uge 37 - så er baby færdigbagt

female skriver:

Så er jeg gået ind i uge 37. Dermed er det jo en hel færdig baby, der ligger derinde og blot venter på at komme ud. 

Jeg synes det er mærkeligt at tænke på, at om maksimal fem uger er jeg mor!! 

Nu hvor jeg er så langt, er jeg begyndt at tænke på fødslen. Synes alle jeg møder spørger, om jeg er nervøs. Det er jeg faktisk slet ikke, men bliver det lidt, når alle spørger

Jeg har ikke klare ønsker om, hvordan jeg gerne vil have min fødsel til at forløbe - bortset fra at jeg ikke ønsker fødsel i vand. Har I andre gjort jer klare forestillinger om, hvad I ønsker, eller har I det lidt som mig og tænker, at det tager I som det kommer?

Jeg er også netop gået ind i 37. uge, og synes på en eller anden led, at det er lidt uvirkeligt at jeg snart er mor , selvom jeg har båret på den lille i snart 9 måneder .

Jeg har det lidt ligesom dig ifht. fødslen. Jeg aner ikke, hvilket smerter, jeg går og venter på? Jeg ved bare, at det skal gøre ondt på et tidspunkt. Jeg aner heller ikke rigtig hvordan jeg gerne vil have fødslen skal forløbe - har jo ikke prøvet det før? Men jeg ønsker heller ikke at føde i vand.

Så .. Håber på en masse opbakning, hjælp og forståelse fra jordemoder, når fødslen sætter i gang til sin tid 

female skriver:

Det lyder som en god fødsel sidst, så kan godt forstå, at du håber på en gentagelse.

Jeg skal kun have min kæreste med inde til selve fødslen, men min mor og lillesøster kommer til at sidde ude i venteværelset. Min lillesøster ville allerhelst stå midt imellem mine ben, når det sker, men jeg har givet hende besked om, at hun må vente til det er overstået

Synes det er flot, at du har overskud til at have mor/svigermor med under dine fødsler. 

Jeg har også haft min mor med, de andre gange, og det kan godt anbefales at have to med til fødslen, i sær hvis den skulle trække ud. (det har så ikke været tilfældet for mig)

Men det gør at farmand lige kan tillade sig at gå ud et øjeblik hvis han skulle have brug for det. 

Denne gang vil min kæreste (nye) gerne at det er en oplevelse vi skal have sammen, også selvom jeg har gjort klar for ham, at han er tvunget til at blive på stuen indtil den lille er kommet til verden, i sær fordi det pludselig kan gå rigtig stærkt.

Men tror helt bestemt jeg vil komme til at mangle/savne min mor når jeg ligger der og piber. 

Den meget snart forestående fødsel fylder os rigtig meget i hpvedet på mig.. Jeg har så lige fået af vide at han vender forkert, og jeg skal derfor ind til vendingsforsøg om en lille uges tid.. Hvis de ikke kan vende ham, så bliver det planlagt kejsersnit - og pludselig er det som jeg føler mest for kejsersnit.. Jeg er  vist kommet til at se det som den lette løsning, selv om jeg godt er klar over at det ikke er lutter lagkage - jeg kan bare ikke slå det fra mig igen, og går næsten og håber på at de ikke kan vende ham, eller at han ikke vender sig selv..

Jeg ved godt inderst inde at det er "forkert" at jeg tænker sådan, men sådan er det gået hen og blevet.. Tror det skyldes pludselig panik for forestående smerter og frygten for at blive overrumplet over alt det der sker eller kan se under en fødsel - mit hoved kan vist bare ikke lige følge med for tiden..

female skriver:

Jeg er lidt ambivalent med hensyn til rygmarvsbedøvelsen. Ifølge min jordemoder er det den af de medicinske smertelindringer, der giver færrest bivirkninger for barnet. Jeg vil dog (hvis smertelindring bliver nødvendigt) nok først forsøge med akupunkturbehandling.

Synes bare man læser rigtig meget herinde om kvinder der lider af kraftige hovedpiner og sådan og ingen hjælp kan få efter deres rygmarvsbedøvelse og sådan en situation må da være trist at sidde i med en nyfødt oz