Det er ved at ta overhånd.

Hej Piger.

Jeg har sådan brug for at komme ud med mine tanker og høre om der er andre der har det sådan.

Jeg føler mig aldrig god nok og tro hele tiden at alt hvad jeg gør er forkert.
Når jeg er ude føler jeg alle kigger ondt på mig og på den mdr jeg er sammen med min søn på.

Jeg vil gerne være vi er det perfekte forældre par. Jeg vil gerne være dem der har styr på det hele. Det har jeg bare ikke og det går mig virkelig meget på.

Jeg er over min mand hele tiden når vi er ud. Jeg er bange for han siger noget der kan misforståes og folk tro vi er dårlig forældre.

Vi har haft 14 dages ferie, og i den første uge var min søn syg, og alle ved jo hvordan sygdom ødelægger alle rytmer. også havde vi så en uge mere fri hvor vi skulle ha kørt rytme ind igen. Men har vi ikke rigtig fået gjort. Han er begyndt ikke vil sove om aften.
Jeg havde slet ikke lyst til aflevere min søn i DPI i dag, for jeg var så bange for hun ville se ned på mig fordi jeg ikke er i stand til at lave rytmer.
Vi snakke meget lidt i morges da han var meget ked af det og det bare skulle være en hurtig afleveringen. Så nu frygter jeg for at hente ham. Min man ved jeg har det skidt. Så han har skrevet at han kommer hjem og er med til at hente.

Det er ved at tå overhånd. Jeg er delt op i to: 1. hende der vil være perfekt og gøre alt det rigtig og tro hun er den eneste der gør tingene forkert. 2. Hende der godt ved at ingen er perfekte og at jeg selvfølgelig gør det godt nok...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre :-(:-(??

Du skal sige til dig selv at du gør det bedste du formår.... Ingen forældre er perfekt, intet barn er perfekt, og ens liv er ikke perfekt....

Min datter på 17 måneder fik i forgårs et blåt øje, og 2 skrammer i panden fordi hun faldt foroven i nogen sten... Min tanke var da også... Hvad tror folk ikke... Men jeg er mor, jeg kan ikke pakke mit barn ind, og skabe hende et perfekt liv, men jeg kan hjælpe så godt som muligt, og være den bedste forældre jeg nu kan....

Glem hvad andre tænker, og tænk på dig og dit barn... Og lad far komme til, også selvom i gør det vidt forskelligt.

VIPpigen skriver:

Du skal sige til dig selv at du gør det bedste du formår.... Ingen forældre er perfekt, intet barn er perfekt, og ens liv er ikke perfekt....

Min datter på 17 måneder fik i forgårs et blåt øje, og 2 skrammer i panden fordi hun faldt foroven i nogen sten... Min tanke var da også... Hvad tror folk ikke... Men jeg er mor, jeg kan ikke pakke mit barn ind, og skabe hende et perfekt liv, men jeg kan hjælpe så godt som muligt, og være den bedste forældre jeg nu kan....

Glem hvad andre tænker, og tænk på dig og dit barn... Og lad far komme til, også selvom i gør det vidt forskelligt.

Så rigtigt

Jeg tror det er helt normalt at have det sådan. Er det ikke det der gør at man er en god mor? Netop at man både vil have det til at se godt ud og også gerne vil have at det hele fungerer som det skal.

Men samtidig ved man godt at man ikke kan leve op til det hele. Kan nogen det?

Det er jo essentielt at vores børn får mad, kærlighed og holdes rene. Opfylder du det?

Hvis ja, så tror jeg du giver dig selv for lidt "kredit" som mor. Rutiner er måske vigtige, men nogen gange er det også bare at være der og gøre det bedste og så op i r... med rutiner osv.

Din beskrivelse passer på rigtig mange af os kvinder. Du er slet slet ikke alene.

Hver eneste af os har været der i større eller mindre grad.

Det er ikke bare en morting du beskriver. Men en kvindeting...hvis man kan sige det sådan. det er tanker rigtig mange af os har, og de tanker afspejler også det samfund vi lever i. De bliver oftest forstærket når vi bliver forældre fordi vores børn jo vil afspejle den måde vi lever på...

Jeg arbejder rigtig meget med det, og kan lange om længe sige at jeg er raslende ligeglad, hvad andre mennesker tænker om mig........nogle dage. Der er da også de dage, hvor ting der bliver gjort eller sagt (eller non verbalt) sætter sig fast og holder liv i tanken om "gad vide hvad de andre tænker"...

Men så kan jeg heldigvis sige til mig selv...."og hvad så ?" "hvad så hvis der er nogle der dømmer mig negativit, ikke kan lide mig osv. osv. " det betyder jo ikke en dyt. For de mennesker der virkelig betyder noget for mig, de aller tætteste.....deres accept tillid anerkendelse ja deres KÆRLIGHED er jeg så heldig at have.

Og det gør, at jeg er den aller bedste mor til lige præcis mine børn....den bedste kone til min mand.....og det bedste menneske til mig. jeg er min egen bedste ven....ja jeg kan godt lide mig...

Hvis du arbejder med dig selv på den måde der nu passer dig (terapi, selvterapi, meditation, motion etc. etc. hvad der passer dig) vil du helt sikkert fjerne fokus fra de andre.

Det gik op for mig at da jeg vendte mine øjne indad, at jeg trængte til at acceptere mig selv og kunne lide MIG bedre. Derfor spørger jeg også tit idag mig selv hvorfor jeg reagerer som jeg gør, når jeg kommer ud for hændelser eller f.eks. situationer, hvor folk har sagt noget om en osv.

Nu er der lys for enden af min tunnel. Nu kan jeg langt om længe se at det dag også bliver muligt for mig at sige fra....sætte grænser. Respektere mig selv

Det blev langt. Men håber du kunne bruge det til et eller andet. Du er slet ikke alene Og ja jeg er enig i at det er godt at lade far komme på banen og gøre det på sine måde. Det giver så meget positivt i længden.

VIPpigen skriver:

Du skal sige til dig selv at du gør det bedste du formår.... Ingen forældre er perfekt, intet barn er perfekt, og ens liv er ikke perfekt....

Min datter på 17 måneder fik i forgårs et blåt øje, og 2 skrammer i panden fordi hun faldt foroven i nogen sten... Min tanke var da også... Hvad tror folk ikke... Men jeg er mor, jeg kan ikke pakke mit barn ind, og skabe hende et perfekt liv, men jeg kan hjælpe så godt som muligt, og være den bedste forældre jeg nu kan....

Glem hvad andre tænker, og tænk på dig og dit barn... Og lad far komme til, også selvom i gør det vidt forskelligt.

Min søn får selvfølgelig også buler. Det gør alle børn vel og det tager jeg heller ikke så tungt.

Mit største problem er at jeg er så delt i mine tænker.

Det er virkelig en stor belastning.

Jeg føler med dig. Det er en svær balance at finde - Man vil gerne præstere 100% hele tiden, men det hænger ikke så godt sammen med virkeligheden. For mig hjælper det at prioritere, hvilke ting er det vigtigst der kommer tættest på 100%? Jeg er synes heller ikke jeg er god nok, hvis ikke jeg leverer 100%. Men se dig om, hvor mange mennesker gør det? INGEN. Derfor er der heller ikke nogen der kigger skævt til en når man gør sit bedste. Du ér jo god nok - Ellers tror jeg ikke du ville have de tanker. Det er ihvertfald sådan jeg er og har det.
Jeg er også altid over min mand for at han ikke skal sige noget der kan misforståes, men det hjælper at fortælle ham hvilke ting jeg synes er ubehagelige. På den måde undgår jeg at være over ham, og han undgår at sige noget der frusterer mig og får mig til at tro at folk synes ditten og datten.

Husk prioriteterne

Mvh Caroline

moars skriver:

MåDin beskrivelse passer på rigtig mange af os kvinder. Du er slet slet ikke alene.

Hver eneste af os har været der i større eller mindre grad.

Det er ikke bare en morting du beskriver. Men en kvindeting...hvis man kan sige det sådan. det er tanker rigtig mange af os har, og de tanker afspejler også det samfund vi lever i. De bliver oftest forstærket når vi bliver forældre fordi vores børn jo vil afspejle den måde vi lever på...

Jeg arbejder rigtig meget med det, og kan lange om længe sige at jeg er raslende ligeglad, hvad andre mennesker tænker om mig........nogle dage. Der er da også de dage, hvor ting der bliver gjort eller sagt (eller non verbalt) sætter sig fast og holder liv i tanken om "gad vide hvad de andre tænker"...

Men så kan jeg heldigvis sige til mig selv...."og hvad så ?" "hvad så hvis der er nogle der dømmer mig negativit, ikke kan lide mig osv. osv. " det betyder jo ikke en dyt. For de mennesker der virkelig betyder noget for mig, de aller tætteste.....deres accept tillid anerkendelse ja deres KÆRLIGHED er jeg så heldig at have.

Og det gør, at jeg er den aller bedste mor til lige præcis mine børn....den bedste kone til min mand.....og det bedste menneske til mig. jeg er min egen bedste ven....ja jeg kan godt lide mig...

Hvis du arbejder med dig selv på den måde der nu passer dig (terapi, selvterapi, meditation, motion etc. etc. hvad der passer dig) vil du helt sikkert fjerne fokus fra de andre.

Det gik op for mig at da jeg vendte mine øjne indad, at jeg trængte til at acceptere mig selv og kunne lide MIG bedre. Derfor spørger jeg også tit idag mig selv hvorfor jeg reagerer som jeg gør, når jeg kommer ud for hændelser eller f.eks. situationer, hvor folk har sagt noget om en osv.

Nu er der lys for enden af min tunnel. Nu kan jeg langt om længe se at det dag også bliver muligt for mig at sige fra....sætte grænser. Respektere mig selv

Det blev langt. Men håber du kunne bruge det til et eller andet. Du er slet ikke alene Og ja jeg er enig i at det er godt at lade far komme på banen og gøre det på sine måde. Det giver så meget positivt i længden.

Mange tak for dit svar..

Jeg har det lige præcis som du også beskriver.

Jeg vil prøve at arbejde mere med mig selv. Men har det bare rigtig svært fortiden. Og ved slet ikke hvor jeg skal starte.

Min mand får også plads.

Sally-Slingshot skriver:

Jeg føler med dig. Det er en svær balance at finde - Man vil gerne præstere 100% hele tiden, men det hænger ikke så godt sammen med virkeligheden. For mig hjælper det at prioritere, hvilke ting er det vigtigst der kommer tættest på 100%? Jeg er synes heller ikke jeg er god nok, hvis ikke jeg leverer 100%. Men se dig om, hvor mange mennesker gør det? INGEN. Derfor er der heller ikke nogen der kigger skævt til en når man gør sit bedste. Du ér jo god nok - Ellers tror jeg ikke du ville have de tanker. Det er ihvertfald sådan jeg er og har det.
Jeg er også altid over min mand for at han ikke skal sige noget der kan misforståes, men det hjælper at fortælle ham hvilke ting jeg synes er ubehagelige. På den måde undgår jeg at være over ham, og han undgår at sige noget der frusterer mig og får mig til at tro at folk synes ditten og datten.

Husk prioriteterne

Mvh Caroline

Tak for dit svar.. Glad for høre jeg ikke er den eneste der har det sådan.

Men jeg føler bare jeg retter på min mand hele tiden. Og han skal vel ha lov at sige som han vil. ikke??

Tauf skriver:

Mange tak for dit svar..

Jeg har det lige præcis som du også beskriver.

Jeg vil prøve at arbejde mere med mig selv. Men har det bare rigtig svært fortiden. Og ved slet ikke hvor jeg skal starte.

Min mand får også plads.

Jeg kan kun anbefale f.eks. psykolog, psykoterapi. Evt. igennem din egen læge. Samtaler med læge kan også nogle gange hjælpe.

Jeg havde det præcis som dig da jeg blev mor til vores den største. Jeg endte med massiv depression som har været tilbagevendende p.g.a. stor stress belastning.

Det at blive mor ramte så meget i mig og jeg KNOKLEDE den bare ende ud af bukserne, for at leve op til det store ansvar det er. Det gør vi nok allesammen.

Da jeg blev sygemeldt fra mit arbejde, og havde gået hjemme ca. 14 dage.....sagde min datters dagplejemor at hun synes hun ville fortælle mig at min datter var blevet et meget mere trygt barn efter at jeg var blevet sygemeldt.

Jeg afleverede hende og sov hver dag  til jeg skulle hente hende igen i en HEL måned.

 jeg kom til psykolog osv. osv. osv.

Det er så hurtigt at komme derud så smertefuldt og ja. Jeg ønsker det virkelig ikke for nogen.....historien er meget længere...

Idag arbejder jeg igen osv. Og vi har fået en dejlig dreng også.

Lyt til dig selv, gør noget for DIG selv. Noget der gør dig glad udover at være mor etc.

Og hov vi er heller ikke de bedste til rutiner her, selvom vi øver os. Men så er vi heldigvis gode til noget andet. 

 kærlige tanker fra herfra.