Det er ved at ta overhånd.

moars skriver:

Je

Jeg kan kun anbefale f.eks. psykolog, psykoterapi. Evt. igennem din egen læge. Samtaler med læge kan også nogle gange hjælpe.

Jeg havde det præcis som dig da jeg blev mor til vores den største. Jeg endte med massiv depression som har været tilbagevendende p.g.a. stor stress belastning.

Det at blive mor ramte så meget i mig og jeg KNOKLEDE den bare ende ud af bukserne, for at leve op til det store ansvar det er. Det gør vi nok allesammen.

Da jeg blev sygemeldt fra mit arbejde, og havde gået hjemme ca. 14 dage.....sagde min datters dagplejemor at hun synes hun ville fortælle mig at min datter var blevet et meget mere trygt barn efter at jeg var blevet sygemeldt.

Jeg afleverede hende og sov hver dag  til jeg skulle hente hende igen i en HEL måned.

 jeg kom til psykolog osv. osv. osv.

Det er så hurtigt at komme derud så smertefuldt og ja. Jeg ønsker det virkelig ikke for nogen.....historien er meget længere...

Idag arbejder jeg igen osv. Og vi har fået en dejlig dreng også.

Lyt til dig selv, gør noget for DIG selv. Noget der gør dig glad udover at være mor etc.

Og hov vi er heller ikke de bedste til rutiner her, selvom vi øver os. Men så er vi heldigvis gode til noget andet. 

 kærlige tanker fra herfra.

Tauf skriver:

Tak for dit svar.. Glad for høre jeg ikke er den eneste der har det sådan.

Men jeg føler bare jeg retter på min mand hele tiden. Og han skal vel ha lov at sige som han vil. ikke??

Du er ikke alene  

Jo, det skal han. Men når det går dig så meget på, så kan du fortælle ham konkrete ting du gerne vil have han holder for sig selv. Så du ikke skal være bekymret og få alle de negative tanker.. Min man plaprer lidt for meget nogle gange, så siger jeg det til ham, så passer han bedre på  Man er vel lidt følsom..

Tauf skriver:

Jeg starter til samtaler hos min læge fra i morgen af og er også kommet på antidep...

Så håber jeg snart får det bedre.
Jeg syntes godt jeg mærke på min søn at han godt kan mærke mor ikke har det godt..

 håber du snart får det bedre

Ja de er hurtige til at mærke. Jeg fik et godt råd dengang, og det var at sige det til min datter, selvom hun ikke var større end din dreng er nu.... mor er ked eller hvad det nu er, men det har ikke noget med dig at gøre...

Det kan godt være de kigger andre steder hen eller ikke ved hvad det vil sige. Men meningen opfatter de fuldstændig.

jeg gør det stadig. jeg ved godt det er meget kontroversielt, da den generelle opfattelse er at man ikke skal lade børnene have et ansvar for ens tilstand....men det ansvar tager de, hvis de fornemmer der er noget galt.....og i min verden fjerner man det når man fortæller dem, at det slet ikke er deres skyld at man er ked trist osv. Jeg gør intet nummer ud af det...jeg siger det bare og så er det det.

Min store pige kan f.eks. se når jeg er ked også selvom jeg ikke græder osv. Så forklarer jeg hurtigt og kort hvorfor, og siger også at det ikke er pga. hende osv....og så løber hun som regel videre.

Jo mere man prøver at gemme det eller ikke tror de opfatter det jo stærkere fornemmer de...at her er der noget som der ikke skal være.

Og de er begge meget glade og trygge børn. Så idag er jeg taknemmelig for at alt er gået som det gjorde. Men det er svært at begynde at lytte til sig selv, og stole på det man hører.

Rigtig mange knus og  varme tanker.