Anonym skriver:
er i en rigtig pis situation! jeg har lige været oppe hos lægen for at få lavet Vandrajornal, det gik fint og hun skød mig ca, til at være 9+5 så jeg er i dag i uge 11. Det har været en hård omgang, da graviditeten ikke har været planlagt for os, vi har jo et barn på knap 10 måneder, så vi har siddet og tænkt alt igennem! og med en endelig afklaring valgte vi at beholde barnet. Og så sent som jeg først kom til lægen siger jo sig selv. Men så ringer min læge, og fortæller at en anden læge, kendte lidt til vores sag, og at der engang havde været skærpet opsyn på vores barn, med rigtig mange timer på ovs.. & hun kunne se at kommunen havde været usikre på om vi kunne få lov at beholde barnet, og om vi var forælreegnet bare for et barn, gjorde min læge bad os endnu engang tænke os rigtig godt om - fordi hun kan se hvilket pres vi engang havde været udefor, og vi jo selvfølgelig vil blive fulgt op på igen, hvis vi får en mere, og risikere miste begge børn.. og hvorfor vi ikke brugte alle kræfterne på et barn! Ja, jeg blev da meget ked afde igen, og frustreret.. Men forklarede hende at det, der gjorde at kommunen dengang, var ved at tage barnet fra os, gjorde at både mig og min kæreste, ikke natruligt vidste at øjnkontakten var ekstrem vigtig, og derfor lod barnet vælge, da vi også synes barnet var så lille, at man ikke kunne forlange en rigtig kontakt, som det ville forstå. Det gjorde at kommunen næsten så barnet omsorgssvigtet! alt det har mig og min kæreste tænkt godt igennem, og har også sagt til hinanden vi ikke er i tvivl over, at et barn meget tidligt, skal have masser af dyb øjnkpontakt! og derfor kan vi vise og gøre tingene godt nok denne gang, da vi har været igennem det hele før! Så det GØR at vi ikke ønsker fjerne det lille liv, da vi havde truffet os den endelige afgørelse! Det næste punkt er, at de ikke tror vi kan give begge to nok omsorg, og derfra må fjerne en eller begge, hvis det sker.. Jeg er ikke i tvivl om at jeg gør mit bedste, og og har en masse erfaringer nu om hvad jeg kan gøre anderledes, når den næste bbaby ankommer.. ! jeg vil give dem en lang næse, og vise dem, at vi har tag på dem begge! men jeg må indrømme jeg ikke kan undgå blive bange, når lægen ringer op og siger det til mig, og gerne vil snakke med mig, om det, og så kan vi snakke om en hurtig tid til abort, hvis vi når dertil! men så vil jeg næsten nå være 11+ til den tid? kan jeg overhovedet ikke forholde mig til! hvad havde i gjort i mit sted?
. ps. vi er i dag forældreegnet for det første barn, da vi fik vist dem at kontakten hurtig kom frem igen, da vi arbejde hårdt for den, og lige siden har de set og velegnet.
I har jo vist, at I er villige til at lære og kan lære. Det burde tælle positivt. Der er mange, som slet ikke er villige til at se, at de kan gøre ting bedre.....
