"Til den håbløse"
Hej Trine...
Jeg skriver fordi jeg føler mig utrolig splittet imellem en masse følelser, og kan ikke rigtig finde hoved og hale i noget mere...
Min kæreste og jeg blev gravid efter vi kun havde været sammen (og kendt hinanden) i 1 1/2 månede, dog valgte vi at vi vil beholde det lille vidunder og vi syntes selv vi har klaret opgaven med stil, tros det at hun blev født ekstremt meget fortidligt, vi er stadig sammen den dag i dag (vores lille pige er ca. 11 måneder), og vi er meget glade for hinanden...
Vi (og især jeg) føler ikke at folk forstår den verden vi står midt i, og føler ikke at de støtter os efter vores bedste og vores lille piges bedste men nærmer efter hvad de selv gerne vil..
Vi føler de ser ned på os over de valg vi tager når det ang. at afskærme og beskytte vores lille pige for alt for mange ting ude fra da hun tros sin aldre er lidt sart ( bliver hurtigt overstimuliseret og har lige fået lukket et hul i hjertet).
Jeg har personligt brug for at få lov til at trække Daniella ind til mig og holde omgivelserne lidt på afstand men det bliver jeg kritiseret for og får at vide at jeg gør alt andet end det bedste for min lille pige (tros jeg selv føler jeg går meget længer for andre folks skyld end hvad mine grænser række).
Hverken min mand eller jeg er personer der tør at sige fra og det føler jeg folk udnytter.
Vi har været indlagt rigtig mange gang f.eks pga. hun ikke tager ordenligt på og ikke vil spise, men tros det og alle vores svære kampe føler folk alligevel at de har ret til (uden at spøger os) at putte alt muligt i munden på hende, eller at komme og leget titte bøh med hende, eller råbe og skrige, eller skrue op for musikken mens vi prøver at gi hende mad, og det betyder så at hun intet mad får fordi hun ikke kan, men folk siger at det kommer, det skal vi ikke tænke på mm.
Men ikke nok med det, her i påsken var vi hjemme ved min familie og spise påske frokost, alle mine søskende og deres partner var mødt op, og vi hygget os...
Men lige pludselig føler min far for at komme og sidde og snakke med mig op at jeg er ved at blive en "kælling" (kan ikke huske de rette ord) udadtil, og at jeg ikke skulle afskærme min datter sådan (tros det at han havde sat med hende, min storbror havde haft hende, min søster havde haft hende og min lillebror havde leget med hende (og det var langt over mine grænser) og at det gjorde hende mer ondt end godt, og at vi havde lukket os inde i vores lejlighed i mere end 9 måneder (hvilket langt fra er sandt) og meget mere. Til sidst fik jeg nok, rejste mig op og sagde kom skat skal vi ikke ta hjem, for her havde jeg hele dagen gået og gjord alt andet end det jeg følte for, også fik jeg det smidt i hovedet, her gik jeg og havde brug for at de brkræftet mig som en go mor også fik jeg det smidt i hovedet... min mand støttet mig og var sur på mine vegne, da min far løfter en stol, jeg bliver bange, og min mand reger, ved at suse hen og tager fat i min far (for der er ingen der skal true han kone, og mor til hans barn), jeg skriger stop, min storsøsters kærste, min mor, og min storsøster holder min far, min lillebor og jeg holder min mand, da min lillebror pludselig bløder fra over øjet, (det hele er gået så stærkt men idet min mand pørvet at komme fri fra min brors tag får han åbenbart ramt ham med baghovedet i ansigtet, så min lillebror fik en flænge over øjet og et blåt øje), jeg får min mand til at køle ned, og min far truer med at ringe til politiet hvis min mand ikke går med det samme, og det får jeg ham så til sidst til at gøre, han tager vores datter og sætter sig ned i bilen og venter på mig (vores datter har overværdet det hele), jeg får hurtigt pakket vores ting sammen, stortuder, da min far stopper mig på vej ud og siger at vi lige skla finde ud af noget med at vi kan ses og få lavet de sange til min søsters bryllup,jeg siger jeg nok lige skla ha lidt tid, hvor han pænt sagt derefter smider mig ud og er på vej til at smække døren i hovedet på mig...
Jeg snakket med min far i telefon (skulle høre til min lillebrors øje, og ringet på min mors telefon), og det var bestemt ikke en behaglig samtale, jeg prøvet at komme vider men han peget finger, og sagde noget a la, hvis ikke min familie var de rette til at fortælle mig hvordan jeg virket udadtil ja så, og at det ikke var ham der havde fået nogen til at se blod.
Min lillebror har idag været forbi idag og sagde at han godt kunne forstå min mands rektion (dog mener gan den var lidt overdrevet), at han ikke bær nag, og at han nok vil ha gjord alt det samme hvis det havde været ham...
min mor og søster kan se det fra begges synspunkter men vil bare gerne glemme, og er ikke sur på min mand.
men jeg derimod er dybt såret, skuffet og utrolig bange, hvordan kunne min far sige alle de ting til mig, han burde stole på mine evner som mor, og støtte mig, uanset hvordan jeg gør det, for jeg gør tingende på min måde, alt skal ikke gå efter hans hovede, jeg er skuffet over hans barnelig opførelse da jeg ringet, og utrolig bange for at det lige pluselig bare slår klig for ham, og hvordan skla jeg føle mig tryg med de to i samme rum igen...
Det her er den mand jeg har valgt mig, og jeg har et barn med ham, vi har kæmpet hårdt for hinanden, og holder utrolig meget af hinande.. nej vi elsker hinanden mere end man aner... Vi vil leve sammen..
Det var min datters første påske, det var midt i maden, og hvordan kom det så vidt?
Det hele er bare fordi jeg sagde fra, gør det så ondt hver gang man siger fra?
Jeg er håbløs men vil jo bare min datters bedste og vil bare gerne selv ha lov at nyde hende, der har altid været så mange mennesker om hende, hvorfor må jeg/vi ikke bare selv nyde og ha hende lidt?
Hvorfor må vi ikke være menneskelige, hvorfor må vi ikke reger, hvorfor må vi ikke være bange for at miste og gi for hurtigt slip, hvorfor må vi ikke være lidt høne mor og far efter alt det vi har været igennem?
Er det virkelig så slemt?
Noegn gange føler jeg bare den største lyst til at flyttet til den anden ende af landet, starte forfra med min mand og lille pige, og kotte alt hvad jeg har...
syntes det er ved at blive for hårdt, orker ikke al den modgang som alle viser os, hvorfor er det folk udefra der viser os mest forståelse og respekt?
Trines svar
Kære Håbløse,
Hvor har du bare haft en hård påske. Og jeg vil sige, du er bestemt ikke håbløs :-) Jeg synes, at det er sådan en dejlig "historie", som du fortæller med, at I to på trods af kort kæresteperiode vælger at beholde barnet, og står sammen i den svære periode, som det uden tvivl har været, hvor hun havde en hård start på livet.
Tillykke med det. Det er bare flot!
Mht. din biologiske familie, forædre og søskende, så er det en meget spændt situation, som det lyder til at særligt din far på ingen måde vil tage sin del af ansvaret for.
Han er ikke alene små aggressiv i sin adfærd, der fører til truende adfærd: Han farer op og råber, og han smider dig ud efterfølgende - og derimellem vil han atel bryllupssang med dig - det virker på mig, som om han om han slet ikke er klar over sin egen aktie i det, der sker omkruing ham. Efterfølgende er han desuden meget moraliserende, og fortæller dig, som om det er en naturlov, at hvis ikke din egen familie kan fortælle dig, hvordan du virker ud ad til, hvem kan så? De kan jo kun tage udgangspunkt i deres egne forventnigner til din ageren ud ad til, og jeg må sige, at jeg "læser" dig og din kæreste, som nogle meget kærlige og ansvarsfulde forældre, der ovenikøbet er i stand til at mærke, hvordan omgivelserne virker på jer, og på jeres datter.
Jeg tror, at mange forældre oplever den yngre generations måde at blive forældre på, som meget provokerende, fordi der er så mange ting, der er har ændret sig i takt med forskningen. Alene de forholdsregler man skal tage som gravid er jo meget anderledes end da de ventede sig dig. Det lyder for mig, som om de ikke kan rumme det, og måske føler de sig kritiserede som forældre, fordi det jo betyder, at de lavede en amsse fejl. Din far er måske bange og føler sig mindreværdig som forældre og det mindreværd forsøger han så at overføre til dig, så han selv er fri for at tage ansvaret for det?!
Jeg synes ikke, at der er grund til at flytte til den anden ende af landet, for at få fred. Hvis samværet med din familie eller venner ikke bringer jer andet end følelsen af at I er dårlige forældre og at I er forkert på den, så fortæl dem, at I ikke har lyst til at være sammen med dem, for I får det træls af det, og I er nu engang jeres barns forældre og det betyder I kender hende, og I kan mærke hun får nok efter et stykke tid, og det synes I ikke, der bliver respekteret, derfor vælger I at sige nej tak til samværet. Har de andre en anden version, er de velkomne til at have deres opfattelse, det ændrer ikke på jeres beslutning. Kan de derimod accepetere, at I er på den måde, der fungerer for jer, og kan de accepeterer, at I synes I har hørt tilstrækkeligt på deres meninger og ikke ønsker flere af den slags input, så vil I rigtig gerne være sammen med dem, og at det I ønsker er, at jeres datter har en relation til sine bedsteforældre, det skal bare ske i hendes tempo, og efter hendes behov - ikke deres.
Sig så lidt som muligt, og så klart som muligt. Grunden til at I har svært ved at sige fra, er at givetvis, at I synes I skylder en masse forklaringer, OG det gør I ikke. Fortæl hvad I vil have og hvad I ikke vil have, og sig så at det er jeres beslutning, og I ikke føler jer forpligtet til at forsvare jer eller forklare jer.
Held og lykke med det hele og tillykke med at I elsker hinanden
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
