Hejsa alle i skønne mennesker der er herinde
Jeg kunne egentligt godt tænke mig at høre hvad tanker i har gjort jer omkring opdragelse af jeres børn. Skal de opdrages som i selv er blevet? Skal de opdrages strengere/mildere?? Eller har i tænkt over andet i den sammenhæng?
Jeg har siden graviditeten tænkt meget over det. Og eftersom jeg jo er alene med hende, er det jo helt op til mig. Jeg forsøger mit bedste, og tænker meget over hvordan jeg ønsker det skal være. Men i praktisk tænker jeg egentligt ikke så meget over det.
Jeg er meget fokuseret på at jeg ikke ønsker at hun skal vokse op som jeg (med slag og skuffelser på skuffelser. Har været meget svigtet af min mor).
Nu er hun jo godt nok kun 15 mdr, men tit overrasker det mig hvor skøn og kærlig en pige hun er.
Hun er allerede nu meget omsorgsfuld, og hvis jeg sidder og tuder (for det meste over en nyfødt bebs i "Hospitalet"
, så sidder hun og tørrer mine tårer væk, ager mig og mysser mig maaaaange gange.
Når hun ser en baby, er hun meget blid og skal ae og mysse.
I dag startede en lille pige på 7 mdr i hendes dagpleje, hun har ikke lavet andet end at passe på hende, og igen give hende en masse knus.
Jeg er stolt af at allerede nu er hun blid som et lam. Hun bliver aldrig gal, og kommer tit for at vil kramme og mysse.
Men jeg tænker meget over om jeg kan blive ved med at fortsætte i den dur.
Nogen der kan dele af deres erfaringer omkring opdragelse??
(jeg ved godt at det måske er småting, jeg nævner omkring Milla-Victoria, men der er virkeligt store ting for mig. Ting jeg synes der gør hende endnu mere fantastisk end hun er i forvejen.
)
Knus en MEGET stolt moar....
Pernille
