hvordan?

Jeg var selv alene under det meste af min graviditet. Og det var sgu ikke nemt overhovedet! Men en dag tænkte jeg, at nu kunne det fandme være NOK!!! Nu måtte jeg simpelthen tage mig sammen og tænke på den lille mand inde i min mave, så jeg cuttede alt kontakt til ham da jeg vidste, at det var det sidste jeg havde brug for. Jeg begyndte, at gå i biffen, ud at spise, lange ture, så på babyting heeele tiden alt dette gjorde jeg alene i hverdagene imens mine veninder jo var på job. Jeg var sygemeldt 1 mdr før barsel og skulle jo have tiden til, at gå med et eller andet.
Jeg skiftede endda tlf nr for, at jeg ikke skulle gå og se på mobilen hele tiden og inden det aftalte jeg med han, at jeg skulle kontakte ham når jeg havde født.

Det gjorde jeg så 3 dage efter jeg havde født og der så han Marcus første gang - og det fede var, at alle følelserne for ham var væk da jeg mødte ham igen.

Men der var mange stadier jeg skulle igennem, først sorgen, så vreden så afmagten og til sidst erkendelsen. Alt mit overskud gik til min søn og sådan skal det også være. Man skal sgu ikke være med en mand hvis man bliver mere ulykkelig af det!

Håber du ku bruge noget af det :-)

Held og lykke...

Kh M

Jeg var igennem det samme med mit seneste barn. Han skred da jeg var 3 mdr. henne. Jeg fik bare en sms, mens jeg var på job, at han ikke var der når jeg kom hjem. Jeg tænkte bare det er da løgn, men nej. Han svarede ikke på telefonen og havde ikke efterladt sig besked om hvor han tog hen. Så han sørgede selv for at jeg lod ham være.

Jeg fandt så heldigvis årsagen til at han skred, af anden vej, og det gav mig ro. Fandt ud af at det var mit held at han var væk. Så jeg kunne se fremad, ville egentlig have en pause fra mænd, men kunne ikke undvære sex (mine hormoner var helt umulige), så jeg gik på Scor og søgte uforpligtende forhold, men mødte faktisk en som overtalte mig til at vi kun skulle se hinanden og ham er jeg sammen med idag.

Nu kender jeg ikke din situation og kender ikke årsagen til brudet, men hvis du ikke kender den så få en forklaring, det er mit råd.

Vil så også lige sige at trod min lykkelige slutning gik jeg alligevel ned med en fødselsdepression og psykologerne mener at det at han skred har haft en stor indvirkning på det. Jeg er først lige for nyligt flyttet tæt på min kæreste så stod alene med 2 børn i hverdagen og alt i alt, inkl. chok mm. blev det bare for meget. Så håber du bliver afklaret med det og kommer ovenpå inden fødslen, og at han i det mindste vil vedkende sig faderskabet. Jeg har været igenenm en meget opslidende faderskabssag, som først blev afsluttet, da hun var omkring 1½ år.

Held og Lykke

Jeg står selv i en lignende situation. Jeg elsker faderen til mit kommende oktoberbarn, og han elsker mig. Dette er bare besværliggjort af, at han i forvejen har en kone og 3 børn. Konen er han fuldstændig ligeglad med, men de 3 børn vil han meget nødig vil forlade. Jeg har endnu ikke fortalt ham, at jeg er gravid, men jeg er forberedt på, at være alene med barnet og indstillet på, at han ikke vælger mig pga sine andre børn, hvilket jeg til dels forstår. Har prøvet at forklare ham, at han jo ikke forlader sine børn selvom han ikke er sammen med deres mor længere.
 
Jeg har besluttet at uanset hvad han vælger, vil jeg ikke være en der konstant lægger sure, truende, tiggende, og grædende beskeder på han mobil, så lige forsøger jeg at give ham tid og ro. Jeg er dog indstillet og forberedt på, at han ikke vælger mig, og selvom det er hårdt at tænke på, så gælder det jo om at komme videre for mit kommende barn skyld...