Min hjerne køre på højtryk!

Jeg har tidligere haft en fødselsdepression, som gik i sig selv efter nogle måneder. Nu efter et år, er jeg formentlig blevet ramt af en mindre depression igen! Jeg elsker helt sikkert min søn!! Men han har lige fra helt lille været en rigtig aktiv baby. Han kan aldrig rigtig sidde stille, og han græd en hel del som spæd. Det har nok sat nogle dybe spor i mig? Alle folk kommenterer hans aktivitets nivau, og jeg kan mærke på min mor at hun er meget brugt, efter at have passet ham i 2 timer. Han er et SUPER glad barn, og også larmene og meget højlydt. Det har aldrig rigtig føltes som et "problem" for mig før. Pludselig bliver jeg ramt af modløshed når jeg skal hjem til ham, hente eller afleverer ham i vuggestuen. Nogle gange er hans gråd eller højlydte stemme nok til at give mig stress i maven  Jeg føler ikke at jeg kan overskue noget, og mangler at føle glæde ved bare et eller andet i hverdagen.....Jeg føler en STOR dårlig samvittighed når jeg ser på ham. Kan godt se at han er en SKØØØNT barn, og ualmindelig dejlig og sød. Men nogle gange føles det som om at mine følelser er lukket inde i en osteklokke... Jeg savner de gamle dage med glæde og savn efter ham. jeg savner at mærke glæden boble inden i mig, når jeg ser ham erfter en lang arbejds dag  Står jeg HELT alene med disse følelser??

OP

Op

Anonym skriver:

Jeg har tidligere haft en fødselsdepression, som gik i sig selv efter nogle måneder. Nu efter et år, er jeg formentlig blevet ramt af en mindre depression igen! Jeg elsker helt sikkert min søn!! Men han har lige fra helt lille været en rigtig aktiv baby. Han kan aldrig rigtig sidde stille, og han græd en hel del som spæd. Det har nok sat nogle dybe spor i mig? Alle folk kommenterer hans aktivitets nivau, og jeg kan mærke på min mor at hun er meget brugt, efter at have passet ham i 2 timer. Han er et SUPER glad barn, og også larmene og meget højlydt. Det har aldrig rigtig føltes som et "problem" for mig før. Pludselig bliver jeg ramt af modløshed når jeg skal hjem til ham, hente eller afleverer ham i vuggestuen. Nogle gange er hans gråd eller højlydte stemme nok til at give mig stress i maven  Jeg føler ikke at jeg kan overskue noget, og mangler at føle glæde ved bare et eller andet i hverdagen.....Jeg føler en STOR dårlig samvittighed når jeg ser på ham. Kan godt se at han er en SKØØØNT barn, og ualmindelig dejlig og sød. Men nogle gange føles det som om at mine følelser er lukket inde i en osteklokke... Jeg savner de gamle dage med glæde og savn efter ham. jeg savner at mærke glæden boble inden i mig, når jeg ser ham erfter en lang arbejds dag  Står jeg HELT alene med disse følelser??

Er du selv med ham? Fik du psykolog hjælp dengang?

sender dig lige en kæmpe krammer

ved du hvad jeg syntes du skal få snakket med din læge eller evt med din sundhedsplejske, det ved jeg nemlig jeg kunne og gjorde det også da jeg selv havde haft en svær barndom og var nervøs om jeg var en god nok mor....

lige pt har jeg også mange psykiske problemer inde i mit hovede har søg psykolog i håb om det kan hjælpe... men nogle dage ville jeg ærligt sige jeg bare ønskede at jeg var alene helt alene....

MEN JEG ELSKER MIN SØN OG MIN KÆRESTE  SÅÅÅ MEGET ingen ord kan beskrive det men når man har det svært så er det også svært at finde glæden og energien... pt går jeg hjemme og alt min energi bliver brugt når jeg aflevere min dreng og når han kommer hjem jeg elsker det men puhh hvor er det hårdt, men det er svært at rumme alt når hovede er fyldt desværre...

Zeus skriver:

Er du selv med ham? Fik du psykolog hjælp dengang?

Nej jeg er gift med faderen, og han er en kanon støtte jeg fik psykolog hjælp dengang, men jeg tror kun jeg var hos ham 4-5 gange. Er også begyndt til psykolog igen.

B&J skriver:

sender dig lige en kæmpe krammer

ved du hvad jeg syntes du skal få snakket med din læge eller evt med din sundhedsplejske, det ved jeg nemlig jeg kunne og gjorde det også da jeg selv havde haft en svær barndom og var nervøs om jeg var en god nok mor....

lige pt har jeg også mange psykiske problemer inde i mit hovede har søg psykolog i håb om det kan hjælpe... men nogle dage ville jeg ærligt sige jeg bare ønskede at jeg var alene helt alene....

MEN JEG ELSKER MIN SØN OG MIN KÆRESTE  SÅÅÅ MEGET ingen ord kan beskrive det men når man har det svært så er det også svært at finde glæden og energien... pt går jeg hjemme og alt min energi bliver brugt når jeg aflevere min dreng og når han kommer hjem jeg elsker det men puhh hvor er det hårdt, men det er svært at rumme alt når hovede er fyldt desværre...

Kan nemt forstille mig hvad du beskriver! Har det lidsammensmeltningen måde. Er bare så træt af ar være så langt væk fra mine følelser

Anonym skriver:

Kan nemt forstille mig hvad du beskriver! Har det lidsammensmeltningen måde. Er bare så træt af ar være så langt væk fra mine følelser

Det kan jeg godt forstå og hvor er jeg glad for at se du er begyndt til psykolog og håber virkelig det kan hjælpe dig

Først en ordentlig krammer

Jeg kan tildels godt sætte mig ind i dine følelser. Jeg elsker min datter overalt på jorden og hun er virkelig et nemt og glad barn, men nogle gange føler jeg ikke at jeg kan overskue det! Jeg er meget et kontrast menneske. Hvis jeg ikke kan gøre tingene godt nok, så gør jeg det slet ikke! Kan ikke så godt se nuancer

Nå men jeg går det psykolog og føler bestemt at jeg kommer ud med nogle redskaber, som er med til at ruste mig til at blive en bedre mor og kæreste!

I vores familie har vi helt praktisk aftalt at min kæreste aflevere HVER dag! Det betyder desværre at min datter kommer en halv time tidligere end hvis jeg skulle aflevere hende, men sådan hænger det nu en gang sammen for os! Jeg henter så stort set hver dag! Jeg har fundet ud af at jeg har brug for ret tydelige rammer og så skal jeg lære at acceptere tingene som de er!

Anerkend dine følelser og arbejd ud fra dem! Jeg ville nok også starte til psykolog igen, hvis jeg var dig!

Hvis det er en rigtig deperation så hjælper mit råd nok slet ikke. Men når jeg læser dit indlæg så tænker jeg, at du måske har brug for meget mere tid alene/sammen med venner, veninder. Nogle gange kan man godt blive totalt overvældet af at gå fra at være alene (uden børn) hvor man kunne gøre alt det man bare ville når man ville- til så at blive mor hvor ens egne behov er totalt tilsidesat og man nogle gange føler af hele ens liv bare er totalt det samme HVER DAG. stå op, gøre børn klar, lave morgen mad, aflevere, arbejde, hente, lave mad, springe op og ned for barnet, ryde op, gøre klar til putning, og så lige have to timer til sig selv inden man falder om på puden. Lige meget hvor meget man elsker sit barn, så tror jeg altså nogle gange at man kan få nok af at hele ens hverdage bare ligner den forrige, og den forrige og den i morgen.

Så mit råd er, at få lavet en masse aftaler med veninder/venner, det kan bare være en cafetur, en biffetur, en gå tur i parken en søndag formiddag osv. Er sikker på den kæreste vil være glad for du kommer lidt ud, og selv om det selvfølgelig ikke vil få det hele til at gå væk, så tror jeg det vil hjælpe lidt.