At miste sit barn!!!!

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

Jeg sidder præcis som dig! Tårerne trille ned ad kinderne, efter jeg læste den tråd.. Jeg er klart også blevet mere følsom efter at jeg er blevet mor.

Jeg har også den der frygt for at miste hende og jeg passer så godt på hende - nogen vil nok mene jeg bør slappe lidt af, men stod det til mig, så havde jeg hende på armen altid, resten af hendes liv (GERNE pakket ind i bobbleplast)! Tanken om at få hende revet fra mig er slet ikke til at bære - og at andre får taget deres barn fra sig er HELLER ikke til at bære!!

det er faktisk en meget naturlig frygt at have selvom den er virkelig ubehagelig (og også oftest ubegrundet)...

Der findes for manges tilfælde ikke en større kærlighed end den mellem mor og barn og ligesom man kan være ved at boble over af lykke kan man også blive overvældet af magtesløshed og frygt! Fordi man bare VIL det bedste for det her lille bitte væsen!!!

For mit eget vedkommende havde jeg en periode hvor det var så slemt med min frygt at jeg slet ikke kunne sove pga. mareridt og grimme billeder Men det hjalp virkelig meget at tale om det!

Heldigvis er det ikke tabu at være bange for at miste, men ofte bliver vi dunket i hovedet og får at vide vi skal tage os sammen og ikke tage "sorgerne på forskud"... Men det er sgu ok at være bange! Og så glæd dig over at du trods alt er så rationel at du godt kan se du ikke har grund til at være bange lige nu

Tal om det...

knus

michelledam skriver:

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

Jeg tror det er ganske normalt når man er blevet mor - det vælger jeg i hvert fald at tro, for jeg gider ikke være en piverøv alene 

Jeg læste også den tråd med lille Alexander, og har øjnene fulde af tårer - før ville jeg have synes at det var synd og forfærdeligt at læse om, men efter at jeg er blevet mor gør det ONDT helt ind i hjertet...

Jeg er også rædselslagen for at min dreng skulle dø... Hvis jeg synes han har sovet for længe, er jeg nød til at gå ind og tjekke at han trækker vejret. Når jeg ser noget trist om børn i tv, relaterer jeg det pr refleks til min situation, og oftest tuder jeg. Også selvom det ikke er noget så forfærdeligt som død...

Til tider bander jeg min nyligt overudvilklede epmatiske mor-evne laaaangt væk... Men er sikker på at den er der af en årsag, og ville alligevel ikke undvære den 

michelledam skriver:

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

jeg tror ALLE mødre får den frygt indimellem. du skal bare tage dig selv i at tænke det. og huske dig selv på at det ikke må tage overhånd, det skal jo helst ikke skygge for dine følelser for hende altså at du bliver mere og mere ræd for at miste hende at du nærmest begynder at holde hende tilbage.. (det kan tit hænge sammen med overforsigtighed fra mødrenes side) 

det føltes jo også bare så VOLDSOMT når man læser om andre og deres ulykker.. og man frygter selv det skulle ske for en.. men man må ikke lade den frygt styre ens liv. så n¨r du begynder at tænke i de baner så stop dig selv fordi at det er ikke godt at sidde og danne katastrofetanker i ens hovede... min mor er et RIGTIG godt eksempel på hvordan man IKKE skal lade katatrofetankerne styre ens liv... for det er gået videre til os.. det var HELT forfærdeligt. min mor fortalte os altid at hun var ved at dø når hun vidste vi var ude og lege eller i skole og der så kom en ambulance. fordi at hun så bildte sig selv ind at vi var kommet noget til... at vi nærmest fik skæld ud når vi kom hjem igen fordi at vi ikke lige havde løbet hjem og sagt at den ambulance altså ikke skulle hente nogle af os.. det er sygeligt..

 

Jeg ved lige hvordan du har det.

Jeg sad også og tudede da jeg læste den tråd. Jeg kan slet ikke have med sådan noget og gøre. Jeg bliver så ked og kan slet ikke se hvordan de forældre dog skal klare det. Det burde ikke overgå nogen.

Det er min største frygt at der skal ske Freja noget.

 

Jeg tror, som de andre også skriver, at det er helt normalt, når man er blevet mor. Ens barn er det bedste og mest dyrebare, så selvfølgelig er tanken om at miste helt ubærlig.

Jeg har også af og til sådanne tanker og tjekker altid, at Celina trækker vejret, inden jeg går i seng. Jeg kan endda få tanker om, at jeg planlægger hendes begravelse eller planlægger, hvordan jeg skal tage livet af mig selv, så vi kan ligge i samme kiste frygtelige tanker! Og hvor kommer de mon fra? Jeg tror de kommer fordi man elsker så højt og det medfører en naturlig frygt for at miste.

Selvfølgelig skal det ikke fylde hele din hverdag og hæmme dig....eller din datter. For så er det nok et problem der skal vendes med en professionel.

Men som de andre siger, tal om det!

michelledam skriver:

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

du sidder slet ikke alene med den frygt...

min datter er nu 2½ og jeg har den stadig... det er skrækkeligt at have det på den måde, og har virkelig prøvet at skyde tanken lidt hen... men ligemeget hjælper det...

 

bliver utroligt ked af det hver gang jeg læser om nogen der har mistet... og frygten vender straks tilbage i dobbelt portion.....

michelledam skriver:

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

hvor finder du dette indlæg du snakker om? :-)

michelledam skriver:

Hej piger.
Sidder nu og græder pga en anden tråd herinde med nogen der har mistet sit barn.

Åhhh jeg kan slet ikke have med det at gøre. Siden isabella kom til verden har jeg haft en så kræftig frygt for at miste hende.
Det er efterhånden ved at være ret syligt. For oftes græder jeg fordi jeg får billedet i hovedet af at miste hende.
Men hvorfor får jeg disse billeder og tanker? Isabella bliver snart 10 mdr. Og er et sundt og raskt barn. Så der er jo ikke nogen grund til frygt.
Jeg har altid synes at mit liv har været ramt af meget uheld. Så kan tit tænke tænk nu hvis....
Min kærlighed til hende er så stor at jeg oftes bliver lidt skræmt af det..

Jeg tænker det kan være fordi jeg har mistet utrolig meget jeg holdt af i mit liv.

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at komme ud med det

Har ikke lige læst det indlæg du referere til, springer som regel over fordi jeg bliver ked af at læse det. Tror det er ganske normalt at man frygter at miste det mest dyrebare man har.

Min datter er hjertebarn og blev opereret da hun var 3 mdr, den formiddag var den længste dag i hele mit liv. Og jeg frygtede alle de riscier vi havde fået fortalt. Heldigvis skete intet af det og hun kom godt igennem det.

Alle forældre bekymrer sig, og det skal man have lov til, så længe det ikke overtager alt andet eller man lader barnet vide det. For mig betyder det meget, at Alberte bare er som alle andre babyer og at hun ikke kommer til at mærke forskel, selvom hendes mor nogle gange ryster af skræk.

/Fenja