Er her nogen?

Jeg har brug for positive historier fra folk som har haft det svært og nu er ude på den anden side!

Pt går jeg til psykolog for at lære mig selv bedre at kende og for at bryde ud af en masse dårlige vaner og forhåbentlig, med tiden, at kunne koble mine tanker fra en gang imellem!

Alle siger til mig at mindfullness, meditation osv er vejen frem, men min hjerne kan ikke slappe af overhovedet

Er der nogen er jer, som har haft svære tider og er kommet over på den anden side? Hvilke redskaber har i brugt?

Kan desværre ikke oprette en tråd, så i kan svare anonym, men hvis i vil dele med mig, er i også velkomne til at sende mig en pb!

Jeg havde en depression for nogle år siden. Det som hjalp mig var ikke at ses med alt for mange personer, men kun dem jeg lige kunne 'rumme' hvis du ved hvad jeg mener. Det hjalp mig at jeg gav mig eslv tid til at være mig og hygge mig med det jeg elsker..

At være i naturen var en stor positiv hjælp for mig - der kunne jeg koble helt fra. Det er faktisk utroligt fascinerende bare at gå en tur i en skov eller ved vandet. Og dét er faktisk også en slags meditation

Jeg prøvede også at meditere, men havde det ligesom dig - det var for svært. Jeg synes stadig det er svært, men er blevet bedre til det - og nu er jeg ret vild med det

Ellers så har kunstterapi hjulpet rigtig meget. Også bare det at snakke om hvordan jeg havde det, virkelig prøve at nå ind til mine følelser - for der måtte jo være noget der trykkede siden jeg havde det dårligt.

Jeg er ked af at høre, at du har det så svært! Jeg ved udemærket, at det ikke er rart at hva det sådan. Men det er også rigtig godt at høre, at du gør noget ved det! 

I starten af 2007 blev jeg ramt af en depression. Det første år fik jeg forkert behandling af min psykiater, så det endte med en indlæggelse. Derefter fik jeg en ny psykiater, som var lidt bedre, men virkningern var ikke god nok. Først i efteråret 2009 fandt jeg en rigtig god psykiater, som både hjalp mig ved den rette medicinering og samtaler.

I de 3 de første tre år jeg var i behandling, afbrød jeg min uddannelse, blev fyrret på jobbet, og kunne ikke engang holde til jobaktivering. Derudover havde jeg flere perioder, hvor jeg bare var sygemeldt, og ikke lavede noget. Jeg følte virkelig, at jeg ikke havde nogen fremtid.

Men så i foråret 2010 havde jeg det så godt, at jeg fik arbejde 20 timer om ugen, og det var bare rigtig dejligt at komme i gang igen! I august 2010 startede jeg så på uddannelse, og der går jeg endnu, og det kører bare derudaf  
Når ja, og så skal jeg endda være mor til september... dette har været en længeventet drøm, men jeg har ikke følt mig klar/rask nok til det før nu 

Det, det helt klart har været det afgørende for mig var, der jeg ved den tredje psykiater fik taget en blodprøve, som viste at jeg havde et stort underskud af D-vitamin og folsyre. Da jeg bekyndte at tage dette som kosttilskud, fik jeg det så meget bedre + der var ingen bivirkninger ved det 

Derudover er de vigtigste redskaber jeg har lært at bruge er, at - - strukturere min tid - tage en ting ad gangen (for ikke at blive stresset.
- overholde aftaler med mig selv og andre (svigt giver mere dårlig samvittighed, og fremmer de dårlige tanker om en selv) 
- gå væk når jeg ikke kan holde til at være i situationer (f.eks. folk der diskuterrer, når jeg bliver hidsig m.m.) 
-  og tage sig tid til at slappe af (at sove længe må gerne være planlagt )

Det var så en meget lang smøre fra mig  Jeg håber du kan bruge til noget. Bare skriv hvis du har spørgsmål.

Held og lykke med det hele! 

Også synes jeg det er positivt at jeg var igennem den depression for den var med til at udvikle mig og gøre mig stærkere og mere bevidst om mig selv.

Hejsa
Jeg har meget nemt tendens til depressioner. Og har indtil videre haft 4 de sidste 8 år. Så jeg skal nok have medicin resten af mit liv.
Mine forældre slog hånden af mig da jeg var 17 år så der snakkede jeg ikke med dem i 1 år. Der fik jeg den første depression. Jeg måtte ikke få medicin for min læge da jeg havde forsygt at tage mit liv. Jeg gik til psykolog. Havde ingen venner/ veninder og havde 1000 kr at leve for når alt var betalt. Så der kunne gå flere dage hvor jeg ikke fik noget at spise med bare levede af cigaretter og cola. Jeg havde det utrolig svært. Men jeg kom over på den anden side.

Anden gang jeg fik en depression det var pga min barndom. Som har været præget af en søster der tog stoffer og på den måde tog alt opmærksomhed fra min lillebror og jeg. Mine forældre var ikke lykkelige sammen. Og derfor altid skændes. Min far var stortset aldrig hjemme. De mindede mig oftes om at jeg ikke skulle blive som min søster hvilket var en kæmpe byrde for mig. Som jeg stadig kæmper lidt med i dag. Jeg prøvede konstandt at gøre mine forældre stolte og intet var godt nok i mine øjne. Selvom jeg f.eks kan få 12 i et eller andet føler jeg mig stadig ikke god nok.

Nå men jeg gik til psykolog i meget lang tid. Men jeg kom om på den anden side.

Det vigtigste er at du lytter til dig selv. Og lader dig selv have det dårligt og være ked af det. For jo mere du stritter imod jo værre bliver det.
Du skal nok komme om på den anden side.

Jeg har været svært syg ef en depression, både for 8 år siden og for 4 år siden......................Har (7-9-13) ikke været syg siden, og går i et fast samtaleforløb hos en psyk. og skal nok have antidepressiva resten af mit liv. Men jeg er kommet ud på den anden side.................og er stærk og har et dejligt liv idag. Troede aldrig at jeg kunne bevare mit job.............men efter et skift til et andet afsnit, men på samme afdeling, går det strygende. Men jeg skal passe på stress, og skal resten af mit liv være opmærksom på stress-signaler.

Der er altid op og nedture i et liv..................man skal omfavne begge dele, og lære af dem.

At se lyset for enden af en mørk tunnel er så svært, jeg har været der.

Min historie kort:

Da jeg var 20-21 år fik jeg en depression, havde svært ved at erkende det og det tog en del mdr. før jeg lod min læge udskive anti depressivt medicin og blev henvist til psykiater. (fik også noget mod angst)

Fik det langsomt lidt bedre og fik styrken til at gøre noget ved de ting (i mit liv) som gjorde mig deprimeret.

Da jeg var 22 år blev jeg indlagt da depressionen tog til (der skete netop en masse ting i mit liv som var følelses-messigt svære at håndtere) - Fik en udredning pga. min angst som også var forværret og fik en diagnose, Skizofreni.

Fik en masse medicin og anden hjælp og da jeg var 23-24 år valgte jeg at stoppe medicinsk behandling men fortsætte med samtaler med psykiatrien.

Har lært mig selv, min grænser og mine syptomer at kende og har stort støtte og opbakning fra kæreste og familie.

Nu fylder jeg 25 år på lørdag og venetr mig til juni. Jeg kan stadig have dumme/triste dage men jeg kan gøre en masse forarbejde som jeg har lært (og kæresten) som virkelig gør en forskel. Stress og sårbarhed hænger jo meget godt sammen og det giver mening.

Jeg ved ikke om du får noget ud af, at læse min lille historie, men jeg deler gerne denne suces oplevelse med andre, for blot 5 år siden havde jeg ikke turde forstille mig selv, i så lykkelige omstændigheder som nu.