Psykologer....

I dag var jeg itl læge for at få lagt en kost plan, men mødet endte ikke ud i at jeg fik lagt en kost plan eller noget som helst i den stil....

Nej jeg er nu blevet stemplet som en med en mindre depression... Og nu skal jeg til at bruge 350 kr. hver uge på at gå til en psykolog ._. på en su... Ihhh altså hvor er det surt! ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det, jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med en psykolog. Føler mig lidt stemplet, har altid set på at dem der tager psykolog og dem der har depression er folk af lavere standart Og føler mig så skuffet over mig selv at jeg nu skal til at igennem det. Har lyst til at skjule det for hele verden og følte det som et stik i hjertet fordi min kæreste var med derinde og nu ved det...

Er så nervøs især fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige når jeg endelig kommer derned :/ Føler mig virkelig som en social taber fordi jeg ikke kan holde styr på mit liv

- Skal lige siges det ikke er for at støde nogenog har ikke noget imod folk der går til psykologer, det er deres valg og ved jo ikke hvad de er der for, men har bare aldrig selv ville til en og ville slet ikke stemples med en depression..

Stort set alle har vel efterhånden på et eller andet tidspunkt været til psykolog, mig selv inklusiv

Jeg tror du skal forsøge at vende din tankegang fra, at det er taberagtigt at gå til psykolog til, at du er stærk fordi du ikke siger nej til at få hjælp! For måske du kunne få en hel masse ud af det? Det har jeg i hvert fald fået, men det vigtigste er, at du kommer til en god psykolog, der forstår dig, og hvis du er lidt som mig, så skal du ikke have en, der sidder og fortæller dig, at det er synd for dig, men at det er en der giver dig nogle redskaber.... Hvis den psykolog du kommer til ikke passer til dig, så find en anden! De fleste tror jeg du kan ringe og tale med, og på den måde måske mærke efter, om kemien er der....

Jeg håber at du, trods den negative indstilling, kan få noget godt ud af det!

Anonym skriver:

I dag var jeg itl læge for at få lagt en kost plan, men mødet endte ikke ud i at jeg fik lagt en kost plan eller noget som helst i den stil....

Nej jeg er nu blevet stemplet som en med en mindre depression... Og nu skal jeg til at bruge 350 kr. hver uge på at gå til en psykolog ._. på en su... Ihhh altså hvor er det surt! ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det, jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med en psykolog. Føler mig lidt stemplet, har altid set på at dem der tager psykolog og dem der har depression er folk af lavere standart Og føler mig så skuffet over mig selv at jeg nu skal til at igennem det. Har lyst til at skjule det for hele verden og følte det som et stik i hjertet fordi min kæreste var med derinde og nu ved det...

Er så nervøs især fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige når jeg endelig kommer derned :/ Føler mig virkelig som en social taber fordi jeg ikke kan holde styr på mit liv

- Skal lige siges det ikke er for at støde nogenog har ikke noget imod folk der går til psykologer, det er deres valg og ved jo ikke hvad de er der for, men har bare aldrig selv ville til en og ville slet ikke stemples med en depression..

Det var da noget af en drejning din lægesamtale tog 

Ved du hvad, det er slet ikke flovt at skulle til en psykolog, og du er i hvert fald ikke en social taber 

Jeg har selv gået til en, men det er mange år siden. 

Mht. du er nervøs for hvad du skal sige - det skal du ikke tænke på, for psykologen skal nok starte, det er jeg ikke i tvivl om 

Babymor2010 skriver:

Det var da noget af en drejning din lægesamtale tog 

Ved du hvad, det er slet ikke flovt at skulle til en psykolog, og du er i hvert fald ikke en social taber 

Jeg har selv gået til en, men det er mange år siden. 

Mht. du er nervøs for hvad du skal sige - det skal du ikke tænke på, for psykologen skal nok starte, det er jeg ikke i tvivl om 

Ja det kan man vist roligt sige

Nej ved det også godt inderst inde har bare virkelig svært ved at se positivt på det fordi igennem hele min ungdom har jeg fået afvide jeg skulle have en psykolog og ikke alligevel og bla bla bla og nu skal jeg så åbenbart alligevel.. :s og har det svært ved at jeg ikke har overskud til nogen som helst og nok også derfor jeg har så svært ved at kunne se positivt på at sidde og snakke med sådan en.. Især fordi mange af emnerne jeg åbenbart skal snakke om sandsynligvis vil få mig til at tude og har ikke lyst til at tude foran nogen jeg ikke kender.

Det irritere mig nok også bare at jeg ikke kunne få den kost plan :/ det var ligesom endnu et slag i hovedet at jeg fik afvide jeg ikke psykisk ville kunne klare at skulle tænke på at tabe mig

Selvom det nok er rigtig nok... Havde bare håbet hun kunne klare det så jeg kunne få det hele til at fungere igen :/

Anonym skriver:

I dag var jeg itl læge for at få lagt en kost plan, men mødet endte ikke ud i at jeg fik lagt en kost plan eller noget som helst i den stil....

Nej jeg er nu blevet stemplet som en med en mindre depression... Og nu skal jeg til at bruge 350 kr. hver uge på at gå til en psykolog ._. på en su... Ihhh altså hvor er det surt! ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det, jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med en psykolog. Føler mig lidt stemplet, har altid set på at dem der tager psykolog og dem der har depression er folk af lavere standart Og føler mig så skuffet over mig selv at jeg nu skal til at igennem det. Har lyst til at skjule det for hele verden og følte det som et stik i hjertet fordi min kæreste var med derinde og nu ved det...

Er så nervøs især fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige når jeg endelig kommer derned :/ Føler mig virkelig som en social taber fordi jeg ikke kan holde styr på mit liv

- Skal lige siges det ikke er for at støde nogenog har ikke noget imod folk der går til psykologer, det er deres valg og ved jo ikke hvad de er der for, men har bare aldrig selv ville til en og ville slet ikke stemples med en depression..

at få en deprasion er ikke noget du altid selv er skyld i og det er ikke et stempel du får, det er jo noget du sagtens kan komme ud af igen..

psykologer er en rigtig god ting.. de hjælper rigtig mange mennesker igennem svære tider..

du skal ikke se det som et nederlag.. det er forkert.. har du den holdning og attuitude(staves) når du går ind til psykologen kan h*n ikke hjælpe dig..

en psykolog kan kun hjælpe dig hvis du selv er villig til at hjælpe dig selv og åbne dig over for personen..

jeg fik fra psykolog fra jeg var 11 til jeg var 14 men fik ikke noget ud af det fordi jeg ikke ville åbne mig..

valgte selv at komme tilbage som 15 årig da jeg stod på vej ud over en bro og gik der til jeg var 18, en meget stor hjælp..

har igen senere i livet gået til psykolog og det er virkelig en stor hjælp hvis blot du vælger at være åben..

jeg mener de har reddet mig liv, og mere end 1 gang!

 

jeg er ked af at høre du ser sådan på både det og dig selv.. er jeg en social taber fordi jeg havde en hård barndom med sexovergreb og vold i hjemmet ?

jeg vil på ingen måde kikke ned på dig og mener heller ikke noget ondt i det her, jeg vil bare gerne åbne dine øjne for at det altså ikke er så slemt som du syndes..  

tarkoflen skriver:

Stort set alle har vel efterhånden på et eller andet tidspunkt været til psykolog, mig selv inklusiv

Jeg tror du skal forsøge at vende din tankegang fra, at det er taberagtigt at gå til psykolog til, at du er stærk fordi du ikke siger nej til at få hjælp! For måske du kunne få en hel masse ud af det? Det har jeg i hvert fald fået, men det vigtigste er, at du kommer til en god psykolog, der forstår dig, og hvis du er lidt som mig, så skal du ikke have en, der sidder og fortæller dig, at det er synd for dig, men at det er en der giver dig nogle redskaber.... Hvis den psykolog du kommer til ikke passer til dig, så find en anden! De fleste tror jeg du kan ringe og tale med, og på den måde måske mærke efter, om kemien er der....

Jeg håber at du, trods den negative indstilling, kan få noget godt ud af det!

håber jeg også især hvis jeg skal betale 350 kr pr time.. Får jo støtten fordi der er henvisning fra lægen så skal kun betale de 30 procent hvilket jo er godt når man er på su selvom det stadig er mange penge

Men ja har fået en hel liste med nr. til alle psykologer i min by så ja må bare finde den rigtige og prøve at vende det til noget positivt, har bare altid haft det svært med at skulle sidde og fortælle om mine problemer uden at begynde at tude og HADER at tude foran folk jeg ikke har tæt inde på livet :/

Hvis det kan trøste, så tror jeg ikke nogen som helst af os, har lyst til at have en depression, og heller ikke gå til psykolog, hvis det ikke var aller mest nødvendigt. Jeg ser nu heller ikke mig selv som stemplet, for en af de tiltag jeg nemlig øver mig i, er at være meget mere ligeglad med, hvad andre tænker, og være okay med den jeg er som person

Jeg har en depression, fik det konstateret for 1 år siden, og først nu, føler jeg, at jeg er på vej op, og jeg har fået "lykkepiller" i det år. Jeg har haft samtaler med en psykolog, men det er fordi jeg selv har lavet nogle ændringer i mit liv, og har indset andre områder, hvor jeg bare ikke kan tåle rent psykisk at være udsat, at jeg nu kravler stille og roligt op af mit hul.

Mit råd er, at tage imod den hjælp du kan få, og vær ikke bange for at bede om hjælp, der er meget større forståelse for din tilstand, end du selv tror

Princesspigen skriver:

at få en deprasion er ikke noget du altid selv er skyld i og det er ikke et stempel du får, det er jo noget du sagtens kan komme ud af igen..

psykologer er en rigtig god ting.. de hjælper rigtig mange mennesker igennem svære tider..

du skal ikke se det som et nederlag.. det er forkert.. har du den holdning og attuitude(staves) når du går ind til psykologen kan h*n ikke hjælpe dig..

en psykolog kan kun hjælpe dig hvis du selv er villig til at hjælpe dig selv og åbne dig over for personen..

jeg fik fra psykolog fra jeg var 11 til jeg var 14 men fik ikke noget ud af det fordi jeg ikke ville åbne mig..

valgte selv at komme tilbage som 15 årig da jeg stod på vej ud over en bro og gik der til jeg var 18, en meget stor hjælp..

har igen senere i livet gået til psykolog og det er virkelig en stor hjælp hvis blot du vælger at være åben..

jeg mener de har reddet mig liv, og mere end 1 gang!

 

jeg er ked af at høre du ser sådan på både det og dig selv.. er jeg en social taber fordi jeg havde en hård barndom med sexovergreb og vold i hjemmet ?

jeg vil på ingen måde kikke ned på dig og mener heller ikke noget ondt i det her, jeg vil bare gerne åbne dine øjne for at det altså ikke er så slemt som du syndes..  

Nej selvfølgelig syntes jeg ikke du er det, du er blevet udsat for noget du ikke selv kunne kontrolere. Men syntes lidt jeg er havnet i det her af egen skyld..

Det er som om jeg har lukket mig mere og mere inde og afholdt mig fra min familie for at undgå de problemer der nu var (mange mange sygdoms tidfælde) og det irritere mig bare rigtig meget for jeg tog til læge for 8 måneder siden for at se om jeg evt havde en depression men fik afvide det havde jeg ikke mente min læge.. Nu kommer jeg så nu og får afvide jeg har en mindre depression og hvis jeg ikke får gjort noget nu så ender jeg med at skulle have lykke piller og det vil jeg bare ikke Syntes bare det er så fesent... det er først nu hvor min sex lyst er begyndt at falme at de ville tage mig seriøst :/ kunne måske have haft det meget bedre hvis jeg bare var kommet igang for 8 måneder siden i stedet for at falde længere og længere ned i et hul hvor jeg nu ikke har overskud til skole, overskud til familien, overskud til min kæreste, mine dyr eller noget som helst ud over at ligge i min seng med min computer

Hvis det kan trøste, så tror jeg ikke nogen som helst af os, har lyst til at have en depression, og heller ikke gå til psykolog, hvis det ikke var aller mest nødvendigt. Jeg ser nu heller ikke mig selv som stemplet, for en af de tiltag jeg nemlig øver mig i, er at være meget mere ligeglad med, hvad andre tænker, og være okay med den jeg er som person

Jeg har en depression, fik det konstateret for 1 år siden, og først nu, føler jeg, at jeg er på vej op, og jeg har fået "lykkepiller" i det år. Jeg har haft samtaler med en psykolog, men det er fordi jeg selv har lavet nogle ændringer i mit liv, og har indset andre områder, hvor jeg bare ikke kan tåle rent psykisk at være udsat, at jeg nu kravler stille og roligt op af mit hul.

Mit råd er, at tage imod den hjælp du kan få, og vær ikke bange for at bede om hjælp, der er meget større forståelse for din tilstand, end du selv tror

Det er bare hårdt at acceptere og især når man kommer med et helt andet formål..

Kom for 8 måneder siden og var indstillet på at skulle til psykolog osv fordi jeg virkelig var gået neden om og hjem, men fordi jeg stadig havde sexlysten i behold (var i et nyt forhold så var self nyforelsket osv) ville de ikke tage mig seriøst og sendte mig bare hjem igen uden noget.. Og siden da er jeg bare faldet længere og længere ned og nu er jeg overhovedet ikke opstemt på at skulle til psykolog for har ikke overskudet til at skulle tænke på eksamer, tænke på penge sager (hvilket jeg vil komme til hvis jeg skal bruge 1000 kr eller mere om måneden for at kunne komme til psykolog på en su) og tænke på at alt skal køre herhjemme.. Har bare ikke overskuddet nu som jeg måske havde haft for 8 måneder siden, hvor de så ikke tog mig seriøst..

Og har så svært ved at snakke med folk om sådanne ting uden at komme til at tude og har jeg bare ikke lyst til har kun lyst til at vise svaghed til folk jeg har tæt..

Anonym skriver:

Nej selvfølgelig syntes jeg ikke du er det, du er blevet udsat for noget du ikke selv kunne kontrolere. Men syntes lidt jeg er havnet i det her af egen skyld..

Det er som om jeg har lukket mig mere og mere inde og afholdt mig fra min familie for at undgå de problemer der nu var (mange mange sygdoms tidfælde) og det irritere mig bare rigtig meget for jeg tog til læge for 8 måneder siden for at se om jeg evt havde en depression men fik afvide det havde jeg ikke mente min læge.. Nu kommer jeg så nu og får afvide jeg har en mindre depression og hvis jeg ikke får gjort noget nu så ender jeg med at skulle have lykke piller og det vil jeg bare ikke Syntes bare det er så fesent... det er først nu hvor min sex lyst er begyndt at falme at de ville tage mig seriøst :/ kunne måske have haft det meget bedre hvis jeg bare var kommet igang for 8 måneder siden i stedet for at falde længere og længere ned i et hul hvor jeg nu ikke har overskud til skole, overskud til familien, overskud til min kæreste, mine dyr eller noget som helst ud over at ligge i min seng med min computer

det kan sagtens være du ikke havde en deprision dengang men at  den er kommet nu..

og ja med de ting du skriver så har du tydelige tegn på deprision..

men jeg tænker også hvis du bliver ved at være sur på dig selv, på din læge osv, så kan psykologen ikke hjælpe dig.. tro mig!

du er nød til at sige, nå ja sket er sket, nu gør vi noget ved det og så kommer vi videre..

hvis du er "sommer menneske" som mig, kan det være en rigtig god ide at komme ud i naturen, gå ture i skoven, på stranden og bare nyde solen..

det kan gøre store underværker mod en deprison i samarbejde med en psykolog også..

gå alene, tænke over tingene på en ny måde..

eller skrive dagbog,, skrive alle tanker, føelser og oplevelser i løbet af dagen ned, fx at skrive hver aften..

det kan os være en ide, selv om man ikke har overskud så at komme ud og lave noget, se nogle steder, fx gå i zoo eller i bio med kæresten, så man får nogle nye indput og nye oplevelser og kan se lidt lys i livet.. jeg ved det kan være svært på su..

husk på psykologen vil hjælpe dig, så første gang du ser h*n vil de sikkert spørge ind til dit liv, dig, din barndom osv, husk på at være 100% ærlig, de dømmer dig ikke men kan heller ikke hjælpe dig hvis ikke du er ærlig over for dem.. det lærte jeg på den hårde måde