Kæreste gravid i 2 uge, hun er 17, jeg er 18...

Som det fremgår i min overskrift, har jeg lidt af et problem, syndes jeg selv.

Jeg er en ung mand (vel nærmest dreng i denne sammenhæng) på 18 år, går ud af 3.g nu her og skal til at tage hul på livet og påbegynde en uddannelse. Jeg har (kun) været sammen med min kæreste i lidt over en måned nu, men vi har alligevel båret os ad med at gøre hende gravid til trods for hun var på p-piller (spørg mig ikke hvordan det er sket ).
Hun går i 1.g og er 17 år.

Jeg føler mig ikke parat til at få et barn, og synes det er dybt uansvarligt at få et barn før nogen af os i det mindste har startet eller i bedste fald afsluttet en uddanelse, og så har jeg bare ikke lyst? Jeg kan skrive flere sider om hvorfor vi ikke burde gennemføre det, men jeg tror at alle kan se problemstillingen.

Det er selvfølgelig ikke kun min beslutning at tage, men synes bare at argumenterne for at få en abort er så stærke og argumenterne for, er begrændsede. Hun overvejer kraftigt at beholde det, og jeg har enligt ikke nogen inflydelse på hendes afgørelse, ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til hendes afgørelse. Timingen kunne nærmest ikke være dårligere, sandsynligheden for at jeg kan finde et job efter 3.g er meget lille, og hun har sit gymnasie foran sig etc. Jeg kan udemærket godt forstå hvorfor hun ikke vil havde en abort, men ved bare ikke hvilket slags liv vi kan tilbyde et barn i vores alder? uden uddanelse eller noget andet solidt grundlag for vores eksistens, set i lyset af det faktum, at 50% af alle ægteskaber går i opløsning, syndes jeg bare ikke vi har et solidt nok udgangspunkt, når oddsne for at vi bliver sammen er imod os i forvejen. Jeg har ikke lyst til at opdrage endnu et skilsmisse barn og komme med i statistikkerne..

Ved ikke hvad jeg skal gøre..

Først:

Det kan sagtens lade sig gøre at blive gravid på p-piller... Hvis du vil være 100 sikker, så er bør det være noget med ppiller OG kondom... Og ja, intet i verden er 100%...
Der er mange grunde til at man kan blive gravid på p-piller. Nogens mavesyre æder p-pillerne, nogen har for mange hormoner selv og det gør et eller andet ved hormonerne i pillerne, andre igen kan slet ikke optage stofferne fra pillerne og til sidst kan hun også have misset en pille eller to... Så det kan SAGTENS lade sig gøre... Selvfølgelig, i jeres tilfælde er det en formildnene omstændighed, at I har været ansvarlige og på en eller anden måde ikke kan gøre for at I er endt i denneher situation. - Jeg går IKKE ind for afholdenhed mellem unge mennesker

Samtidig. - Jeg forstår godt at det er en lorte situation, I står i. HVIS hun vælger at beholde det, så skal du ALDRIG nogensinde, lade være med at tage din uddannelse færdig. Et barn tager ikke skade af brugt tøj, babsemælk (gratis) og de billige bleer fra aldi
Hun når måske at blive 18, mens hun er gravid og hvis hun er (enlig)forsørger, er der vidst også noget med at hun kan få forsørger SU, forhøjet børnetilskud osv... Så skal I bare lade være med at gifte jer og flytte sammen... - Hvilket selvfølgelig også er svært, hvis man er glade for hinanden. Jeg opfordrer på INGEN måde, til socialt bedrageri, men en måde at klare jer. Formoder at du måske kan blive boende hjemme?

Der er MANGE måder at klare sig på, hvis det er sådan at I vælger barnet. HVIS I vælger barnet, skal det være fordi I har lyst til og overskud til at elske barnet. Det er det eneste et barn kræver. Det er kærlighed. ikke dyre gaver, eller dyrt tøj eller dyrt købe-ske-mad i glas... Det er BLOT kærlighed

jeg er selv datter af en ung mor og ung far, dog ikke helt så unge som jer, men de har været gode forældre. Måske blev jeg passet lidt mere af min farmor og farfar end mange andre børn, men det har IKKE været negativt for mig. Tværtimod havde/har jeg et super dejligt forhold til min farmor og farfar og elsker dem overalt på jorden

Det skal nok gå, uanset hvad I vælger... Men jeg forstår godt, hvis hun ikke kan få en abort. Så må I finde ud af, hvordan I klarer den sammen, hvis det ender der.

Håber det bedste for jer!


KRAM

pharphar skriver:

Som det fremgår i min overskrift, har jeg lidt af et problem, syndes jeg selv.

Jeg er en ung mand (vel nærmest dreng i denne sammenhæng) på 18 år, går ud af 3.g nu her og skal til at tage hul på livet og påbegynde en uddannelse. Jeg har (kun) været sammen med min kæreste i lidt over en måned nu, men vi har alligevel båret os ad med at gøre hende gravid til trods for hun var på p-piller (spørg mig ikke hvordan det er sket ).
Hun går i 1.g og er 17 år.

Jeg føler mig ikke parat til at få et barn, og synes det er dybt uansvarligt at få et barn før nogen af os i det mindste har startet eller i bedste fald afsluttet en uddanelse, og så har jeg bare ikke lyst? Jeg kan skrive flere sider om hvorfor vi ikke burde gennemføre det, men jeg tror at alle kan se problemstillingen.

Det er selvfølgelig ikke kun min beslutning at tage, men synes bare at argumenterne for at få en abort er så stærke og argumenterne for, er begrændsede. Hun overvejer kraftigt at beholde det, og jeg har enligt ikke nogen inflydelse på hendes afgørelse, ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til hendes afgørelse. Timingen kunne nærmest ikke være dårligere, sandsynligheden for at jeg kan finde et job efter 3.g er meget lille, og hun har sit gymnasie foran sig etc. Jeg kan udemærket godt forstå hvorfor hun ikke vil havde en abort, men ved bare ikke hvilket slags liv vi kan tilbyde et barn i vores alder? uden uddanelse eller noget andet solidt grundlag for vores eksistens, set i lyset af det faktum, at 50% af alle ægteskaber går i opløsning, syndes jeg bare ikke vi har et solidt nok udgangspunkt, når oddsne for at vi bliver sammen er imod os i forvejen. Jeg har ikke lyst til at opdrage endnu et skilsmisse barn og komme med i statistikkerne..

Ved ikke hvad jeg skal gøre..

hej ja det er rigtig hårdt at få et barn, og det er ligemeget om man er klar eller ej, men det bliver bedre med tiden. man er nødt til at tag en dag af gangen, ellers har man ikke overskud til det. det er godt at du har de tanker, det viser at du er moden og ansvarlig. og alle er bange for, om man nu kan opdrage barnet godt. jeg mener at alle er gode mødre og fædre. og det kommer du også til at være, og det er det eneste du skal tænke på. lad være med at tænke så meget på det. tag først stilling til det, hvis der opstår problemer, fordi det er altid anerledes end det man har forbedre sig til. du skal ikke være for bekymret, det gøre det mere svært for dig.

jeg er 16 og gravid i 10 uge , jeg står alene med det da faren gik han er 20

Hejsa.

Jeg synes det der er vigtigst lige nu, er at du støtter hende, og viser at du er interesseret i at tage en fælles beslutning på det her område. Hvad enten det så bliver det ene eller andet.

Hun er i en følelsesmæssig rutsjebane lige nu (dermed ikke sagt at du ikke er&nbsp Men det er svært at føle at hele verdenen er imod sig, been there, done that!!!!

Jeg synes i skal sætte jer ned og snakke det igennem!!

Første gang jeg blev gravid (som 18 årig), fik jeg en abort, udelukket pga faren. Det knuste mig, umådeligt meget. 2. gang, begyndte faren at sende mig trusler, og pudse hans kammerater på mig, til sidst skred han helt ud af vores liv. Men i den her situation er det altså bare vigtigt at man følger sit hjerte. Det eneste rigtige at gøre er at snakke det igennem, og finde en løsning der kan fungere for jer begge.

Der er ingen grund til ikke at få uddannelse og fortsætte i skole fordi man har fået et barn!! Jeg er selv enlig mor, og står helt alene med det hele. Jeg er i gang med skolen, og lever fint på en SU.
Det kræver ingen universitets uddannelse at være forældre. Og som Zafir skrev, er man ikke en mindre kærlig forælder fordi ens barn går i billige bleer (hvilket efter min mening faktisk er de bedste) og genbrugstøj.
Det eneste de kræver er kærlighed og støtte.

Så tag det ganske roligt.

Lad os høre hvordan det kommer til at gå. Held og lykke med det

Knus Pernille, mor til skønne Milla-Victoria på 14½ mdr

Hej

Jeg er 18 år, jeg blev gravid da jeg var 17. Barnets far er 20, så lidt ældre end dig! Jeg kan fortælle dig at mit barns far var præcis ligesom dig! Han ville overhovedet ikke have det barn og det er for tidligt og "Jeg er ikke færdig med min uddannelse" osv osv.. Men jeg blev ved med at sige NEJ og STOP til alle hans latterlige agumenter for at jeg skulle have den abort. Den dag i dag, 2 måneder siden jeg fortalte jeg var blevet gravid, er vi sammen og har aldrig været mere glade for hinanden. Han støtter mig i alt og vi flytter i lejlighed om 3 uger Han siger selv at det var fordi han var chokeret over det, da jeg var på p-piller, ligesom jer! Og at han var bange for hvad der ville ske og hvordan det nu skal gå osv. Men igen, vi er sammen og er glade og det hele skal nok gå!

(Vi havde været sammen i lige knap 2 måneder, da jeg fandt ud af jeg var gravid!!!)

Jeg havde ikke fået en abort uanset hvad! Jeg elsker min lille fine mave og det der er derinde! Det samme gør min kæreste. Du fortryder hvis du bakker ud nu og ikke er med til scanninger, fødslen og barnets opvækst. For jeg kan forstå din kæretse ikke vil have en abort, eftersom du skriver herinde

Jeg vil bare sige at du skal være der for hene 100 % hele vejen i gennem og bagefter, uanset om du er sammen med hende eller kun er barnets far.

Held og lykke med det hele og håber du lytter til dit hjerte

Knus Sabrina