Puha det er hårdt!

Ved ikke hvad jeg vil med det her, men har bare lige brug for at komme lidt ud med det hele..
Har det bare rigtigt svært for tiden, jeg er 21 og bor sammen med min kæreste og vores lille søn. Min far har leukæmi og har lige fået at vide at hans medicin ikke virker (igen), og han nu har tilbage at få lavet en rygmarvstransplantation (staves), hvor han skal igennem hård kemo og isolation.. Det er så også lidt 50/50 om han så bliver rask, og hvis han ikke gør, ja så er der ikke mere at gøre Jeg har altid haft et dårligt forhold til ham, men det ændrer jo ikke på at han er min far, og jeg har det super svært med det, og tror et eller andet sted det bare gør mig mere frustreret hvis det skal ende på den måde.. Det hele skræmmer mig utroligt meget, også fordi jeg det sidste år hvor man har vidst han havde sygdommen jo nok bare har skubbet det ud af mine tanker, da man jo ikke kan se på ham at han er syg.. Men det kommer man jo til, når han taber håret og taber sig.. (han har altid været langhåret)
Men en ulykke kommer sjældent alene.. Min kære faster er også lige blevet indlagt på psykiatrisk afdeling og min bedsteveninde har måske fået livmoderkræft.. Syntes bare det er rigtig mange ting, og har rigtig rigtigt svært ved at holde humøret oppe når jeg går hjemme med min lille dreng, men bliver jo nød til at være stærk for hans skyld.. Men det medfølger så at jeg tit ikke sover det halve af natten, hvor jeg græder eller får angst anfald..
og oven i alt det l*rt er mit forhold til kæresten også bare ved at gå helt i vasken, så føler mig bare virkeligt alene i verden..
Det er bare noget f*cking sh*t!!!
Undskyld mit udbrud, havde bare virkelig brug for at komme ud med noget af det..

Ville ikke gå uden et kram..

Det er sindssyg hårdt, når ens familie og kære omkring en bliver syge. Man føler sig frustreret og magtesløs og mangler svar på hvorfor det her rammer en.

Jeg håber det bedste for din far, faster og veninde.

RGN skriver:

Ville ikke gå uden et kram..

Det er sindssyg hårdt, når ens familie og kære omkring en bliver syge. Man føler sig frustreret og magtesløs og mangler svar på hvorfor det her rammer en.

Jeg håber det bedste for din far, faster og veninde.

Tusind tak

Puha du er i en presset situation! Kan godt forstå, at du har svært ved at holde modet oppe!

Tror du ikke, at du skulle gå ned til din læge og få en snak? Det er ikke holdbart, at du græder så meget og at du ikke får din søvn, det er hverken godt for dig eller dit barn!

Der ud over ved jeg at kræftens bekæmpelse har nogle kontorer rundt om på sygehusene, i hvert fald i Århus, hvor man kan snakke med nogle fagfolk om den sorg det er, at have et familiemedlem med kræft... Måske det var noget at overveje?

Kan du få afklaret dit dårlige forhold til din far, så det ikke tynger dig så meget? Jeg tænker også, at hvis behandlingen ikke lykkedes, så er det måske en god ide at få talt ud, så man ikke fortryder det senere...

Måske kæresten og dit forhold ikke er sat på noget af en prøve med alle de udfordringer I står overfor lige p.t. og det er noget I skal komme igennem sammen, og så bliver det bedre?

Jeg sender mange tanker og et kæmpe din vej, og håber på det bedste for dig og din familie

Anonym skriver:

Ved ikke hvad jeg vil med det her, men har bare lige brug for at komme lidt ud med det hele..
Har det bare rigtigt svært for tiden, jeg er 21 og bor sammen med min kæreste og vores lille søn. Min far har leukæmi og har lige fået at vide at hans medicin ikke virker (igen), og han nu har tilbage at få lavet en rygmarvstransplantation (staves), hvor han skal igennem hård kemo og isolation.. Det er så også lidt 50/50 om han så bliver rask, og hvis han ikke gør, ja så er der ikke mere at gøre Jeg har altid haft et dårligt forhold til ham, men det ændrer jo ikke på at han er min far, og jeg har det super svært med det, og tror et eller andet sted det bare gør mig mere frustreret hvis det skal ende på den måde.. Det hele skræmmer mig utroligt meget, også fordi jeg det sidste år hvor man har vidst han havde sygdommen jo nok bare har skubbet det ud af mine tanker, da man jo ikke kan se på ham at han er syg.. Men det kommer man jo til, når han taber håret og taber sig.. (han har altid været langhåret)
Men en ulykke kommer sjældent alene.. Min kære faster er også lige blevet indlagt på psykiatrisk afdeling og min bedsteveninde har måske fået livmoderkræft.. Syntes bare det er rigtig mange ting, og har rigtig rigtigt svært ved at holde humøret oppe når jeg går hjemme med min lille dreng, men bliver jo nød til at være stærk for hans skyld.. Men det medfølger så at jeg tit ikke sover det halve af natten, hvor jeg græder eller får angst anfald..
og oven i alt det l*rt er mit forhold til kæresten også bare ved at gå helt i vasken, så føler mig bare virkeligt alene i verden..
Det er bare noget f*cking sh*t!!!
Undskyld mit udbrud, havde bare virkelig brug for at komme ud med noget af det..

Bakker din kæreste dig ikke op når du har det skidt og græder????