Endnu et indlæg fra den kommende enlige mor til flere 
Det er nu et stykke tid siden at jeg tog beslutningen om at gøre min skønne datter på 4, til storesøster uden en mand i billedet.
Beslutningen havde været undervejs de sidste knap 3 år, ja faktisk havde tanken været der siden jeg blev mor 
Jeg har været alene, siden jeg blev skilt for knap 6 år siden, og selvfølgelig savner jeg en partner i mit liv. Men ikke noget der er livsnødvendigt for at jeg kan leve og fungere. Jeg har min lille familie Her vil altid være plads til flere, men fordi at jeg ikke har mødt fyren der kan slå benene væk under mig, hvorfor skal jeg så ikke have lov til at udleve min drøm, om flere børn, uddannelse og drømmejobbet.
Jeg er sund og rask, jeg har masser af kærlighed og give af, og mangler ikke overskud. Min datter er absolut velfungerende, og er det mest positive og kærlige menneske jeg nogensinde har mødt. Så for mig er hun et tydeligt bevis på at det med at klare opdragelsen alene, er bare noget jeg sparker røv til
Jaja.... lidt selvglad kan men vel godt tillade sig at være en gang i mellem 
Jeg ved godt det at have 2 børn, er noget andet end at have en smukling Men er stadig ikke i tvivl om at jeg kan klare det.
Jeg har tideligere da mit liv gik ud på at have det sjovt, og gået i byen, ikke kunnet gennemføre noget i mit liv. Har haft 11 jobs siden jeg var 11, og har droppet ud af HTX, 3 gange uden at tage de sidste 2 eksamener (Dumt, ja). Men at blive mor, var et stort vendepunkt for mig. Har aldrig været så glad og ansvarlig som jeg er nu.
Fik gennemført et års studie for at komme ind på sygeplejerske uddannelsen, somm jeg nu er i gang med (Har knap et år tilbage). Er f..... stolt af mig selv, nok mest af alt fordi familien ikke havde tiltro til at jeg kunne gennemføre noget, og klare rollen som enlig mor Men det har jeg dælme bevist at jeg KAN 
Planen er jo så at blive gravid så det passer med at jeg kan gå på barsel inden endt uddannelse. Derpå vil jeg gerne læse videre og få mig drømme uddannelsen som jordemor 
Det bliver hårdt, da jeg skal køre frem og tilbage. Vil ikke flytte min smukke pige fra hendes børnehave venner
Men er under den overbevisning at man skal følge sine drømme i stedet for at lade dem blive ved det. Så det har jeg tænkt mig at gøre
Nå... men som før nævnt, så har jeg et års tid til endt uddannelse endnu sad så i dag og regnede lidt på sjov om hvornår jeg skal i gang med insemineringen.
Min cyklus er som regel ret regelmæssig. Så hvis jeg er så heldig at jeg fortsætter med den jeg har kørt med det sidste halve år.... Så har jeg min sidste "første mens-dag" d. 17 oktober Hvilket vil betyde at jeg skal insemineres d. 30 oktober, SOM ER MIN 28 ÅRS FØDSELSDAG..... hvor stor en gave ville det dog være 
Jeg ville ikke ønske mig andet
Er gået i gang med at planlægge hvordan mit kæmpe soveværelse skal deles op så halvdelen kan blive børneværelse, så Milla-Victoria stadig kan beholde hendes værelse.
Har sagt det til halvdelen af familien, og har brugt et par timer i dag på at kigge på puslebord.
Har givet besked til banken om at det er planen, og at der skal laves en opsparing til dette.
Jeg drømmer ikke om andet, og har kriller i maven. Jeg GLÆDER mig sådan til at 2 bliver til 3. Glæder mig til at fortælle det til Milla-Victoria, og til at dele det hele med hende. Vi bliver bare det bedste 3 kløver
Ventetiden er svær, men samtidig giver det også tid til at glæde sig til det lidt længere. Da jeg fik min datter, kom det som et lille mirakel, så denne gang får jeg lov at glæde mig til at stå med den positive test i hånden.
Nå.... det blev lidt længere end regnet med.
Men hvis der er andre derude, der deler drømmen om et donorbarn, som har et donor-mirakel i maven, eller er velsignet med en eller flere donorbørn, og som kunne tænke sig at dele tanker, erfaringer eller andet, så giv endeligt lyd. Gerne her, men også meget gerne på privaten
Knus Pernille, som er heeeelt forelsket i tanken om at følge mine drømme
