Jep, det er hvad jeg er! Og må lige lufte det her i anonym form, da jeg ikke vil offentliggøre noget, før det er helt på plads. Beklager at det er langt, men ja, jeg er sgu stolt lige nu.
Jeg har gået arbejdsløs siden jeg dimitterede fra uni i sep. 2008 - dog afbrudt af 1 års barsel. Jeg har gjort alt hvad systemet bad mig om og mere til - taget den ene praktik/løntilskud efter hinanden for at være i gang. Alligevel gik jeg ned i december pga. den måde jeg følte at de arbejdende så på mig... sådan rigtig ned. Har været i forløb hos en coach i noget tid, og begyndte at rejse mig igen. Fik så job som handicaphjælper - langt fra mit fag, men godt ift. familien
14 dage før opstart døde borgeren så
Bang! Tilbage i jobkøen igen og følelsen af at være en nasserøv i alles øjne vendte tilbage med ny styrke.
For 14 dage siden mødte jeg en gammel bekendt som fortalte at de manglede lærervikarer på hendes skole. Hun ville lige ligge et godt ord ind, og få kontaktoplysninger til mig. Hun holdt hendes løfte, og efter en kort telefonsamtale kom jeg til rigtig samtale... og startede som vikar dagen efter
For første gang i godt 3,5 år tjente jeg mine egne penge! Godt nok med supplerende dagpenge, men jeg følte jeg gav lidt igen.
I dag - efter 9 dage som vikar - er jeg så tilbudt faste timer i en periode. Der er kommet en sygemelding, der "rækker ind i fremtiden" og de vil gerne have en fast på. Og det blev mig!!! Ud af alle deres vikarer, blev det mig
Med et selvværd under kældergulvet, går det her lige ind på positivtetskontoen!
Så nu skal jeg på mandag have lagt skema og fundet ud af hvor mange timer, og hvad lønnen er. Det er ikke fuld tid, men hvis det svarer til det jeg har nu på dagpenge, så "dropper" jeg dagpengene i den tid jeg har vikariatet. Jeg behøver ikke at tjene mere end nu, bare det går lige op. Jeg håber!!! Tænk, at kunne komme ud af dagpengesystemet, også selvom det er for en begrænset periode, og kunne holde op med at føle sig som en doven nasserøv i andre menneskers øjne!
Ja, jeg er nærmest lykkelig igen - en følelse, der har været meget sparsomt repræsenteret i mit liv i mange måneder. Måtte bare ud med det. Håber ikke, jeg nu har jinxet det
