Hej 
Selvom jeg ikke har nogle vildt gode råd vil jeg lige sende dig en hilsen alligevel idet jeg kan kende meget af det du skriver. Jeg græder ikke, men blev særligt i uge 5-10 meget let sur og urimelig overfor min kæreste og fik bagefter dårlig samvittighed 
Det hjalp for os at kæresten snakkede med nogle af sine venner som allerede har fået børn, han forstod derefter ligesom bedre at jeg ikke gjorde det for at være dum, men fordi jeg ikke kan styre mig. Det hjalp også da lægen fortalte os begge to, at det er hårdt at vente barn og at det ikke er lige sjovt og romantisk hele tiden samt at det kræver et stort overskud og en masse overbærenhed fra mandens side for at det hele ikke skal blive alt for træls. Jeg er 12 uger henne nu og det er ligesom kroppen allerede har vænnet sig lidt til hormonerne, mit temperament har skruet sig langt mere ned nu, men når jeg læser dit indlæg, husker jeg tydeligt hvordan det var for blot en månedstid siden. Lov dig selv, at du giver jer lidt tid inden du begynder at drage forhastede konkluioner om at det måske ikke går med jer, det skal nok gå - du skal bare lige af med dit indre 'hormonella-monster', så bliver det meget lettere at være kærester igen. Pøj pøj og 
fra Camilla.
Anmeld
