er din pligt som mor og skal overskye alt andet, selv dig selv og dine begrænsninger.

Stlun07 skriver:

Skal vi starte med et  Det er altdrig sjovt at skændes på den måde.

Personligt så er det med øgenavnene et tydeligt tegn på manglende respekt efter min mening. Jeg ville aldrig finde mig i at blive talt til på den måde - uanset temperament. Når man er sammen og har et barn, så kalder man ikke hinanden grimme ting, selvom situationen bliver ophedet.

Derudover synes jeg at dine tanker omkring din datter og hendes selvtillid er utroligt relevante! Der er ingen tvivl om at hvis du viser hende at du lader hendes far behandle dig sådan, så er risikoen for at hun vil lade ham behandle hende sådan stor. Og det vil måske også smitte af på de forhold som hun skal igennem senere i livet (det er selvfølgelige worst case).

Du kan selvfølgelig kun selv træffe beslutningen, men når du siger at bekymringerne går på at du skal være alene med din datter, og at du ikke rigtig kan græde mere - så spørg dig selv : "Hvilke ting er det du ikke klarer alene i den nuværende situation? Og er det ting du kan overkomme selv hvis du skal?" for så vil jeg - uden at kende til hele situationen - nok anbefale at du hurtigt beslutter dig for hvad der er bedst for dig og din datter!

Tak for dit svar. Jeg er meget begrænset fysisk som at løfte tunge ting samt støvsugning og vaskning af gulv. Jeg kan be om hjælp ved nærmest familie men så vil jeg være meget afhængig. Forstået på den måde at som at handle ind. Løfte poserne kan give mig endnu flere smerter.
Men selvom det er en stor begrænsning så ser jeg ikke umiddelbart det at stå som alene mor som en forhindring. Jeg har klaret mig med smerter i snart 2 år. Og alligevel været der for min datter. Det der bekymre mig lidt er det at jeg skal undvære min datter når hun er ved hendes far. Jeg ved han vil få en masse hjælp fra hans mor. Hvilket jeg er tryg ved. Men han vil jo self have sin datter mere end hver anden weekend. Hvilket jeg godt forstår. Jeg vil ikke forhindre ham i at se sin datter. Da hun jo også har brug for sin far.
Og sagen er den at jeg vil blive meget alene for jeg har ingen veninder. Hvilket jeg ikke rigtig har haft siden jeg var 15 grundet en lang historie.
Men jeg står jeg snart skal i arbejdsprøvning og er bange for hvad det vil gøre i forhold til smerter og overskud til min datter.

Anonym skriver:

Hej med jer.
Jeg har lige brug for nogen andre synspunkter selvom det jo self i sidste ende er mig der ved bedst.
Men jeg står i den situation at kæresten og jeg havde et stort skænderi igår. Og han sagde at jeg tog over i hans mors sommerhus 2 timers kørsel herfra idag og kom hjem igen i weekenden. Og tog derover igen indtil vi havde fundet en løsning på en anden lejlighed.
Sagen er den at vi har skændes utrolig meget på det sidste. Vi har begge nogle lidelser der gør vi er begrænset i mange ting. Han er meget begrænset psykisk hvilket gør at det stortset altid er mig der står med vores datter på 1 år alene. Jeg er meget begrænset fysisk grundet kroniske smerter. Men trods mine smerter er jeg der for min datter. Men han kan ikke slå sig selv til side på samme måde.
Der har været flere gange vi har været ved at gå fra hinanden. Hvor jeg har været utrolig ked af det indtil vi har snakket tingene igennem.
Og han har altid haft tendens til at kalde mig ønavne som so,kælling, du er syg i hovedet og lign. Når han blev sur. Hvilket altid har såret mig for jeg kalder aldrig ham noget grimt når jeg bliver sur. Jeg havde så kunne styre det i forhold til vores datter når han blev presset med hende. Men så de sidste dage har han kaldt hende kælling, møgunge,snotunge osv i frustration, hun er i tigerspring for tiden så hun er meget hysterisk og pyldret. Og jeg bliver sur når han gør det for hun er kun et barn. Og så vil jeg simpelthen ikke finde mig i at han kalder mig eller hende den slags ord. For hun skal ikke vokse op og tro at detner okaynat sige den slags ord. Og er også mest bange for at han vil ødelægge hendes selvillid når hun bliver ældre fordi han vil sige ting som du er dum i hovedet og lign.
Men sagen er den at jeg nu sidder og egentlig ikke føler jeg vanvittig ked af det. Self er jeg da ked af hvis vores forhold stopper da jeg elsker ham. Men kan ikke græde .Men samtidig sidder jeg også og tænker på hvordan jeg skal gøre tingene i fremtiden med min datter og mig selv.

Er det et tegn på at vores forhold er ved at nå der hvor det er bedst at stoppe.?

Undskyld dette rodet indlæg. Håber i måske kunne hjælpe mig lidt her

Havde jeg stået i din situation så havde jeg forladt ham. For du er inde på det helt rigtige med hensyn til jeres datters selvtillid. Det er så nedbrydende at folk man holder af, og som burde holde af en også, kalder en nedværdigende ting og hvordan må det så ikke være for et barn at blive kaldt sådanne ting af sin egen far.

Jeg har selv valgt at slå op med faren til mit barn, fordi vi skændtes for meget og jeg følte heller ikke han var i stand til at tilsidesætte sig selv og sine behov for vores søn. Han har også kaldt mig grimme ting, når vi har været sure... Dog har han ikke kaldt vores dreng noget, men han har råbt, kaldt mig grimme ting foran ham. Og min eks har ikke nogen lidelser og han har ikke kunne finde ud af at ændre sig, så tror på ingen måde du skal kunne gøre dig forhåbninger om at din kæreste ændrer sig, når han også skal slås med en psykisk lidelse.

Så ja jeg ville helt klart flytte for mig selv og starte en stille og rolig hverdag op med mit barn

Dorthe1986 skriver:

Havde jeg stået i din situation så havde jeg forladt ham. For du er inde på det helt rigtige med hensyn til jeres datters selvtillid. Det er så nedbrydende at folk man holder af, og som burde holde af en også, kalder en nedværdigende ting og hvordan må det så ikke være for et barn at blive kaldt sådanne ting af sin egen far.

Jeg har selv valgt at slå op med faren til mit barn, fordi vi skændtes for meget og jeg følte heller ikke han var i stand til at tilsidesætte sig selv og sine behov for vores søn. Han har også kaldt mig grimme ting, når vi har været sure... Dog har han ikke kaldt vores dreng noget, men han har råbt, kaldt mig grimme ting foran ham. Og min eks har ikke nogen lidelser og han har ikke kunne finde ud af at ændre sig, så tror på ingen måde du skal kunne gøre dig forhåbninger om at din kæreste ændrer sig, når han også skal slås med en psykisk lidelse.

Så ja jeg ville helt klart flytte for mig selv og starte en stille og rolig hverdag op med mit barn

Endnu engang tak for div svar. Og ja det er nok det bedste at stoppe her imens helvede ikke er brudt løs. For jeg ønsker jo vi skal have et godt forhold til hinanden for vores datters skyld. For jeg står der hvor jeg har nogen forældre som har tre børn sammen været sammen i 29år men de er dødelig uvenner efter de blev skilt. Godt nok er vi alle børn voksne men det gør det ikke ret meget nemmere.

Men jeg må se hvad dagen i dag byder på.og hvad vi når frem til. Og detfforhåbentlig sker på en rolig måde.

Først et kæmpe puha hvor må det ikke være rart at blive kaldt sådan nogle grimme ting og nu også høre på, at han kalder jeres datter det samme!

Jeg tror lidt du har taget din beslutning, ud fra hvad jeg kan læse, og du har helt ret i, at et barn ikke skal vokse op med forældre, hvor den ene nedgører den anden på den måde, det kan kun skade i det lange løb! Hun tror at det er ok, at blive behandlet dårligt, og det vil jo smitte af for altid.

Der ud over, så er det på ingen måde ok, at han behandler dig på den måde, det er jo fuldstændig ødelæggende, psykisk diagnose eller ej! Du skal passe på dig selv og din datter!

Med hensyn til veninder, eller mangel på samme, så var det måske også en oplagt mulighed for at finde nogle nye? Jeg tror der er en del, der har fundet venner herinde, så måske det var en mulighed

Rigtig meget held og lykke med det hele og mærk efter nede i maven, så kan du nok mærke hvad der er rigtigt