Ja så er det min tur til at dele tanker og følelser omkring dette svære emne. 
Jeg var indtil for lige over 2 uger siden lykkelig gravid og uvidende om hvad jeg skulle igennem.
Jeg var 11 uger henne, da jeg begyndte at bløde og kom til på hospitalet med det samme.
Desværre var der ikke liv og en SA var gået igang.
1. uge valgte jeg medicins hjælp fra, havde nok lidt den tanke, tænk hvis de havde taget fejl og jeg tog imod medicinen.
Men allerede dagen efter var det tydeligt, at de ikke tog fejl og jeg fortrød lidt, at jeg ikke havde taget imod tilbudet om pillerne, så det kunne blive hurtigt overstået.
Derefter skedte der en masse, jeg vil spare jer for her, men jeg troede egentligt at det så var overstået...
Ugen efter kom jeg til kontrol på sygehuset og øv øv det var langt fra overstået og denne gang tog jeg imod medicin til at hjælpe med at få gang i det.
Jeg fik at vide, at jeg godt kunne komme til at opleve stærke smerter under forløbet og ja det gjorde jeg da bestemt også.
Jeg var dog ikke forberedt på hvor meget pillerne satte igang og da klokken var omkring midnat og jeg blev ved med at bløde meget kraftigt, ringede jeg til forvagten på sygehuset og fik en snak med hende om, hvad jeg skulle være opmærksom på, i forhold til blodmangel...
Jeg slap heldigvis for at skulle på sygehuset.
Nu har jeg så lige været på sygehuset igen og nu er det heldigvis overstået... For ud over den enorme psykiske belastning det har været for mig at aboterer spontant, skal man også på sygehuset sidde i venteværelset sammen med alle de lykkelige højgravide kvinder.
Og selv om jeg syntes, det er dejligt for dem, at de skal have en lille dejlig baby, så gør det ondt at sidde der og vide at man ikke kom så langt selv. (denne gang)
Idag var de så forsinkede og jeg sad i venteværelset sammen med 3 højgravide kvinder og jeg må sige at jeg endte med at komme grædende ind til undersøgelsen.
Jeg syntes det er rigtig dårligt, at man skal til sådanne undersøgelser samme sted og derfor konfronteres med det man har mistet 
Jeg skriver dette fordi jeg i den grad har brug at få luft.
De fremskridt jeg havde i forhold til at acceptere min situation er idag rimeligt langt væk....
Jeg skal heldigvis ikke derop mere i denne omgang og kan igen begynde at bearbejde det hele.
