Vordende -ung- alenemor

Nu er det sket.
Jeg sagde til Simon, at det var bedst vi gik hver til sit, da jeg ikke føler han er klar til at blive far. Udfaldet kom af, at han i fredags sagde, at han ikke gad med ind i babysam, fordi det ikke var sejt at komme sådan nogle steder... Samt at han kørte for stærkt med mig og min lillesøster i bilen, men da jeg brokkede mig flere gange, påstod han, at det var takstemeteret der var i stykker. 160km/t, så er det dælme meget i stykker da... Der er mange ting, der spiller ind, men disse ting gjorde bare at bægeret flød over..

Nå, men han tog det meget pænt. Nok lidt for pænt. Ikke et gram af "skal vi ikke prøve at få det til at fungere? Jeg elsker dig jo" <-- Nope, intet af det... Så jeg føler mig rigtig forladt, på trods af, at jeg var den, der lagde ud med at vi skulle gå fra hinanden.. Egentlig er det jo ikke ham jeg ønsker at dele mit liv med, eftersom han ikke er moden nok - og vi ikke deler de samme værdier (han lyver fx. meget)...
- men nøøj, hvor er jeg ulykkelig ved tanken om, at jeg skal være alene. Ingen til at dele glæderne med, altså ingen far der står ved min side bukket ind og vuggen, beundrende....

Hvordan taklede i enlige mødre/fædre opgaven som enlig?

Jeg føler mig svag lige nu, men inderst inde ved jeg at jeg nok skal klare at blive alenemor. Jeg har så meget kærlighed og omsorg at give af..... Det er rent psykisk, at jeg er svag lige nu..
Skal jo også slås med kommunen om hvorvidt jeg bliver en god mor eller ej.. De har sågår snakket om at jeg skal have en dukke med hjem... Og de har ikke engang mødt mig endnu..

Til alle jer enlige forældre:
I FORTJENER STOR RESPEKT!!

Kæmpe knussssss

Hejsa...
Jeg har ikke selv børn - Men ville bare lige give dig et kæmpe knus og en stor

Jeg er sikker på, du klarer det hele til UG, det du skal gøre nu er, at tænke på dig selv og din lille spir Og så glem ham, og glæd dig over din graviditet søde...

Stort knus fra Beck

Først vil jeg sige!!

FLOT at du tog ansvar overfor dit liv og dit kommende barn

Derudover, så vil jeg sige, selvom jeg er i parforhold og elsker min mand og det, så har mine single veninder med børn, virkelig nogen helt unikke oplevelser med deres børn, som vi aldrig får, fordi vi skal dele. Det er smukt og faktisk lidt misundelsesværdigt Jeg er sikker på at du også får de slags oplevelser.

Derudover, vil jeg sige, at du står med de bedste kort nu. Min veninde har en veninde (ja, det lyder længere ude end det er, jeg kender hende også)... Som stod i din situation. LIge inden hun skulle føde, så stod han i døren og bankede på og fandt ud af at han VILLE jo være far. Men så satte HUN præmisserne At hun har ALLE jul og fødselsdage og han skal tage deres søn, når hun bestemmer osv. Det sagde han ja til Bare han kunne få lov tila t være far... Alligevel...

Men udover det, er jeg SIKKER på at du nok skal klare det og blvier en fantastisk mor. Du starter i hvertfald godt og flot!!!

KRAM

Jeg vil ligesom Zafir virkelig rykke i klaphatten fordi du tog ANSVAR for dig selv og dit lille barn!!! FLOT!!!!

Hvad der siden følger, det kommer, men lige nu handler det jo for dig om at acceptere det som er sket og så ligeså stille og roligt finde din egen hverdag og egne rutiner uden ham. (Det lyder forresten som den HELT rigtige beslutning - en vordende far skal da helst synes det er SEJT at tage i babysam osv. )

Og jeg tror Zafir også har ret i at du får nogle helt unikke oplevelser som enestående Men der er jo forresten ingen der siger at du kommer til at være alene alt for længe - du er jo en smuk pige med ben i næsen... Der findes masser af mænd derude som ville elske at køre en laber tøs som dig i babysam - hvis du forstår

Det kunne lige have været mig der havde skrevet det der, jeg forstår dig..

Selvom det også var mig der gjorde det forbi med min datters far så følte jeg alligevel på en måde som om jeg var blevet forladt, fordi han virkelig var ligeglad!
Der var tit i min graviditet hvor jeg ønskede at jeg havde nogen at dele det med, jeg havde jo min familie men det havde været noget andet med ham.

Det er da helt sikkert den rigtige beslutning du har taget og det skal du da nok blive glad ved, du må bare tænke på at du kan få meget bedre og indtil da kan du jo nyde din graviditet og senere hen dit lille barn

Jeg er selv glad ved at være alene med min datter, jeg har så mange gode oplevelser med hende, det er altså helt specielt og jeg er selv glad for den beslutning jeg tog, det er jeg sikker på du også bliver..

Det er ikke altid du kan bruge kommunen til noget. Til mig sagde de ikke så meget og jeg var endda 17 da jeg blev gravid. De sagde godt nok jeg var temmelig ung men det var også det, men det er jo nok også forskelligt fra kommune til kommune.

Jeg føler virkeligt med dig! Men flot at du sagde tingene lige ud. Og helst inden det var for sent og det kom frem han ikke var parat på mange andre måder. Men sådan er der så mange der ikke er klar. Min kæreste er 27 og jeg skulle VIRKELIG overtale ham til at have børn. Hvilket måske ikke burde være meningen, men nu har han efterhånden accepteret tanken at når det sker så sker det. Også skal han nok tage ansvar.
Men syntes det er flot som du har gjort det. Og når du er klar, så har du stadig et langt liv foran dig til at finde den rette, og en der er klar til at tage sig at dit kommende og fremtidige børn og dig

Først og fremmest vil jeg sige at du gennem denne handling virkelig har vist at du er MOR!!!!

Jeg synes det er så flot et valg at tage...

For at fortælle det fra en side dit barn "måske" kan have..

Min mor og far var sammen de første 4 år af mit liv og ærligt, jeg havde hellere undværet det.. For min far arbejdede altid og var næsten aldrig hjemme eller med i noget og selvom man er så lille fornemmer man godt at ens forældre er uvenner.. jeg husker ihvertfald episoder fra lige før de flyttede fra hinanden....

Jeg er sikker på at mit liv som skilsmissebarn er og har været langt bedre end mange af de børn hvor mor og far er sammen.. Da jeg var yngre syntes jeg det var underligt men den dag idag er jeg lykkelig for det , for min far er bare ikke far for mig.. selvfølgelig på nogle punkter men jeg har valgt at acceptere at han ikke kunne være det jeg ville ha haft behov for, tilgengæld havde jeg en mor der 3 gange om ugen kørt 60 km hver vej for at jeg kunne komme til ridning osv osv osv..

Det jeg vil fremtil er at man faktisk kan ha et bedre liv hvor mor og far bor hver for sig end hvis de er sammen..

Tusind tak for jeres opmuntrende beskeder.
Jeg ved også inderst inde at jeg gør det rigtige for mig OG mit barn.

For hver dag der går, hvor jeg bor sammen med ham, så afskyr jeg ham mere og mere, så håber inderligt, at han snart flytter, så jeg kan beholde bare lidt et godt billede af ham. Han kører på mig hele tiden og vil egentlig ikke have at vi skal gå fra hinanden. Han vil ikke engang fortælle hans forældre det.. Men det må han selvom. Jeg er totalt færdig med ham som kæreste. Nu håber jeg bare at vi med tiden kan få det til at fungere som forældre med et delebarn.

Tusind tak fordi i er så søde <33