Har 1 uge til næste eksamen, 2 uger til næste eksamen og til jeg har ferie/barsel og 1 måned til termin - og lige nu føler jeg ikke, at jeg kan holde sammen på mig selv 
Jeg fandt i aften en side, som var til ære for de børn der er døde af Aicardi Syndrom. Der er ikke mange af dem i verden, men i en seng på den anden side af væggen sover min datter, en Aicardi-pige 
Selvom hun er det stærkeste væsen jeg kender, så fanger jeg mig selv i at kigge til hende flere gange om aftenen og natten, blot for at se om hun stadig er her og sover trygt 
Tiden er vigtig for os, vi ved ikke hvornår Lærke bliver en engel? Vi ved ikke, om hun formår at være lige så stærk til det sidste?
Da jeg sad og læste ordene skrevet af forældrene til alle de engle Aicardi-børn, strømmede tårene ned af mine kinder og jeg fandt mig selv, tænke på hvad jeg selv ville skrive om Lærke, når hun bliver en engel?
Jeg begyndte, at tænke på sange jeg ville spille for at mindes hende og digte/citater jeg ville læse for at bevare hende
Jeg ved tankerne løber af med mig nu, men jeg ved at jeg en dag, skal stå samme sted som de forældre. Og jeg holder ikke tankerne ud 
Jeg har altid sagt at statistik bare er et tal, og det tror jeg og det håber jeg på - Lærke skal klare den!
Hvis bare jeg kunne høre hende sige "mor" en gang, få et kram af hende, bare en gang, så ville det være den største gave jeg kunne drømme om
Jeg savner hende, også når hun ligger ved min side. For der vil altid være et hul som aldrig vil blive fyldt. Vi giver hende alverdens kærlighed og ville ønske jeg kunne give hende alt i verden. Men at jeg aldrig skal høre hende sige "mor", det knuser mit hjerte 
Jeg ville ikke så meget med dette indlæg, nok bare have afløb.
Men til sidst, vil jeg nu alligevel gerne dele et af mine yndlings citater, som jeg læner mig meget op af, når tingene bliver uoverskuelige:
“I know God will not give me anything I can't handle. I just wish He didn't trust me so much.” - Mother Teresa
http://www.youtube.com/watch?v=XaY1navSEws
