Da jeg var 31+4, blev jeg indlagt akut, på grund af truende tidlig fødsel. Det viste sig, at jeg havde haft en infektion med gruppe b streptokokker, som havde irriteret min livmoder, og havde reageret med en masse plukveer. Da jeg var 32+2 blev jeg udskrevet, så længe jeg lovede at være sengeliggende frem til 37+0. Udover det, fik jeg at vide, at hvis jeg var i den mindste tvivl om noget, skulle jeg bare kontakte fødegangen.
Var så vidt muligt sengeliggende frem til 37+0, og begyndte stille og bevæge mig lidt igen, for hvis der skete noget, var det jo nu, inde for normalen. Da jeg 37+3, mærkede jeg pludselig færre bevægelser. Hvis jeg endelig mærkede noget, var det så anderledes end tidligere. Vidste at barnet ville bevæge sig mindre, når man nærmede sig fødslen, men dette skete fra den ene dag til den anden. Prøvede at skubbe til ham, gik en tur, drak koldt vand og så videre, men fik ingen respons.ringede derfor til fødegangen, som gerne ville tjekke mig. Ringede til kæresten, og bad ham om at komme hjem, så vi kunne tage på fødegangen.
Vi fik kørt en CTG på fødegangen, som viste at alt var normalt. Perfekt hjertelyd og lidt plukveer hos mig. Jordemoderen mærkede på maven og målte maven, og syntes at han var lille. Det var 2 uger siden jeg havde været til almindelig jordemoderbesøg, og på de 2 uger, var målet på maven det samme og hun skønnede ham til at være 2.600g, som han også var blev skønnet til, til jordemoderbesøget. Vi fik lov til at tage hjem, og fik at vide,at de næste dag ville ringe med en tid til en akutscanning, fordi han var så lille
Næste dag arbejdede kæresten hjemmefra, så han kunne komme med til en evt. akut scanning. Hørte intet fra dem hele formiddagen, så ringede derud, hvis det selvfølgelig viste sig, at de havde glemt mig. Da jeg stadig ikke havde mærket så meget liv, skulle vi forbi fødegangen igen. Alt så perfekt ud, og en fødselslæge kom forbi og scannede hurtigt, for at tjekke hans størrelse. Udfra målene blev han skønnet til 2.400g. En meget lille vægt, så vi fik en tid til om mandage, hvor de ville tjekke flowet i navlesnoren og fostervandet.
Om mandagen tog vi ud til scanningen, som viste at både flowet i navlesnoren og fostervandet var som det skulle være. Så der var ingen grund til bekymring. Efter scanningen gik vi ned på fødselsgangen, og snakkede med fødselslægen, der havde scannet mig om fredagen. Hun sagde at hun lille ville tjekke mig indvendigt, så jeg lagde mig op på briksen og gjorde mig klar. Under indlæggelsen var jeg blevet tjekket indvendigt et par gange, og vidste ligesom hvad der skulle ske. Men dette gjorde ondt, og det var der en god grund til, for jeg var åbenbart 1 cm åben, så hun havde da lige lavet en hindeløsning. Efter den fik vi besked på, at medmindre der skete noget, skulle vi komme ind om fredagen, og få tjekket hans vægt og ville nok med stor sandsynlighed, få taget fostervandet. Kæresten og jeg tog derfra i chok. Nu havde man gået og ventet på barnet i så mange måneder, og nu kom det pludselig meget tæt på. Så da vi sad på McDonalds og spiste frokost, sad vi begge og stirrede ud i luften.
Næste dag tog kæresten på arbejde og vågnede allerede kl. 9, hvilket var lidt underligt, da jeg med mit gode sovehjerte tit kan sove formiddagen væk. Så gik ud og smurte noget mad og lagde mig ind på sofaen og så fjernsyn. Ved 10-tiden begyndte de første veer stille og roligt at komme. Jeg var dog i tvivl om det var plukveer eller veer, så tog det ikke så alvorligt, men undrede mig alligevel over at der var et interval på 7 minutter. Dette fortsatte i en times tid, og jeg valgte at gå i bad. I badet føltes veerne lidt hårdede, så jeg skyndte mig at blive færdig og lagde mig ind på sofaen igen.
Omkring kl. 13 sms’ede jeg med kæresten, og fortalte at jeg havde smerter (var stadig i tvivl om det var veer), som varede ca. 1 minut og havde et interval på ca. 7 minutter.
Kl. 14 skrev kæresten og spurgte om situationen var den samme, og det kunne jeg kun svare ja til. Kæresten skrev at det kunne være at vi skulle på Hvidovre når han havde fri kl. 17, og jeg skrev at så skulle der da ske noget med intervallet, som stadig var på 6-7 minutter.
Kl. 14:45 måtte jeg ringe til kæresten og bede ham om at komme hjem, efter at have ligget på sengen i 10-15 minutter, hvor jeg lå og vred mig og koncentrerede mig om at trække vejret. Fra det ene øjeblik til det andet, var intervallet gået fra 6-7 minutter til 3-5 minutter, og smerterne var blevet kraftigere. Jeg var absolut ikke i tvivl længere.
Kæresten var hjemme ca. 20 minutter efter, hvor han ringede til fødegangen, og forklarede situationen. Jeg snakkede også med jordemoderen, og jordemoderen mente at jeg bare var i den begyndende fase, men da jeg stadig ikke havde mærket så meget bevægelse, skulle vi komme ind forbi og få kørt en strimmel. Så fik kæmpet mig ned i bilen, og vi kørte af sted til hospitalet. Der var selvfølgelig masser af røde lyskryds og jeg prøvede stadig at koncentrere mig om vejrtrækningen.
Kl. 15:40 var vi fremme på hospitalet og skulle først ned af den lange gang til fødemodtagelsen. En gang på ca. 300 meter, hvor jeg måtte holde en masse pauser, før vi endelig var fremme. Jordemoderen fandt hurtigt en stue til os, og jeg smed mig på briksen. Jordemoderen tjekkede mig indvendig og kom med et lille grin, og sagde efterfølgende: ”Ja, det er ikke fordi det er morsomt, men du er 10 cm åben!”. Hun ville gerne have mig ned på fødegangen, men jeg nægtede at gå mere, så hun løb ud efter nogle ting, så vi kunne klare fødslen der.
Hun nåede dog ikke langt væk, for pludselig følte jeg en vild pressetrang og kæresten måtte hive i snoren. Jordemoderen havde dog heldigvis valgt at de måtte trille mig ned på fødegangen, så op med tingene og af sted til fødegangen. Her kom jeg ind på en stue og fik krabbet mig over på fødelejet. Havde så stor pressetrang, og gispede alt hvad jeg kunne, for at holde det hen, indtil de var klar på fødestuen.
Fik endelig lov til at presse og pressede alt hvad jeg kunne, samtidig med at jeg prøvede at ignorere den sviende smerte på grund af hans hoved der stille og roligt kørte ned i mit underliv. Fik også bidt så meget i kærestens arm, at han senere på natten, havde kæmpe bidemærker i armen. Imens jeg pressede gik fostervandet, som så ud som det skulle.
På grund af hans lille vægt, blev der sat elektroder på hans hoved, så de kunne holde øje med hjertelyden. Desværre var den begyndt at dykke lidt. Det hele var gået så hurtigt, at han begyndte at blive stresset, og derfor valgte jordemoderen hurtigt at tilkalde hjælp, så de kunne tage ham med hård cup. Så pludselig stod der 5 mennesker + kæresten på stuen, og skulle hjælpe ham den lille ud. Så mig om på ryggen og så skulle cupen op. Smerten var simpelthen så ubehagelig, så jeg skreg og kastede hånden ud efter noget jeg kunne holde i – så endte med at bore neglene i en stakkels jordemoders arm.
Da der kom en ve igen, pressede jeg alt hvad jeg kunne og de trak med der nede. Hurtigt var hovedet ude, og jeg nåede lige at trække vejret lidt, inden jeg skulle presse igen. Pressede så igen, og mærkede den lettende fornærmelse, af drengen der blev trukket ud, og inden jeg nåede at se mig om, lå der en lille skrigende baby på mit bryst. Jeg var nærmest i en osteklokke og kunne høre vores lille skrigende søn, og min kæreste der stod og græd ved siden af, fordi han var så lykkelig og lettet. Fødselstidspunktet blev 16:46.
Kæresten sagde nej til at klippe navlesnoren, da det hele vist lige var blevet for meget, så i stedet for klippede jordemoderen den. Han blev lagt over på børnebordet, hvor de kiggede på ham, og tog en blodprøve. Han scorede toppoint på apcar score og blodprøven viste senere at alt var perfekt. Han var kommet ud på det helt rigtige tidspunkt, og havde haft ilt nok under fødslen. Så efter det hurtige tjek, kom han over på mit bryst, og faldt hurtigt til ro. Det var så stort og underligt på samme tid at ligge med vores lille søn på brystet. Det hele var gået så hurtigt, at jeg ikke rigtig havde forstået at jeg havde født og nu havde vi vores dreng. Den første jordemoder gik tilbage til fødemodtagelsen, hvor vi havde ’stjålet’ hende fra, og en anden kom ind, sammen med en studerende. Den studerende var blevet ringet op, og skulle have været med til min fødsel, men det havde hun ikke nået.
Han blev lagt til brystet og efter nogle få minutter, suttede han løs. Imens han lå der og hyggede sig, fødte jeg moderkagen. Hverken kæresten eller jeg havde lyst til at se den, på trods af at jordemoderen sagde at den var så flot i forhold til mange andre. Derefter kiggede hun på mit underliv, som havde fået en grad 2 brist – højst sandsynlig på grund af cupen. Jeg blev syet, og fik lov til at se det i spejlet, fordi hun var så stolt af sit arbejde.
Vi fik lidt tid til at slappe af og nyde vores lille vidunder, inden hun kom ind igen for at måle og veje ham. Han var 47 cm lang og vejede 2.756g.
Alt i alt en fødsel som gik meget hurtigt. Set i bakspejlet var det en rigtig god fødsel og jeg husker tilbage på den med en god følelse, på trods af cupen. Den gav mig i hvert fald et tættere forhold til kæresten og vi fik vores fantastiske lille dreng, som vi elsker højere for hver dag der går.
