Melder mig forsigtigt ind her hos jer

Er ano indtil jeg "tør" at lade sløret falde.... 

Sidder her med tårer i øjnede, prøver at samle mig selv, men det er fucking svært! Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, så her får i min historie. 

Min mand og jeg er forældre til verdens dejligste lille dreng. Vi kæmpede en kamp for at få ham! Månede efter månede sad jeg på toilettet og tudede når min menstruation kom  jeg var lige ved at opgive håbet tilsidst... men pludselig stod jeg en dag med en meget meget uventet positiv graviditets test! (efter 2 års kamp!!!) 

Vi var lykkelige!  Tænk sig, vi skulle være forældre! Vi kunne jo godt lave børn så!?  

graviditeten var den mest fantastiske tid! jeg nød kvalmen, jeg nød ligament smerterne, jeg nød at skulle op og tisse 117 om natten, jeg nød sparkede, ondt i lænden - kort sagt jeg nød ALT ved det! jeg var ikke til at skyde igennem af stolthed! 

Vi fik vores lille søn, og han er endnu mere fantastisk end vi nogensinde havde drømt om! 

så tænker i sikkert... hmm okay, hvis i har et barn hvad sidder du så og tuder over, og hvad laver du i denne gruppe??! 

Sagen er den at vi nu har prøvet i 15 mdr på at lave en lille ny! og der sker bare intet! 

I starten var jeg slet ikke stresset over det... vi kunne jo godt lave børn! beviset rendte jo rundt lige foran snuden på mig. ingen grund til panik..! 

da vi havde prøvet i ca 8-9 mdr, begyndte min ellers så positive tilgang dog at krakelere lidt... HVORFOR sker der mon ikke noget??? Kan vi ikke alligevel??? var vores søn et engangs mirakel og bare mega heldigt? 

de efterfølgende måneder kom ALLE mine følelser så tilbage... alle de følelser som jeg følte sidste gang vi prøvede på at gøre mig gravid.. 

jalouxien, afmagtheden, skænderierne, ligegyldigheden i mine øjne, søvnløse nætter med gråd, ukoncentrerbar på jobbet og jeg er nu begyndt at HADE når folk igen stolt kommer og fortæller om en ny opdaget graviditet!!! 

rigtig mange har jo enten fået nr 2, 3 eller også så er de gravide nu... men bare ikke os!!! 

Mit allerstørste marreridt er sket igen! Jeg kan endnu engang ikke lave børn  HVORFOR skal vi igennem det her helvede igen??! 

det er så fucking uretfærdigt! hvorfor må vores søn ikke blive storebror som alle hans venner bliver? 

"Se baby" siger han tit og peger på barnevogne og babyer når vi er nogle steder.. puha det er hårdt!  

Nå men, nu har jeg så taget kontakt til vores læge igen... jeg kan ikke magte der her mere... jeg er konstant nede over det, og det begynder efterhånden at gå ud over vores søn  

vi skal til udredning (igen - ingen af os fejlede noget sidst = uforklarelig barnløse...) og så må vi se hvad der videre skal ske... 

jeg håber at vi bliver sat i behandling, for jeg kan seriøst ikke holde til det her psykiske pres mere.. 

måske tænker i: var nu glad for det barn du har, og så kommer det andet nok (det har jeg hørt 1000 gange det sidste år...) og misforstå mig ikke.. jeg ELSKER min søn over alt på jorden! hvis jeg ikke havde fået ham var jeg sku da gået helt ned med flaget, og er faktisk slet ikke sikker på at jeg var her idag hvis det ikke var for ham...  

men ønsket om nummer 2, og de dårlige minder fra sidste gang, som nu kommer til live igen, er bare SÅ hårdt! 

jeg kan slet ikke glæde mig på andres vegne mere, og den mindste ting i hverdagen omkring babyer og graviditet kan slå mig helt ud... 

Er der nogle er jer andre herinde, som har et barn i forvejen og som nu kæmper for nr 2? 

ved i om man selv skal betale fertilites behandling, når man har en sammen i forvejen på naturlig vis? 

hvis du er med endnu, så mange tak fordi du tog dig tiden! 

hilsen den fortvivlede 

 

Jeg ved desværre ingenting om det .
Men du skal have verdens største for det fortjener du virkelig ..

Anonym skriver:

Er ano indtil jeg "tør" at lade sløret falde.... 

Sidder her med tårer i øjnede, prøver at samle mig selv, men det er fucking svært! Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, så her får i min historie. 

Min mand og jeg er forældre til verdens dejligste lille dreng. Vi kæmpede en kamp for at få ham! Månede efter månede sad jeg på toilettet og tudede når min menstruation kom  jeg var lige ved at opgive håbet tilsidst... men pludselig stod jeg en dag med en meget meget uventet positiv graviditets test! (efter 2 års kamp!!!) 

Vi var lykkelige!  Tænk sig, vi skulle være forældre! Vi kunne jo godt lave børn så!?  

graviditeten var den mest fantastiske tid! jeg nød kvalmen, jeg nød ligament smerterne, jeg nød at skulle op og tisse 117 om natten, jeg nød sparkede, ondt i lænden - kort sagt jeg nød ALT ved det! jeg var ikke til at skyde igennem af stolthed! 

Vi fik vores lille søn, og han er endnu mere fantastisk end vi nogensinde havde drømt om! 

så tænker i sikkert... hmm okay, hvis i har et barn hvad sidder du så og tuder over, og hvad laver du i denne gruppe??! 

Sagen er den at vi nu har prøvet i 15 mdr på at lave en lille ny! og der sker bare intet! 

I starten var jeg slet ikke stresset over det... vi kunne jo godt lave børn! beviset rendte jo rundt lige foran snuden på mig. ingen grund til panik..! 

da vi havde prøvet i ca 8-9 mdr, begyndte min ellers så positive tilgang dog at krakelere lidt... HVORFOR sker der mon ikke noget??? Kan vi ikke alligevel??? var vores søn et engangs mirakel og bare mega heldigt? 

de efterfølgende måneder kom ALLE mine følelser så tilbage... alle de følelser som jeg følte sidste gang vi prøvede på at gøre mig gravid.. 

jalouxien, afmagtheden, skænderierne, ligegyldigheden i mine øjne, søvnløse nætter med gråd, ukoncentrerbar på jobbet og jeg er nu begyndt at HADE når folk igen stolt kommer og fortæller om en ny opdaget graviditet!!! 

rigtig mange har jo enten fået nr 2, 3 eller også så er de gravide nu... men bare ikke os!!! 

Mit allerstørste marreridt er sket igen! Jeg kan endnu engang ikke lave børn  HVORFOR skal vi igennem det her helvede igen??! 

det er så fucking uretfærdigt! hvorfor må vores søn ikke blive storebror som alle hans venner bliver? 

"Se baby" siger han tit og peger på barnevogne og babyer når vi er nogle steder.. puha det er hårdt!  

Nå men, nu har jeg så taget kontakt til vores læge igen... jeg kan ikke magte der her mere... jeg er konstant nede over det, og det begynder efterhånden at gå ud over vores søn  

vi skal til udredning (igen - ingen af os fejlede noget sidst = uforklarelig barnløse...) og så må vi se hvad der videre skal ske... 

jeg håber at vi bliver sat i behandling, for jeg kan seriøst ikke holde til det her psykiske pres mere.. 

måske tænker i: var nu glad for det barn du har, og så kommer det andet nok (det har jeg hørt 1000 gange det sidste år...) og misforstå mig ikke.. jeg ELSKER min søn over alt på jorden! hvis jeg ikke havde fået ham var jeg sku da gået helt ned med flaget, og er faktisk slet ikke sikker på at jeg var her idag hvis det ikke var for ham...  

men ønsket om nummer 2, og de dårlige minder fra sidste gang, som nu kommer til live igen, er bare SÅ hårdt! 

jeg kan slet ikke glæde mig på andres vegne mere, og den mindste ting i hverdagen omkring babyer og graviditet kan slå mig helt ud... 

Er der nogle er jer andre herinde, som har et barn i forvejen og som nu kæmper for nr 2? 

ved i om man selv skal betale fertilites behandling, når man har en sammen i forvejen på naturlig vis? 

hvis du er med endnu, så mange tak fordi du tog dig tiden! 

hilsen den fortvivlede 

 

Uha hvor jeg godt kender den følelse, har godt nok 2 skønne unger Men der er 8 år imellem dem

Har altid haft en drøm om at få en børneflok på 5-6 børn, men den drøm er bristet MANGE gange

Og jeg har stadig ikke lært at leve med at jeg bare ikke kan få de børn jeg gerne vil have, så hver evig eneste måned når mensen kommer falder jeg i et hul og tuder hele dagen,

Så jeg kan sagtens følge dig det er hårdt, især når folk omkring en bliver gravide på stribe,

My

Anonym skriver:

Er ano indtil jeg "tør" at lade sløret falde.... 

Sidder her med tårer i øjnede, prøver at samle mig selv, men det er fucking svært! Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, så her får i min historie. 

Min mand og jeg er forældre til verdens dejligste lille dreng. Vi kæmpede en kamp for at få ham! Månede efter månede sad jeg på toilettet og tudede når min menstruation kom  jeg var lige ved at opgive håbet tilsidst... men pludselig stod jeg en dag med en meget meget uventet positiv graviditets test! (efter 2 års kamp!!!) 

Vi var lykkelige!  Tænk sig, vi skulle være forældre! Vi kunne jo godt lave børn så!?  

graviditeten var den mest fantastiske tid! jeg nød kvalmen, jeg nød ligament smerterne, jeg nød at skulle op og tisse 117 om natten, jeg nød sparkede, ondt i lænden - kort sagt jeg nød ALT ved det! jeg var ikke til at skyde igennem af stolthed! 

Vi fik vores lille søn, og han er endnu mere fantastisk end vi nogensinde havde drømt om! 

så tænker i sikkert... hmm okay, hvis i har et barn hvad sidder du så og tuder over, og hvad laver du i denne gruppe??! 

Sagen er den at vi nu har prøvet i 15 mdr på at lave en lille ny! og der sker bare intet! 

I starten var jeg slet ikke stresset over det... vi kunne jo godt lave børn! beviset rendte jo rundt lige foran snuden på mig. ingen grund til panik..! 

da vi havde prøvet i ca 8-9 mdr, begyndte min ellers så positive tilgang dog at krakelere lidt... HVORFOR sker der mon ikke noget??? Kan vi ikke alligevel??? var vores søn et engangs mirakel og bare mega heldigt? 

de efterfølgende måneder kom ALLE mine følelser så tilbage... alle de følelser som jeg følte sidste gang vi prøvede på at gøre mig gravid.. 

jalouxien, afmagtheden, skænderierne, ligegyldigheden i mine øjne, søvnløse nætter med gråd, ukoncentrerbar på jobbet og jeg er nu begyndt at HADE når folk igen stolt kommer og fortæller om en ny opdaget graviditet!!! 

rigtig mange har jo enten fået nr 2, 3 eller også så er de gravide nu... men bare ikke os!!! 

Mit allerstørste marreridt er sket igen! Jeg kan endnu engang ikke lave børn  HVORFOR skal vi igennem det her helvede igen??! 

det er så fucking uretfærdigt! hvorfor må vores søn ikke blive storebror som alle hans venner bliver? 

"Se baby" siger han tit og peger på barnevogne og babyer når vi er nogle steder.. puha det er hårdt!  

Nå men, nu har jeg så taget kontakt til vores læge igen... jeg kan ikke magte der her mere... jeg er konstant nede over det, og det begynder efterhånden at gå ud over vores søn  

vi skal til udredning (igen - ingen af os fejlede noget sidst = uforklarelig barnløse...) og så må vi se hvad der videre skal ske... 

jeg håber at vi bliver sat i behandling, for jeg kan seriøst ikke holde til det her psykiske pres mere.. 

måske tænker i: var nu glad for det barn du har, og så kommer det andet nok (det har jeg hørt 1000 gange det sidste år...) og misforstå mig ikke.. jeg ELSKER min søn over alt på jorden! hvis jeg ikke havde fået ham var jeg sku da gået helt ned med flaget, og er faktisk slet ikke sikker på at jeg var her idag hvis det ikke var for ham...  

men ønsket om nummer 2, og de dårlige minder fra sidste gang, som nu kommer til live igen, er bare SÅ hårdt! 

jeg kan slet ikke glæde mig på andres vegne mere, og den mindste ting i hverdagen omkring babyer og graviditet kan slå mig helt ud... 

Er der nogle er jer andre herinde, som har et barn i forvejen og som nu kæmper for nr 2? 

ved i om man selv skal betale fertilites behandling, når man har en sammen i forvejen på naturlig vis? 

hvis du er med endnu, så mange tak fordi du tog dig tiden! 

hilsen den fortvivlede 

 

hej jeg kender det du er igennem, har en søn på 5½ og har prøvet det sidste 4 år på at gøre ham til storebror, har været gravid 7 gange og alle gangene er det endt ulykkeligt, håber oz hver måned at min men. ikke kommer og der kunne være 2 streger

9510 skriver:

Uha hvor jeg godt kender den følelse, har godt nok 2 skønne unger Men der er 8 år imellem dem

Har altid haft en drøm om at få en børneflok på 5-6 børn, men den drøm er bristet MANGE gange

Og jeg har stadig ikke lært at leve med at jeg bare ikke kan få de børn jeg gerne vil have, så hver evig eneste måned når mensen kommer falder jeg i et hul og tuder hele dagen,

Så jeg kan sagtens følge dig det er hårdt, især når folk omkring en bliver gravide på stribe,

My

]Godt hvor hårdt det er. venter efter lang tids kamp 2 iui forsøg og et icsi forsøg vores første. selvom det er dejligt i har en rask søn kan jeg stadig godt forstå det ikke fjernes smerten ved at der ikke sker noget angående en lille ny. jeg tor desværre i selv skal betale, men når i har været spontan gravid kan insemination måske gøre det, og det er heldigvis ikke så dyrt igen. er i udredt? mange

Vi har ikke fået børn endnu, men er i behandling...

Jeg kan godt forstå din frustration, og har en veninde, der står i præcis samme situation som dig! Så du er bestemt ikke alene om, at være fortvivlet over at nr. 2 bare ikke vil komme!

Jeg tror du skal lade være med at slå dig selv oveni hovedet over, at du ikke bliver jublende lykkelig, når alle andre får børn og bliver gravide, jeg tror det er ganske normalt, når man selv kæmper en kamp! Slut fred med det og giv dig selv lov til at være ked af det/jaloux over, at det ikke er jeres tur!

Med hensyn til betaling, så er det desværre på egen regning, når I har et fælles barn, så med mindre du påtænker at finde dig en anden at få nr. 2 med, så skal I selv betale... Men mon ikke I kan "nøjes" med at blive insimineret evt. med en lille smule hormon? Det er ikke så dyrt, som hvis du skal hele dynen igennem med ægudtagning og det hele...

En bekendt kæmpede også med at blive gravid, og bogen spis dig gravid hjalp hende... Men jeg kender også nogle, det ikke rigtig har hjulpet, så det er nok forskelligt fra kvinde til kvinde... Det kan også være, at du allerede har prøvet det...

Sender et kæmpe kram og for at det lykkedes jer meget snart

l.kjoeller skriver:

]Godt hvor hårdt det er. venter efter lang tids kamp 2 iui forsøg og et icsi forsøg vores første. selvom det er dejligt i har en rask søn kan jeg stadig godt forstå det ikke fjernes smerten ved at der ikke sker noget angående en lille ny. jeg tor desværre i selv skal betale, men når i har været spontan gravid kan insemination måske gøre det, og det er heldigvis ikke så dyrt igen. er i udredt? mange

Vi har været igennem en masse ting for at blive gravide, men der sker bare ikke noget, så nu er vi kommet frem til at vi må nøjes, men alligevel gør det ondt hver måned når mens kommer...

Kan ikke holde til psysisk at komme i behandling igen, det gør mere ondt når de ikke lykkedes,

Skal bare lige vænne mig til at jeg ikke skal være mor til mere end 2 fantastiske guldklumper

I skal selv betale for behandling da i har et fælles barn...så i behøver ikke blive henvist fra lægen, i kan bare selv finde jer en fertilitets klinik som i vil benytte....vi stod selv i lignende situation....vi prøvede 4½ år inden lillebror kom til verden....det var rigtig frustrerende da vores datter dagligt tiggede om en lillebror for det havde alle andre i børnehaven jo....

Anonym skriver:

Er ano indtil jeg "tør" at lade sløret falde.... 

Sidder her med tårer i øjnede, prøver at samle mig selv, men det er fucking svært! Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, så her får i min historie. 

Min mand og jeg er forældre til verdens dejligste lille dreng. Vi kæmpede en kamp for at få ham! Månede efter månede sad jeg på toilettet og tudede når min menstruation kom  jeg var lige ved at opgive håbet tilsidst... men pludselig stod jeg en dag med en meget meget uventet positiv graviditets test! (efter 2 års kamp!!!) 

Vi var lykkelige!  Tænk sig, vi skulle være forældre! Vi kunne jo godt lave børn så!?  

graviditeten var den mest fantastiske tid! jeg nød kvalmen, jeg nød ligament smerterne, jeg nød at skulle op og tisse 117 om natten, jeg nød sparkede, ondt i lænden - kort sagt jeg nød ALT ved det! jeg var ikke til at skyde igennem af stolthed! 

Vi fik vores lille søn, og han er endnu mere fantastisk end vi nogensinde havde drømt om! 

så tænker i sikkert... hmm okay, hvis i har et barn hvad sidder du så og tuder over, og hvad laver du i denne gruppe??! 

Sagen er den at vi nu har prøvet i 15 mdr på at lave en lille ny! og der sker bare intet! 

I starten var jeg slet ikke stresset over det... vi kunne jo godt lave børn! beviset rendte jo rundt lige foran snuden på mig. ingen grund til panik..! 

da vi havde prøvet i ca 8-9 mdr, begyndte min ellers så positive tilgang dog at krakelere lidt... HVORFOR sker der mon ikke noget??? Kan vi ikke alligevel??? var vores søn et engangs mirakel og bare mega heldigt? 

de efterfølgende måneder kom ALLE mine følelser så tilbage... alle de følelser som jeg følte sidste gang vi prøvede på at gøre mig gravid.. 

jalouxien, afmagtheden, skænderierne, ligegyldigheden i mine øjne, søvnløse nætter med gråd, ukoncentrerbar på jobbet og jeg er nu begyndt at HADE når folk igen stolt kommer og fortæller om en ny opdaget graviditet!!! 

rigtig mange har jo enten fået nr 2, 3 eller også så er de gravide nu... men bare ikke os!!! 

Mit allerstørste marreridt er sket igen! Jeg kan endnu engang ikke lave børn  HVORFOR skal vi igennem det her helvede igen??! 

det er så fucking uretfærdigt! hvorfor må vores søn ikke blive storebror som alle hans venner bliver? 

"Se baby" siger han tit og peger på barnevogne og babyer når vi er nogle steder.. puha det er hårdt!  

Nå men, nu har jeg så taget kontakt til vores læge igen... jeg kan ikke magte der her mere... jeg er konstant nede over det, og det begynder efterhånden at gå ud over vores søn  

vi skal til udredning (igen - ingen af os fejlede noget sidst = uforklarelig barnløse...) og så må vi se hvad der videre skal ske... 

jeg håber at vi bliver sat i behandling, for jeg kan seriøst ikke holde til det her psykiske pres mere.. 

måske tænker i: var nu glad for det barn du har, og så kommer det andet nok (det har jeg hørt 1000 gange det sidste år...) og misforstå mig ikke.. jeg ELSKER min søn over alt på jorden! hvis jeg ikke havde fået ham var jeg sku da gået helt ned med flaget, og er faktisk slet ikke sikker på at jeg var her idag hvis det ikke var for ham...  

men ønsket om nummer 2, og de dårlige minder fra sidste gang, som nu kommer til live igen, er bare SÅ hårdt! 

jeg kan slet ikke glæde mig på andres vegne mere, og den mindste ting i hverdagen omkring babyer og graviditet kan slå mig helt ud... 

Er der nogle er jer andre herinde, som har et barn i forvejen og som nu kæmper for nr 2? 

ved i om man selv skal betale fertilites behandling, når man har en sammen i forvejen på naturlig vis? 

hvis du er med endnu, så mange tak fordi du tog dig tiden! 

hilsen den fortvivlede 

 

I skal selv betale når i har et fælles barn.. Desværre..