At fravælge et familiemedlem, - hvordan gør man?!?

Det er et følsomt emne, men jeg håber nogen kunne have lyst til at dele deres erfaringer/tanker med mig...

 

Kort fortalt, så er jeg efterhånden nået til en punkt i mit liv, hvor jeg har erkendt at jeg ikke orker min far og hans familie som en del af mit liv mere. Det tager simpelthen for hårdt på mig og ødelægger mig i uger både før og efter at jeg har været nødt til at være sammen med dem.

Min barndom og ungdom hos ham har bla.a. budt på et mangeårigt alkoholmisbrug, på fysiske overgreb af forskellig slags, på noget, der bedst kan beskrives som psykisk terror i form af aldrig at være god nok, og aldrig at blive anerkendt som den man gerne vil være.

Den dag i dag er det stadig det der præger vores forhold, jeg må ikke være den, jeg er, det er bagtalelse og rygstikkeri over hele linjen, og de er forfærdeligt gode til at give mig dårligt samvittighed over den mindste ting.

 

Problemet for mig, er at jeg er eneste barn i den del af familien i en hel generation, det vil sige, at når jeg går og kapper kontakten, tager jeg mine børn, og dermed deres børnebørn og oldebørn med mig, og jeg har aldrig kunnet få mig selv til det. Så hellere blive ved at have det elendigt selv. Også selvom jeg egentligt ikke er tryg ved at de skal have kontakt med mine børn, hvilket gør det endnu mere latterligt. Og så er jeg en konfliktsky kylling, der mangler et par ordentlige nosser for at sige det som det, lige i den her sammenhæng i hvert fald.

Og for så at gøre det hele endnu mere svært, fik min far kræft i maven sidste sommer og blev erklæret terminal i august. Han lever endnu, og får kemo, men vi ved ikke om det er måneder eller år han har tilbage. Og jeg har følt, at man da bare ikke kan sige til en mand, der ligger og skal dø, at BUM, jeg vil ikke se dig igen, og du kan også godt lige vinke farvel til dine børnebørn.

Men det ødelægger mit liv. Jeg føler at jeg står ved en skillevej. Og får jeg ikke gjort op med det her, før han dør, så får jeg aldrig gjort det, og så bevæger jeg mig ud mod en person jeg ikke tror jeg har lyst til at være. Jeg ved ikke om det giver mening??

Jeg føler ikke jeg har været rigtigt glad siden jeg fik af vide at han var syg sidste sommer, (hvilket forøvrigt også blev serveret som en stikpille, 'din far har kræft, nu må du jo så selv om du vil bruge lidt mere tid sammen med ham!!') Først var jeg gal over at han var ved at dø, uden at jeg havde fået skældt ham ud. Men så gik det over i at jeg var lettet over at han skulle dø!! Det var en nem udvej for mig. Jeg havde da ondt af ham, på samme måde som jeg ville have af en fremmed, der havde kræft og lå og skulle dø, men det var alligevel en lettelse at tænke på. Og jeg tror ikke man ustraffet på sjælen, kan ønske sin far døden. I hvert fald er jeg havnet i endnu flere psykiske problemer de seneste måneder, og jeg er så småt kommet frem til, at der må være en forbindelse.

 

Ergo er jeg nødt til at få ryddet op. Den eneste måde jeg kan fjerne mig fra ønsket om at han stiller træskoene, er ved at gøre rent bord og gøre mig fri af ham, for så vil han ikke betyde mere end den fremmede, jeg før omtalte og som jeg da vil have ondt af, men heller ikke mere.

Og selvom jeg ikke bryder mig om tanken og at gå hen til en dødsyg mand og gøre hans sidste måneder til en endnu værre tid, ja hvad andet kan jeg så gøre. Han er da vel nødt til også at tage konsekvensen af sine handlinger, syg eller ej. Og han har behandlet mig på en måde, der gør at vi er her idag.

Det gør det endnu sværere at min gamle farmor på 90 lever endnu, og hende har jeg intet ønske om at gøre nogen skade. Men det kan jeg jo ikke undgå.

 

Men hvordan gør man det så?? Når man har besluttet sig for at man vil bryde familiebåndene, og det ikke kommer til at ske af sig selv i et eller andet kæmpe skænderi. Jeg hælder mest til at skrive et brev, for på den måde for jeg bedst udtrykt hvad jeg mener, og har godt tid til at formulere mine tanker. Og med manglen på nosser, som jeg før omtalte, er det jo også den mest behagelige løsning...

Men er det fair?? Manden får jo ikke mulighed for at komme med nogen indsigelser eller at forsvare sig selv. Ikke at det ville betyde noget, hvad han sagde eller gjorde, men det er nok bare den mest brutale måde at gøre det på. Men kan det gøres på nogen ikke-brutal måde??

 

For f***** da, I kan godt høre det.  Jeg har brugt 30 år af mit liv på at forsøge at behage og tage hensyn til de her mennesker, og det har aldrig givet noget godt tilbage, - hvorfor skal det så være så svært nu....

 

 

Når en person har gjort dig fortræd i din barndom, med svigt og lignende ting så mener jeg godt man som voksen kan sige til den person at man ikke mere vil have noget med vedkommende at gøre, det er trods alt et frit land vi lever i og din beslutning kan trods alt ikke komme som et chok for ham, han er vel godt klar over at han ikke har været en god far.

At han er syg spiller ikke en rolle, man må man gerne være egoistisk og tænke på sig selv og sine kære, jeg ville heller ikke føle mig tryg ved at lade sådan en person være sammen med mine børn, så derfor JA, jeg syntes godt du kan afskrive ham fra dit liv, og hvis det er i et brev ja så må det være sådan.

Det bliver garenteret ikke let at skrive brevet men du må lytte til dit hjerte i den her sag, og ikke tænke på hvad du kan tillade dig.

Håber du kan bruge mit svar

Monica

Ingen gode råd. Jeg ville nok gøre det samme som dig.

Tænker også lidt - hvad godt ville der være i en samtale, hvis manden er stædig og ikke vil eller kan se det fra din side? Et brev kan han vel skrive tilbage og det er nok lidt mere velovervejet end et forsvar i en samtale ville være?

 

Puha, det er da noget være rod

Er ked af at du ar haft sådan en opvækst hos din far, og at I har sådan et forhold idag.

Det første jeg tænkte var om du ikke kunne holde de få måneder ud, nu når han er så syg...

MEN dernæst tænkte jeg at det har han jo ikke fortjent... Nu har DU levet efter HANS behov, i hans misbrug og med hans psykiske terror i mange år. Så nu må du vel have lov at være "egoistisk"! Og dermed se på DINE behov, så du kan få det godt igen!

Det virker på mig som om du ikke har noget imod hans mor? Jeg tænker lidt at du måske når din far er gået bort, kan kontakte hende for at høre om HUN vil være en del af dit liv og dine børns? Eller måske allerede forklare hende at du er nød til at bryde kontakten med hendes søn, men at du håber at I stadig kan ses, om ikke andet, børnene kan se deres oldemor.

Jeg synes det ville være ok at skrive et brev. Måske skrive som du forklarer her. Alle dine følelser. Du behøver jo ikke være grim i sproget eller komme med grove ord/beskyldninger. Bare forklare på en pæn måde at du er nød til at tænke på dig selv, og ikke kan klare at bruge så mange uger på at komme dig over deres besøg.

Og måske forklare at du har brug for at sige farvel nu, og ikke når han går bort?

Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, ville bare ikke forlade din tråd uden at kommentere. Og så tænkte jeg, at jeg bare ville skrive hvad der faldte mig ind

Held og lykke med det hele! Det bliver ikke let, om du så vælger den ene eller den anden løsning!

celkt skriver:

Det er et følsomt emne, men jeg håber nogen kunne have lyst til at dele deres erfaringer/tanker med mig...

 

Kort fortalt, så er jeg efterhånden nået til en punkt i mit liv, hvor jeg har erkendt at jeg ikke orker min far og hans familie som en del af mit liv mere. Det tager simpelthen for hårdt på mig og ødelægger mig i uger både før og efter at jeg har været nødt til at være sammen med dem.

Min barndom og ungdom hos ham har bla.a. budt på et mangeårigt alkoholmisbrug, på fysiske overgreb af forskellig slags, på noget, der bedst kan beskrives som psykisk terror i form af aldrig at være god nok, og aldrig at blive anerkendt som den man gerne vil være.

Den dag i dag er det stadig det der præger vores forhold, jeg må ikke være den, jeg er, det er bagtalelse og rygstikkeri over hele linjen, og de er forfærdeligt gode til at give mig dårligt samvittighed over den mindste ting.

 

Problemet for mig, er at jeg er eneste barn i den del af familien i en hel generation, det vil sige, at når jeg går og kapper kontakten, tager jeg mine børn, og dermed deres børnebørn og oldebørn med mig, og jeg har aldrig kunnet få mig selv til det. Så hellere blive ved at have det elendigt selv. Også selvom jeg egentligt ikke er tryg ved at de skal have kontakt med mine børn, hvilket gør det endnu mere latterligt. Og så er jeg en konfliktsky kylling, der mangler et par ordentlige nosser for at sige det som det, lige i den her sammenhæng i hvert fald.

Og for så at gøre det hele endnu mere svært, fik min far kræft i maven sidste sommer og blev erklæret terminal i august. Han lever endnu, og får kemo, men vi ved ikke om det er måneder eller år han har tilbage. Og jeg har følt, at man da bare ikke kan sige til en mand, der ligger og skal dø, at BUM, jeg vil ikke se dig igen, og du kan også godt lige vinke farvel til dine børnebørn.

Men det ødelægger mit liv. Jeg føler at jeg står ved en skillevej. Og får jeg ikke gjort op med det her, før han dør, så får jeg aldrig gjort det, og så bevæger jeg mig ud mod en person jeg ikke tror jeg har lyst til at være. Jeg ved ikke om det giver mening??

Jeg føler ikke jeg har været rigtigt glad siden jeg fik af vide at han var syg sidste sommer, (hvilket forøvrigt også blev serveret som en stikpille, 'din far har kræft, nu må du jo så selv om du vil bruge lidt mere tid sammen med ham!!') Først var jeg gal over at han var ved at dø, uden at jeg havde fået skældt ham ud. Men så gik det over i at jeg var lettet over at han skulle dø!! Det var en nem udvej for mig. Jeg havde da ondt af ham, på samme måde som jeg ville have af en fremmed, der havde kræft og lå og skulle dø, men det var alligevel en lettelse at tænke på. Og jeg tror ikke man ustraffet på sjælen, kan ønske sin far døden. I hvert fald er jeg havnet i endnu flere psykiske problemer de seneste måneder, og jeg er så småt kommet frem til, at der må være en forbindelse.

 

Ergo er jeg nødt til at få ryddet op. Den eneste måde jeg kan fjerne mig fra ønsket om at han stiller træskoene, er ved at gøre rent bord og gøre mig fri af ham, for så vil han ikke betyde mere end den fremmede, jeg før omtalte og som jeg da vil have ondt af, men heller ikke mere.

Og selvom jeg ikke bryder mig om tanken og at gå hen til en dødsyg mand og gøre hans sidste måneder til en endnu værre tid, ja hvad andet kan jeg så gøre. Han er da vel nødt til også at tage konsekvensen af sine handlinger, syg eller ej. Og han har behandlet mig på en måde, der gør at vi er her idag.

Det gør det endnu sværere at min gamle farmor på 90 lever endnu, og hende har jeg intet ønske om at gøre nogen skade. Men det kan jeg jo ikke undgå.

 

Men hvordan gør man det så?? Når man har besluttet sig for at man vil bryde familiebåndene, og det ikke kommer til at ske af sig selv i et eller andet kæmpe skænderi. Jeg hælder mest til at skrive et brev, for på den måde for jeg bedst udtrykt hvad jeg mener, og har godt tid til at formulere mine tanker. Og med manglen på nosser, som jeg før omtalte, er det jo også den mest behagelige løsning...

Men er det fair?? Manden får jo ikke mulighed for at komme med nogen indsigelser eller at forsvare sig selv. Ikke at det ville betyde noget, hvad han sagde eller gjorde, men det er nok bare den mest brutale måde at gøre det på. Men kan det gøres på nogen ikke-brutal måde??

 

For f***** da, I kan godt høre det.  Jeg har brugt 30 år af mit liv på at forsøge at behage og tage hensyn til de her mennesker, og det har aldrig givet noget godt tilbage, - hvorfor skal det så være så svært nu....

 

 

Jeg synes du beskriver dit dilemma rigtig flot! Jeg forstår dig så udemærket... Ikke at jeg har prøvet det, men kan godt følge dig. 

Men jeg tænker om det måske var en ide at fortælle din far hvordan du har det? Og  virkelig gøre rent bord der, men samtidig give ham mulighed for at fortælle dig sin side af set og måske give dig en undskyldning? Ikke at du skal gå ind i det med en forhåbning om en undskyldning, men gå ind i det med et åbent sind og så bagefter gøre op med dig selv hvad der er det rigtige at gøre? 

Så tænker jeg at du har gjort alt hvad du kunne gøre og få en afslutning på din dårlige oplevelser i barndommen. 

Ønsker dig alt det bedste!