Anonym skriver:
Halløj Piger
(skriver anonym, da jeg ikke vil hænge min mand ud og vi har flere bekændte her inde) - Anonyme svar er tilladt, hvis det skulle blive nødvendigt 
.. nå men here it goes ...
Vi venter vores andet barn en lille pige, er pt i 39. uge
( vi har en søn på 2 år + det løse )
og hele graviditeten har været meget hård både fysisk og psykisk, fik bækkenløsning ret tidligt og har været til en masse ekstra kontroller, fordi sønnemand er født fortidligt og flere besøg på akut svangere amb, grundet regelmæssige plukkeveer og seneste grundet at babys hjerte slog for hurtigt. Så det har været mange bekymringer ang vores elskede lille pige !
Hun var 100 % planlagt og ønsket af os begge meeeen under hele graviditeten har min mand ikke givet udtryk for at han har glædet sig til hendes ankomst, han har ikke nusset, kysset mig på maven, Som ved vores første, heller ikke når jeg gør ham opmærksom på at jeg savner det!
han har ikke være en del af planlægningen til hendes ankomst (indkøb osv) han har flere gange sagt meget alvorligt at han ikke vil skifte hende, hvis jeg spørger hvorfor siger han bare "fordi"
Jeg er SÅ ked af det og forvirret over hvad han føler eller ikke føler 
og jeg kan ikke få han til at snakke om det ,
Jeg er meget bange for at han har fortrudt og ikke vil vores lille baby !
Jeg ville ønske at han ville vise at han glæder sig og Elsker hende ligeså højt og inderligt som jeg! men det gør han ikke!!!!
er der nogle det har oplevet noget der minder om det??
eller bare har en ide om hvad jeg kan gøre??
Det kunne godt lyde som en før-fødselsreaktion... Prøv at google efterfødselsreaktion og fødselsdepression og mænd...
Umiddelbart tænker jeg at han måske er bange for at knytte sig til jeres lille pige, nu der har været komplikationer både med den første og også dette her forløb. Naturlig forsvarsmekanisme at man forsøger at skærme sig selv for sorg...
Anyway... Jeg har en mand med en efterfødselsreaktion... Da vi mødte hinanden meldte jeg klart ud at jeg ikke skulle have børn, i hvert fald ikke de næste mange år. Men han ville gerne have børn, og vi snakkede MEGET om det. Tilsidst blev jeg overtalt, og blev gravid i første forsøg, og han var glad.
Under graviditeten savnede jeg også at han viste interesse. Han følte kun på maven på opfordring, og spurgte ikke rigtig ind til noget. han var dog meget interesseret i scanningerne og blev glad da vi ved en kønsscanning fandt ud af at vi ventede en dreng. Så den manglende interesse i dagligdagen tilskrev jeg at HAN jo ikke kunne mærke baby og dermed knytte sig til den, som jeg kunne.
så kom vores dreng til verden, efter en virkelig hård fødsel... i 3 uger var jeg stort set alene om det lille væsen, der havde ondt i maven og kunne skrige i timevis. ikke engang når manden havde spist sin mad, og jeg endnu ikke havde nået at få en mundfuld, tilbød han at holde vores barn i 5 min, så jeg kunne spise. En dag havde han slet ikke hverken set på ham, eller holdt ham efter han kom hjem fra job. Jeg var SÅ ulykkelig og TRÆT, kunne næsten ikke hænge sammen...
Sagde til ham at han altså blev nød til at tage vores barn så jeg kunne sove. Han prøvede, men det endte i tårer og frustration, og at jeg alligevel ikke fik lov at sove. Han fik dog endelig fortalt hvorfor at han ikke var mere deltagende.
Jeg fik at vide at han synes at vores barn var pisse irriterende, at han fortrød, at han blev bortadopteret hvis han kunne bestemme. Han syntes at det var frustrerende at ungen ikke holdt kæft når nu man var der og gjorde alt for at trøste. Og han syntes at vores barn "stjal" mig fra ham...
En virkelig hård udmelding, og en STOR skuffelse. I dag er vores dejlige dreng 7 mdr, og der er lidt positiv ændring i faderens adfærd. Helt sikkert i takt med at man få større respons fra barnet, og han ikke får de vilde skrigture mere.
Min mands følelser for vores barn er stadig meget begrænsede, men i dag magter han trods alt at lege lidt med ham (de to timer han er vågen efter farmand er kommet hjem fra job), og vores barn er tydeligvis glad for sin far. (i starten anede min stakkels dreng ikke at han havde en far).
Der er LAAAANG vej igen, men klynger mig til de små positive ting, og prøver at lade være at føle mig altfor røvrendt, og altfor ked på mit barns vegne.
Jeg HÅBER ikke at det er der din mand er på vej hen, men gå til ham og vær vedholdende. hvis han har det svært med din graviditet og det nye barn, så send ham til lægen så han kan få en henvisning til psykolog. måske man kan tage noget i opløbet.
De bedste tanker og ønsker fra mig
