LotteN skriver:
Det er idag en uge siden at Lykke kom til verden på hovedvej A13 og synes da lige I skal have lov at læse fødselsberetningen. Beklager den er lidt lang 
Kæresten skulle udnævnes til Oversergent i Sønderborg fredag den 23.marts kl 9.00 og af den årsag var Lærke og jeg kørt ned til min mor i Fredericia torsdag eftermiddag for at overnatte. (Vi bor i Viborg)
Kæresten var ude og feste torsdag aften, da de fejrede de var blevet færdig. Kl. 23.30 ringer han og siger han er på vej hjem fra byen, så heldigvis forholdsvis tidligt, når nu det hele endte som det gjorde. Vi snakker frem og tilbage og aftaler at vi jo bare ses i Sønderborg fredag morgen og så nåede vi alligevel det hele inden lillesøster meldte sin ankomst.
Fredag morgen kl. 5.30 er jeg ude og tisse og da jeg ligger mig i sengen igen går vandet. Jeg er først lidt i tvivl om det er vandet, da der ikke kommer ret meget. Jeg går op til min mor, som er stået op, da hun skal på arbejde. Vi finder en løsning på at få kæresten til Fredericia, da han ikke kan køre bil pga alkohol i blodet. Så min mors mand er på vej på arbejde og aftaler med ham at han køre kæresten i møde, som tager en taxi opad fra Sønderborg.
Vi står op og min mor og Lærke kommer i tøjet og laver morgenmad. Jeg ringer til fødegangen i Viborg og vi aftaler vi bare køre til Viborg og at vi kommer forbi fødegangen når vi kommer derop – senest 4 timer efter vandafgang. Min mor får ringet til sit arbejde, da hun skal med til fødslen.
Da kl. er ca. 6.15 begynder veerne lige så stille og de begynder stille og roligt at tage til i styrke, men ikke noget voldsomt. Kl. 7.00 ringer jeg til kæresten for at høre hvor langt de er, da jeg nu begynder at tænke at vi skal til at mod Viborg, ellers bliver det en meget lang køretur.
Vi aftaler at vi kan mødes på rastepladsen i Skærup, så vi får pakket bilen med tingene (og min mor tager tilfældigvis 2 håndklæder med – meget heldigt). Kl. 7.30 kommer min kæreste og min mors mand til rastepladsen hvor jeg tøffer rundt med nogle veer der bider lidt, men stadig ikke noget ulideligt. Kæresten skal lige over og kaste op inden vi kører videre.
Vi sætter kursen mod Viborg. Jeg begynder at få et par veer hvor jeg er helt oppe og hænge vandret på forsædet, men ikke noget jeg tænker som om det er ved at være nu. Men jeg må efter 10 min. bede min mor om at køre ind til siden da jeg skal på toilet. Hun holder ind på en ”parkeringsplads”/holdeplads på hovedvej A13 og der er en skrant som kæresten hjælper mig op ad, da der lige er et par buske jeg kan sætte mig bag ved.. Jeg forsøger mig, men så begynder veerne godt nok at træde til i styrke. Kæresten spørger om han skal ringe efter en ambulance, men nej tak, jeg skulle ikke være sådan en der ringer efter ambulancen når jeg er 4 cm åben. Men der går 1 min mere og han ringer da jeg ikke kan overskue en køretur til Viborg alligevel. Og heldigvis for det, for lige som han er gået væk for at ringe får jeg råbt: ”nu kommer hun”. På det tidspunkt sidder Lærke alene nede i bilen og græder, da min mor er kommet op til mig.
Kæresten kommer løbende og siger til min mor at de skal have mig ind i bilen NU (ordre af kvinden fra alarmcentralen som han har i røret) Men jeg skulle sandelig ikke ind i bilen, kunne på daværende tidspunkt slet ikke overskue at gå ned af skranten, men hun insisterede, og ved hjælp fik de mig slæbt derned.
Mens kæresten får ”kastet” mig ind på bagsædet og revet bukserne af mig, er min mor i gang med at få Lærke og autostolen ud af bilen alt imens lillesøsters hoved er på vej ud. Lærke bliver placeret i hendes autostol bag bilen, pakket ind i fars jakke, hvor hun sidder og leger og hygger sig.
Der kommer 2 presseveer mere og lillesøster Lykke er født, med kæresten som Jordmoder assisterede af kvinden fra alarmcentralen, som lå på medhør i bilen. Dette skete kl. ca. 7.53 (vi har selv bestemt fødselstidspunktet 
) Så fra vandet går og til hun er født er der gået ca. 2 ½ time.
Jeg får Lykke op på maven og hun kommer kun med et lille skrig. Jeg panikker, (og det er så derfor jeg ikke skulle have set afsnittende af ”hjælp, vi skal føde) da jeg tror hun ikke trækker vejret og der ikke lige er noget hjælp at hente. Men vi får skubbet lidt til hende og da først dørene bliver lukket, kan jeg høre hun trækker vejret.
Vi venter på der kommer en ambulance og imens det sker finder min mor og kæresten jakker, flyverdragt m.m. som de kan pakke mig ind i, da jeg ligger og ryster helt vildt – nok både pga. chokket og pga. kulden.
Da ambulancen kommer (ca. 10 min efter) kommer jeg op på en båre og ind i ambulancen hvor jeg bliver pakket godt ind og kæresten klipper navlestrengen. Herefter sættes kursen mod Horsens sygehus, alt imens jeg får født moderkagen. Lærke og min mor kører i vores bil.
Da vi ankommer til Horsens kommer vi ind på en stue, hvor alt bliver tjekket og jeg har fået en 2. grads bristning som bliver syet.
Kl. 11 kommer min svigermor og henter Lærke og kører hende i børnehave, da vi synes hun har oplevet nok denne dag og trængte til at komme i børnehave, som var planene om morgenen. Efterfølgende har pædagogerne også sagt at det var et godt valg, da hun på den måde lige kunne koble af og samtidig fik hun fortalt om oplevelsen. Hun har fortalt meget at mor havde ondt i maven, da det var hvad hun fik af vide da vi kørte hjemmefra min mor og oven i det har hun også sagt at mor skreg. Men da lillesøster så kom, så skreg mor ikke mere. Lærke har virkelig taget hele oplevelsen så flot og er den stolte storesøster til lille Lykke, som blev lillesøsters navn, blandt andet på grund af hele fødselsforløbet.
Lykke vejede ved fødslen 3560 g. og målte 51 cm ved fødslen.
Vi blev udskrevet fra sygehuset kl. 13.30 og vendte der næsen hjemad, da vi ikke ønskede at få en overnatning til trods for vi blev tilbudt det på grund af fødselsforløbet.
Vi har det alle godt og er kommet os over forløbet. Selvom det er meget underligt, det er jo netop sådan noget man kun ser i fjernsynet og aldrig sker for en selv.
I får lige et par billeder med også
sikke en oplevelse og fantastisk historie at kunne fortælle til Lykke om mange år
og den der med at mændene kan føle sig overflødige til fødsler, den kan faren hvertfald skyde i sænk nu - sikke et samarbejde I har haft gang i der
