At tale fortroligt... :(

Jeg er gravid, ikke så langt henne, og vi har kun fortalt nogle ganske få det. Et par af mine veninder og så vores forældre.

Jeg ville gerne vente til efter 10-12 uge.

Min søn har vi heller ikke fortalt det til - jeg synes nemlig først at han skal have det at vide, når han må fortælle det videre. Jeg synes det er for stort at bede en 8-årig dreng om at kunne holde på sådan en hemmelighed.
Og udover det, er risikoen for at noget går galt jo også mindre, og jeg syntes ikke, at han behøvede at vide det - hvis nu det var.

For et par uger siden - lige da jeg havde testet positiv - snakkede jeg med en mor til min søns klassekammerat. Vores drenge leger en del, og vi har været lidt i samme situation, idet vi begge har været alene i nogle år, og vores drenge har været i samme situation i forhold til at være skilsmissebørn.
Vi er ikke veninder, men har ind i mellem talt kærester mm. Ting som jeg har opfattet som fortrolige.

Hun fortæller mig, at hun er gravid - og jeg kunne ikke holde min mund, da det viser sig, at vi har termin samtidig. Jeg fortæller hende det - i den tro, at vi snakker fortroligt.
For en sikkerheds skyld siger jeg til hende, at vi på det tidspunkt hverken havde fortalt det til min søn, vores forældre eller nogen andre, så det er hemmeligt.
Det gentager jeg i øvrigt i en sms nogle dage senere, da hun fortæller, at hun nu har fortalt sin søn, at han skal være storebror.

I går stødte min kæreste og jeg så tilfældigt ind i hendes søn og hans far (hendes eks mand), som jeg jo kender fra skolen.
Farmand peger på min mave og ønsker tillykke.

Jeg har spurgt til om drengen også ved det. Det gør han. Men har fået at vide, at han ikke må sige noget til min søn.

Er jeg hysterisk, når jeg bare blev pisse ked af det?

Min søns klassekammerat og dennes far ved nu - før min søn selv ved det - at han skal være storebror.
Jeg har det så dårligt med at kammeraten risikerer at komme til at sige noget til min søn, om at han vidste det først. Og det mener jeg egentlig ikke, at man kan bebrejde drengen, hvis han gør.

Men kunne hans mor ikke godt have holdt sin mund?
Overreagerer jeg?
Hvis man får noget at vide i fortrolighed er det så ok at fortælle det videre - hvis man bare er "sikker på" at den næste ikke gør det samme? Og hvordan kan man være sikker på det, hvis man ikke selv er til at stole på?!

Jeg har det selv sådan med ting, folk fortæller mig, at med mindre jeg er 210% sikker på, at det gerne må fortælles videre, så holder jeg min mund.

Min kæreste og jeg har aftalt, at vi nu - bare for at være sikker på, at han ikke hører det "ude i byen" - fortæller min søn det i morgen når han kommer hjem fra sin far - og dermed også er nødt til at fortælle hans far det. Ikke noget problem som sådan. Vi ville bare gerne selv have kunnet bestemme hvornår. Også bl.a. fordi det nok hurtigt kommer til nogen fra mit arbejde - og der ville jeg også gerne vente med at fortælle det.

Virkelig dårlig stil i min verden...
Hvordan ville I reagere?

Det kan jeg sagtens forstå du er ked af.

I min verden er det da også bare helt forkert at din søns kammerat ved at din søn skal være storebror, når han ikke engang ved det endnu.

Selv kan jeg sagtens holde mund hvis jeg bliver fortalt noget i fortrolighed.
Men det er der desværre nogen der ikke kan.

Så nu ved du da, at du ikke skal sige noget til hende, som ikke skal videre.

Jeg synes det er en god idé at i får det fortalt til din søn, så han ikke hører det ad omveje.
Og så kunne jeg nok godt finde på at lade en bemærkning falde til hende sladretanten.

Nej, du er i hvert fald ikke hysterisk! 

Øv, for en situation du er kommet i, men nu ved du bare at hun ikke kan holde mund  Det lyder ikke til at hun kender ordet hemmeligt  Øv, hvor jeg hader sådan noget....

God idé at fortælle det til din søn inden han hører det fra sin legekammerat 

Tak for svar.

Rart at høre, at det ikke er mig, der overreagerer. Om jeg siger noget til hende om det, ved jeg ikke.  Men nu ved jeg da i hvert fald, som I skriver, at det ikke er hende, jeg skal tale fortroligt med.

Jeg kan bare slet, slet ikke sætte mig ind i, hvordan hun kan synes, at det er ok at fortælle sådan noget videre, når hun ved, at vi ikke selv har fortalt det til nogen.
Og da især at fortælle det til hendes søn, når min ikke engang ved det endnu.

Anonym skriver:

Jeg er gravid, ikke så langt henne, og vi har kun fortalt nogle ganske få det. Et par af mine veninder og så vores forældre.

Jeg ville gerne vente til efter 10-12 uge.

Min søn har vi heller ikke fortalt det til - jeg synes nemlig først at han skal have det at vide, når han må fortælle det videre. Jeg synes det er for stort at bede en 8-årig dreng om at kunne holde på sådan en hemmelighed.
Og udover det, er risikoen for at noget går galt jo også mindre, og jeg syntes ikke, at han behøvede at vide det - hvis nu det var.

For et par uger siden - lige da jeg havde testet positiv - snakkede jeg med en mor til min søns klassekammerat. Vores drenge leger en del, og vi har været lidt i samme situation, idet vi begge har været alene i nogle år, og vores drenge har været i samme situation i forhold til at være skilsmissebørn.
Vi er ikke veninder, men har ind i mellem talt kærester mm. Ting som jeg har opfattet som fortrolige.

Hun fortæller mig, at hun er gravid - og jeg kunne ikke holde min mund, da det viser sig, at vi har termin samtidig. Jeg fortæller hende det - i den tro, at vi snakker fortroligt.
For en sikkerheds skyld siger jeg til hende, at vi på det tidspunkt hverken havde fortalt det til min søn, vores forældre eller nogen andre, så det er hemmeligt.
Det gentager jeg i øvrigt i en sms nogle dage senere, da hun fortæller, at hun nu har fortalt sin søn, at han skal være storebror.

I går stødte min kæreste og jeg så tilfældigt ind i hendes søn og hans far (hendes eks mand), som jeg jo kender fra skolen.
Farmand peger på min mave og ønsker tillykke.

Jeg har spurgt til om drengen også ved det. Det gør han. Men har fået at vide, at han ikke må sige noget til min søn.

Er jeg hysterisk, når jeg bare blev pisse ked af det?

Min søns klassekammerat og dennes far ved nu - før min søn selv ved det - at han skal være storebror.
Jeg har det så dårligt med at kammeraten risikerer at komme til at sige noget til min søn, om at han vidste det først. Og det mener jeg egentlig ikke, at man kan bebrejde drengen, hvis han gør.

Men kunne hans mor ikke godt have holdt sin mund?
Overreagerer jeg?
Hvis man får noget at vide i fortrolighed er det så ok at fortælle det videre - hvis man bare er "sikker på" at den næste ikke gør det samme? Og hvordan kan man være sikker på det, hvis man ikke selv er til at stole på?!

Jeg har det selv sådan med ting, folk fortæller mig, at med mindre jeg er 210% sikker på, at det gerne må fortælles videre, så holder jeg min mund.

Min kæreste og jeg har aftalt, at vi nu - bare for at være sikker på, at han ikke hører det "ude i byen" - fortæller min søn det i morgen når han kommer hjem fra sin far - og dermed også er nødt til at fortælle hans far det. Ikke noget problem som sådan. Vi ville bare gerne selv have kunnet bestemme hvornår. Også bl.a. fordi det nok hurtigt kommer til nogen fra mit arbejde - og der ville jeg også gerne vente med at fortælle det.

Virkelig dårlig stil i min verden...
Hvordan ville I reagere?

Jeg var blevet TOSSET

Det er simpelthen ikke i orden.

Stod jeg i din situation, så ville jeg skynde mig at fortælle sønnemand det nu, før legekammeraten gør det. Som du selv siger er det en stor ting for en 8 årig at gå med, og det kan så let slippe ud.

Så hellere nu og så være sikker på at det er JER der fortæller ham det.

Tillykke med graviditeten i øvrigt. Hvor er det dejligt for jer

Jeg var blevet TOSSET

Det er simpelthen ikke i orden.

 

Stod jeg i din situation, så ville jeg skynde mig at fortælle sønnemand det nu, før legekammeraten gør det. Som du selv siger er det en stor ting for en 8 årig at gå med, og det kan så let slippe ud.

Så hellere nu og så være sikker på at det er JER der fortæller ham det.

 

Tillykke med graviditeten i øvrigt. Hvor er det dejligt for jer

Tak. 

Han kommer først hjem til mig i morgen, så jeg må håbe, at den går til i morgen aften. Så snart vi alle tre er landet hjemme, får han det at vide.

I morgen skal de være i skole sammen, så jeg satser på, at snakken ikke falder på små søskende. 

Jeg tror den anden mor har et lidt andet forhold end mig til, hvad og hvor meget man fortæller sit barn. Og det må jo være hendes sag. Men jeg er SÅ skuffet over, at man kan finde på at fortælle sådan noget videre, når man får at vide, at det er fortroligt.

Vi ville gerne selv have styret, hvem der skulle vide det hvornår. 

Og tak for lykønskningerne. Bortset fra dette, glæde vi os!!