Anonym skriver:
AAARRRHHHHH!!!!!!!!!!
Skriver lige ano for ved nogen fra min familie "holder øje" med hvad jeg laver på de sider jeg er. Så for ikke og få det skudt tilbage i hovedt igen bliver det så ano.
Jeg har i et årstid nu været på dep. piller, blev opdaget som fødselsdep. men er selv ret sikker på det bunder langt tilbage fra barndommen, og at det bare blev 100x værre efter min lille pige fik kolik og alt kørte af skinner. Men er som sagt nu på piller og offentligt depressions ramt. Har gennem min barndom æret hos flere forskellige psykologer, men haft pause på flere år pga pengene.
Min mor er enlig og har været det gennem mig og mine søskendes opvækst og egentlig klaret det godt. Men nu er det som om hun er meget mere skrøbelig, alt hvad jeg går og har det skidt med kan jeg ikke længere snakke med hende om som førhen, for hun får det på en eller anden måde til og lyde som om det er hendes skyld alt sammen, og jamen har bare ikke lyst til og snakke med hende eller min storsøster som jeg førhen har snakket godt med, for føler jeg for skyldenfor og sige eller gøre alt muligt, uden de gør det direkte.
Efter jeg så er blevet mor er mit forhold til min familie bare blevet mere anstrengt og belastende for mig. Før jeg fødte havde jeg nævnt og snakket med min familie om at jeg gik med den ide om at jeg muligvis havde en dep. men de sagde på deres egen inddirekte måde at det var noget pjat og sige. Så da jeg så fik mig selv til og komme ud med det hos lægen, kunne hun klart give mig ret i der var noget galt.
Ingen vil rigtig snakke om hvordan jeg har det, de kan sagtens sige jeg bare skal sige hvis der er noget, men ellers høre jeg ikke noget. Min datter er mere vigtig for min mor nu end jeg er. Det for hun mig ihvert fald til og føle, for det er ikke sådan hun ville ses flere gange i ugen før jeg fødte, men da fødslen nærmede sig, nærmede hun sig os, hun fik hurtigt planlagt at hver lørdag skulle vi skiftes til og give mad og hver onsdag når hun havde tidlig fri skulle hun komme forbi, og det hele blev bare for meget, hvis der var en gang der blev aflyst, skulle jeg høre på hvordan hun savnede sit barnebarn og hvornår hun nu måtte se sit barnebarn igen.
Og er glad for hun vil være en del af hende og det skal hun også, men til en hvis grænse. Og især nu hvor jeg er begyndt og trække mig lidt fra hende/dem, skal de bare give mig plads. Jeg er træt af at alle hendes sætninger starter med 'Ikke for og være træls, meen ...' og så ved jeg altid sætningen fortsætter med kritik over noget jeg gør forkert ved min datter, og sådan har det altid været. Hun ser mig som svag, og for mig til og føle jeg ikke er tilstrækkelig eller god nok for min datter.
Er bare træt af og føle mig trådt på hver gang vi har været sammen med dem, og jo mere jeg prøver og trække mig, jo værre gør de det. De forstår ikke hvordan jeg har det og at jeg ikke har overkud eller ærligt lyst til og se dem for tiden, har ikke fortalt dem det, men hentydet fint. Jeg føler mig rigtig træls dagen optil vi har en aftale med dem, mens vi er der og bagefter.
Der forgår bare så meget hjemme hos min familie for tiden, min ene søster har anoreksi, men som er under kontrol, min storsøster går og tror hun skal tage alles følelser til sig, min lillebror har lige fået konstateret en autisme, som forklare hans måde og være på (han er 11 men bliver behandlet og er som en på 4, han kan ikke gå på toilet selv, han skal have sin vilje, han må ikke gå over en vej selv, ja hun behandler som et lille barn og han er som et) Men alt sammen gør at jeg trækker mig for og give mig selv ro og lade dem få ro til og finde ud af det hele.
Jeg har lige siden disse følelser startede haft uendelige drømme om hvordan min mor prøver og tage min pige fra mig og tage kontrollen, i starten bukkede jeg under for hendes kampe i drømmene, men nu er jeg begyndt og kæmpe imod i drømmene.
De her drømme gør ikke mine følelser omkring dem bedre, for de er på en måde for mig så virkelige og påvirker mig meget!
Men selvom min overskud er i lig minus for tiden, så føler jeg mig presset af dem, min mor skal til og have sit knæ opereret her snart og jeg har sagt ja til og gå ned og hente min bror og passe ham den første dag, men fordi hun ikke må gå på knæet i 4 uger, vil min SØSTER nu have jeg skal sige til min mor at jeg nok skal hente ham fra skolen hverdag, hans skole ligger på den anden side af vejen. Og selvom det lyder skide egoistisk, så sidder jeg og er ved og gå i panik og bryde sammen, ved tanken om at jeg SKAL holde den aftale om og gå ned til hans skole (tager ca 20-30 min for mig og gå til hans skole) for og hente ham og følge ham over en vej og gå et kort stykke for at han er afleveret, og så for og gå hele vejen hjem, som på vejen hjem er op af en kæmpe bakke som jeg længe har undgået fordi jeg ikke kan overskue den.
ÅRH føler mig som en skide ego, men samtidig ved jeg hvor skide irriteret og ødelagt jeg vil blive hvis jeg skal sige ja til og holde den aftale i 4 uger.
Så piger, kom med jeres råd, meninger, holdninger osv, men hvad gør jeg????????????????????????????????????
kram mig
Øv hvor lyder det bare ikke som om du har det nemt.. Ikke nok med du ska prøve og holde sammen på dig selv og din datter ska du os rede resten af din familie, det er ikke fair.. Er der ikke en moster eller noget der kan hjælpe din mor?
Tænker bare hvis både dig og din søster har problemer er det jo ikke rimeligt i ska ta jer af jeres bror.. Mht din mor syntes jeg du ska prøve at forklare hende at det ikke hjælper på din dep. at få kritik eller hva der føles som kritik hele tiden og at der bare er dage hvor du ikke orker andet end bare at være derhjemme alene med dit barn.. Hvordan ska du ellers blive rask hvis du ikke får tid til dig selv og hele tiden skal bekymre dig om andre..
