hvornår nr 3?

Jeg ved ikke om jeg hars at det ind det rigtige sted,

Sagen er den, at min kæreste rigtig gerne vil have flere børn. Jeg har 2 hvoraf den mindste er med min nuværende kæreste Jeg vil også gerne have én mere, men har det egentlig også ok som det er nu. Vi bor hvor der er værelser til det antal vi er i huset nu og har IKKE lyst til at flytte herfra.
Økonomien vil man altid finde en løsning på, men det er da ingen hemmelighed, at vi kommer til at leve lidt stramt de første par år.
Overskuddet er jeg bange for svigter hvis vi får en mere, da jeg synes 2 børn er hårdt, men et handler måske bare om en vanesag?

Hvorfor prøver man at iscenesætte ALTING?
Jeg frygter at blive alene med 3 børn - ikke fordi jeg er bange for at vi går fra hinanden for det tror jeg bestemt ikke, men hvad hvis der sker ham noget?
Kan man tilgodese alles behov når man har 3 der er forskellige steder i livet? Er bange for at den store føler sig overset, da der alligevel er 7 år mellem den store og den lille som snart bliver 2.

Hvornår er det helt rigtige tidspunkt til nr sidst?

Det rigtige tidspunkt er når DU/I er KLAR! Der er ingen der kan sige at det er bedst for alle at der er så og så mange år mellem børnene. Det kommer an på familien. Det er jer der skal få det til at fungere. Så mærk efter inde i dig selv. Og snak med kæresten om det

Nettemor skriver:

Det rigtige tidspunkt er når DU/I er KLAR! Der er ingen der kan sige at det er bedst for alle at der er så og så mange år mellem børnene. Det kommer an på familien. Det er jer der skal få det til at fungere. Så mærk efter inde i dig selv. Og snak med kæresten om det

Kæresten vil jo rigtig gerne, og hvis jeg bare skulle følge min mavefornemmelse så gjorde jeg det.

Men alligevel kommer alle de spekulationer op i mig.. Som får mig til at tvivle på min mavefornemmelse.

Anonym skriver:

Kæresten vil jo rigtig gerne, og hvis jeg bare skulle følge min mavefornemmelse så gjorde jeg det.

Men alligevel kommer alle de spekulationer op i mig.. Som får mig til at tvivle på min mavefornemmelse.

Jamen uanset hvad så vil du aldrig kunne forudse fremtiden.. Da jeg blev gravid med bassen havde jeg et kanont godt job. Og det samme havde manden. Da bassen kom til verden var vi begge på dagpenge.. altså det kan jo hurtig skifte. Og du kan jo heller aldrig forudse om I er sammen resten af livet eller hvad der sker. Du er nødt til at mærke efter dybt inde i dig selv. Er det dette du ønsker.. Hvad vejer mest for dig?

Nettemor skriver:

Jamen uanset hvad så vil du aldrig kunne forudse fremtiden.. Da jeg blev gravid med bassen havde jeg et kanont godt job. Og det samme havde manden. Da bassen kom til verden var vi begge på dagpenge.. altså det kan jo hurtig skifte. Og du kan jo heller aldrig forudse om I er sammen resten af livet eller hvad der sker. Du er nødt til at mærke efter dybt inde i dig selv. Er det dette du ønsker.. Hvad vejer mest for dig?

Åhhh det er svært... Vil jo rigtig gerne, men det er også skræmmende at vide at det er sidste barn.. at man bliver gammel.. hahaha

Anonym skriver:

Åhhh det er svært... Vil jo rigtig gerne, men det er også skræmmende at vide at det er sidste barn.. at man bliver gammel.. hahaha

Ja men hvad er så mest skræmmende. At vide at hvis du får et mere er det sidste barn? Eller at vide du allerede har fået dit sidste barn

Mellem linierne synes jeg at det lidt lyder som om du er i tvivl om, hvorvidt DU egentlig ønsker det 3. barn? Ved ikke om det er sådan det forholder sig...., og måske har jeg bare misforstået det som du har skrevet.

Men måske skulle du lige tage en tænkepause, om du overhovedet vil have flere børn - det lyder som om du allerede er hårdt spændt for med de 2 børn, som I har.
Du tænker også i de praktiske ting omkring jeres hus, som du ikke vil flytte fra osv - men det behøver I måske heller ikke med et 3. barn - måske kan de 2 mindste jo dele værelse eller også er der andre løsninger, som I kan finde på?

Hvis du mærker at du har nået grænsen - altså din personlige grænse for hvad du magter.... -  så pas på med at lade dig presse til flere børn - det kan jo netop være dråben, som får bægeret til at flyder over i jeres parforhold eller for dig som menneske.

Jeg har selv 4 børn, og er glad for det. Jeg synes generelt at kvinder skal kaste sig ud i flere børn - men kun hvis de mærker at der er overskuddet til det. 

Selv var jeg glad for at have 3 børn, men min mand ville virkelig gerne have barn nr. 4. Så det var lidt et kompromi fra min side, og vi besluttede sammen at få det 4. barn (dog havde jeg lidt betænkeligheder). Indimellem har jeg tænkt, at jeg med barn nr. 4 nok fik "overskredet" grænsen for, hvad jeg egentlig magter.

Når det så er sagt, så er jeg jo super glad for mit barn nr. 4 og fortryder bestemt ikke, men alligevel har jeg da indimellem tænkt, at jeg burde have lyttet til mine egne signaler og grænser.
Jeg kan nogle gange godt synes, at min tilværelse kan være lidt stresset med 4 børn i flere aldre. På sådanne dage "skuler" jeg nok misunderligt på familier med "bare" 2 eller 3 børn. ..... men jeg ville selvfølgelig aldrig undvære mine 4 dejlige guldklumper, som jeg har. Og uanset hvad, så kan jeg jo heller ikke gøre det om.
Derudover så er jeg velsignet med en utrolig hjælpsom mand, som er far med det helt store F. Han hjælper gerne til med alt, som han kan.

Det eneste råd, som jeg kan give - er at du skal lytte rigtig godt til dig selv - pas på med at lade dig for meget påvirke af alles velmenende gode råd. Sørg for at beslutningen som du tager er 100% loyal overfor dig selv.

Jeg håber at I finder ud af tingene hen ad vejen....og finder den rigtige løsning for jer.

Knus

 

MusseMorTil4 skriver:

Mellem linierne synes jeg at det lidt lyder som om du er i tvivl om, hvorvidt DU egentlig ønsker det 3. barn? Ved ikke om det er sådan det forholder sig...., og måske har jeg bare misforstået det som du har skrevet.

Men måske skulle du lige tage en tænkepause, om du overhovedet vil have flere børn - det lyder som om du allerede er hårdt spændt for med de 2 børn, som I har.
Du tænker også i de praktiske ting omkring jeres hus, som du ikke vil flytte fra osv - men det behøver I måske heller ikke med et 3. barn - måske kan de 2 mindste jo dele værelse eller også er der andre løsninger, som I kan finde på?

Hvis du mærker at du har nået grænsen - altså din personlige grænse for hvad du magter.... -  så pas på med at lade dig presse til flere børn - det kan jo netop være dråben, som får bægeret til at flyder over i jeres parforhold eller for dig som menneske.

Jeg har selv 4 børn, og er glad for det. Jeg synes generelt at kvinder skal kaste sig ud i flere børn - men kun hvis de mærker at der er overskuddet til det. 

Selv var jeg glad for at have 3 børn, men min mand ville virkelig gerne have barn nr. 4. Så det var lidt et kompromi fra min side, og vi besluttede sammen at få det 4. barn (dog havde jeg lidt betænkeligheder). Indimellem har jeg tænkt, at jeg med barn nr. 4 nok fik "overskredet" grænsen for, hvad jeg egentlig magter.

Når det så er sagt, så er jeg jo super glad for mit barn nr. 4 og fortryder bestemt ikke, men alligevel har jeg da indimellem tænkt, at jeg burde have lyttet til mine egne signaler og grænser.
Jeg kan nogle gange godt synes, at min tilværelse kan være lidt stresset med 4 børn i flere aldre. På sådanne dage "skuler" jeg nok misunderligt på familier med "bare" 2 eller 3 børn. ..... men jeg ville selvfølgelig aldrig undvære mine 4 dejlige guldklumper, som jeg har. Og uanset hvad, så kan jeg jo heller ikke gøre det om.
Derudover så er jeg velsignet med en utrolig hjælpsom mand, som er far med det helt store F. Han hjælper gerne til med alt, som han kan.

Det eneste råd, som jeg kan give - er at du skal lytte rigtig godt til dig selv - pas på med at lade dig for meget påvirke af alles velmenende gode råd. Sørg for at beslutningen som du tager er 100% loyal overfor dig selv.

Jeg håber at I finder ud af tingene hen ad vejen....og finder den rigtige løsning for jer.

Knus

 

Jeg kan sagtens forstå hvad du mener. Jeg er ikke som sådan tæt på at overskride min grænse - sådan føler jeg det i hvert fald ikke selv. Jeg tænker bare rigtig meget over at aldersforskellen mellem nr 1 og 2 er så stor at det med et 3. barn vil være mere besværligt at opfylde alles behov, jeg er bange for at "glemme" den store da behovene hos børnene allerede nu er vidt forskellige!

Hvis jeg udelukkende mærker efter i min mave, så har jeg en rigtig god mavefornemmelse ved tanken om nr 3. Jeg har altid ønsket mange børn, ligeså har min kæreste. Men når det kommer til det praktiske så bliver jeg alligevel i tvivl. Det er jo meget bekvemt kun at have 2 - alle rejser er for 2 v og 2 b osv. Vores hus har 2 b værelser osv osv osv..

okay, så er jeg mere med på dine tanker. Jeg forstår dem også rigtig godt - vores ældste er 13 år og den mindste er 1 år, så jeg lever med den aldersspredning, som du skriver om.

Denne aldersspredning er både godt og skidt. Man skal omstille sig fra ble-skift, gråd og legeklodser til avanceret matematik, veninderproblemer og pubertetsflip.

Derudover er det jo begrænset rent udflugtsmæssigt hvad der interesserer børnene - de små og store. Men samtidig så oplever jeg også noget dejligt - at kunne "dele" de 2 små børn med vores store børn.
De 2 store er så gode store søskende - og elsker deres små søskende. Selvom de går glip af nogle ting, som vi ikke kan med 2 helt små - (f.eks lige at gå ud og spise om aftenen eller lige smutte i biffen alle sammen, eller dase foran tv ´et med mor og far og en god familiefilm) - så får de så meget andet. De følger tæt med i de små´s liv og de udvikler helt klart deres "omsorgs-gen" i stor stil, hvis man kan sige det sådan.

Vi har fra starten indraget de store mht. graviditet osv, og har samtidig sat stor fokus på at fortælle de store, hvordan de selv var som små. Vi har fundet billeder af dem frem af de store, som var fra samme tidspunkt som de små er nu osv. - på den måde er de blevet inddraget og på ingen måde overset - tværtimod.

Jeg tror ikke at du skal være nervøs for aldersspredningen, men selvfølglig være bevidst om, at I som familie måske indimellem må "dele" jer lidt i nogle aktiviteter af hensyn til aldersspredningen.

Måske skal du vende den lidt om - hvis I/du gerne vil have nr. 3, så er det måske godt at gøre det - inden den største kommer for tæt på puberteten. Den kan nemlig godt give lidt udfordringer - for nogen mere end andre....

Jeg synes at forstå at den ældste er ca 9 år - og det er da en supergod alder at få søskende i, synes jeg. Barnet kan forstå tingene og hjælpe til uden problemer - samtidig er puberteten stadig lidt ude i fremtiden, og barnet er derfor åbent ..... (pubertetsbørn kan godt ende med at lukke sig lidt inde på værelset og bare dyrke sig selv og deres egne tanker, og dermed måske have lidt mindre overskud til småsøskende).

 
Til gengæld er jeres mindste jo 2 år nu - og det er en god alder at være omkring 3-4 når den næste kommer - vi har selv 15 måneder mellem vores mindste "hold" og 26 måneder mellem vores ældste - og det som jeg oplever er, at det kan være svært for et helt lille barn under 3 år at "give" plads til en anden lille - de er så basalt afhængige af mor og far. Så man skal være ualmindelige meget på, så begge børn får opfyldt deres behov. 
Dette bliver klart nemmere efter de er fyldt 3 år, hvor de udvikler sig og forstår så meget mere.

Det lyder da på mig, som om at du gerne vil dette projekt med barn nr. 3 - måske skal du bare have en god samtale med din mand omkring hvordan de praktiske ting skal foregå - så får du ro i sindet omkring disse ting - og hvem ved, måske bliver det så nemmere at træffe en beslutning om tidspunkt for næste barn....

Held og lykke til jer

knus