Råd søges til desperrart familie ! :(

Hej søde baby.dk venner

Jeg skriver dette indlæg med stor frustration !

må nok heller starte ved begyndelsen, undskyld på forhånd hvis det bliver lidt rodet..

vores lille dreng på snart 2 har haft en lidt hård start på livet, han er ørebarn, og får pencilin i hvertfald 1 gang hver 2 måned, som minimum. så ikke nok med det, er han også et feberkrampe barn, og har haft mange grimme oplevelser med "dumme" læger, larmene ambulancer, mange indlæggelser og nåle. han har altid været ved stærkt mod, taget det hele med et smil, osv.

selvom han har været udsat for så meget, har det aldrig påvirket hans søvn, han har været et "drømme barn" sovet fra 19 - 07:30 næste dag, man har altid bare kunne ligge ham i sin seng og sige godnat.  han er en super kærlig og sej knægt, men alt det ændrede sig drastigt (staves) Juleaftens nat.

han fik feberkramper, meget slemme, og vi fik først givet ham stesolid efter 13 min. han reagerrede negativt på det, og kunne ikke få vejret. vi blev hentet med ambulance igen igen, men denne gang var det anderledes, han blev revet ud af mine arme, og fik slanger , elektroder og alt muligt ubehagelige ting i sig og på sig, og han kunne ikke stritte imod pga stesoliden. han lå på helt stille, kunne ikke blinke eller noget, men man kunne se tårerne trille ned af hans kind og skrækken i hans øjne. sidder og skriver dette med tårer i øjnene, så forfærdelig en oplevelse var det får os alle sammen.  siden den dag har han ikke været sig selv.

han er genert, mistroisk, agressiv, og genneralt en trist dreng.

han gider ikke spise optimalt, han tør ikke være alene, specielt ikke sove alene, han de gange vi har prøvet at ligge ham i sin egen seng og ladet ham ligge i bare 5 min, bliver vi mødt af et lille blodigt ansigt, fordi han simpelthen kaster sit hoved ind i trammerne til han bløder, så det tør vi ikke mere, nu sover han mellem os, vågner hver 2. time og skriger helt uhæmmet, han er panisk, og meget ulykkelig, og skal helst sove på min mave, ikke nok med det, så kan vi først få ham til at sove ved 23 tiden.

vi er desperrarte og ved ikke hvad vi skal gøre for at han igen bliver vores lille glade dreng, ? har snakket med SP, hun siger bare vi skal forer sengen, smide ham i kl 19, og bruge godnat og sov godt metoden, men tør ikke

HJÆLP OS !!! vi er desperrarte !¨

undskyld det blev lidt langt

er anonym af hensyn til min lille familie .

Puha - sikke en historie - stakkels lille dreng og stakkels jer!

Jeg tror jeres søn reagerer på det der er sket og simpelthen har brug for masser af tryghed - så det ville jeg give ham. Jeg synes, I skal lade jeres søn ligge hos jer - trøst ham, kram ham og giv ham det han har brug for. Jeg tror det er den bedste måde I kan komme videre på - simpelthen fylde ham med tryghed og nærvær, så skal han nok få det bedre.

I har været heldige med hans søvnmønster i laaaaang tid, og nu er i knap så heldige, det tror jeg "bare" I er nødt til at acceptere...

Held og lykke - og KRAM

PYHA!!! Stakkels stakkels dreng!!! -og stakkels forældre.

Først skal du have en kæmpe klap på skulderen for ikke at bruge godtnat sov godt metoden. Det vil blot gøre det hele meget værrer!!!

Jeres dreng lider af posttraumatisk stresssyndrop (det er jeg ret sikker på ud fra din beskrivelse!) og det er virkelig vigtigt at det bliver taget alvorligt.

Har han noget sprog? Hvad kan han sige?

Det er meget vigtigt at I får sat ord på hans oplevelse. Han har jo mødt 'dødsangsten' også selvom han ikke har nogen ide om hvad det vil sige at dø (og at han ikke var ved det at dø), og det sætter sig meget dybt i små børn. Men de kan komme ud på den anden side hvis man arbejder med det.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig igennem det her, måske skulle vi gøre det over PB. Det kræver selvfølgelig at jeg får nogle flere oplysninger, men du er velkommen til at skrive til mig.

Syntes godt det svar i har fået af sp er dybt uprofessionelt!! I ska snakke med en læge, som evt ka henvise jer til nogen som ved noget mere omkring den slags ting!! 

Uden at vide det, så ka han jo ha taget skade under sin sidste krampe og det ved Sp i hvert fald heller ik nok om. 

Jeg håber godt nok i får noget hjælp!! Vh stine

Hold da op. Stakkels lille dreng, at han skal igennem alt det. Jeg kan godt forstaa at I er desperate.

Da min datter var to aar havde hun ogsaa en oplevelse som gjorde at hun havde brug for at vaere taet paa os, og altsaa ikke sove alene. Vi tog konsekvensen af det og hun sov mellem os ca halvanden maaned. Og derfra blev hun langsomt vaennet til sin egen seng. Det gjorde vi ved det at vi spurgte hende om hun ville sove i hendes egen seng og proevede at goere det attraktivt at ligge derinde. Og det endte da med at hun selv sagde ja, og selvom hun stadig kan lide at ligge i "revnen" engang imellem nu hun er 7, ja, saa sover hun selvfoelgelig i egen seng og paa eget vaerelse.

Jeg er overhovedet ikke enig med SP. Nu mener jeg aldrig man skal bruge Sov Godt metoden, men da slet ikke i jeres tilfaelde, da der jo er en helt klar grund til at jeres dreng er angst og traenger til tryghed.

Jeg er bange for at jeg desvaerre ikke har nogen gode raad, andet end at vaere der for ham altid, men det er I jo allerede. Men respektér de valg han tager lige nu, saasom at vaere hos jer.

Rigtig god bedring med ham 

Puh jeg får ondt i maven af at læse dit indlæg! Sikke en forfærdelig oplevelse for ham og for jer som forældre.

Jeg har selv stået med et barn der ikke kunne få luft pga pludselig falsk strubehoste som var ret slem. Det er SÅ forfærdeligt at det ikke kan beskrives!

Efter min mening er SP helt galt på den. Han har ikke brug for at blive forladt i en seng alene og grædende. Han har brug for jer og brug for at blive holdt om og passet på og føle sig tryg. Det han har oplevet har været traumatisk for ham og klart at der er en reaktion.

Jeg har desværre ikke en løsning i ærmet, men jeg føler med jer. Det er rigtig hårdt for både jer og jeres søn. Jeg ville nok prøve at acceptere situationen som den er lige nu og huske, at det ikke vil være sådan altid. Derudover ville jeg lade drengen sove i soveværelset, så han føler sig tryg.

Stort knus

3rollinger skriver:

Hold da op. Stakkels lille dreng, at han skal igennem alt det. Jeg kan godt forstaa at I er desperate.

Da min datter var to aar havde hun ogsaa en oplevelse som gjorde at hun havde brug for at vaere taet paa os, og altsaa ikke sove alene. Vi tog konsekvensen af det og hun sov mellem os ca halvanden maaned. Og derfra blev hun langsomt vaennet til sin egen seng. Det gjorde vi ved det at vi spurgte hende om hun ville sove i hendes egen seng og proevede at goere det attraktivt at ligge derinde. Og det endte da med at hun selv sagde ja, og selvom hun stadig kan lide at ligge i "revnen" engang imellem nu hun er 7, ja, saa sover hun selvfoelgelig i egen seng og paa eget vaerelse.

Jeg er overhovedet ikke enig med SP. Nu mener jeg aldrig man skal bruge Sov Godt metoden, men da slet ikke i jeres tilfaelde, da der jo er en helt klar grund til at jeres dreng er angst og traenger til tryghed.

Jeg er bange for at jeg desvaerre ikke har nogen gode raad, andet end at vaere der for ham altid, men det er I jo allerede. Men respektér de valg han tager lige nu, saasom at vaere hos jer.

Rigtig god bedring med ham 

Vi er igang med at prøve at gøre ham "venner" med sin seng igen, ved at lege hule i den osv. vi har også prøvet med weekend sengen inde på vores værelse, bare for at prøve at få ham ud af vores seng som en start, men det lykkedes ikke rigtigt, og hvis du prøver at flytte på ham mens hans sover så vågner han ved det mindste ryk  

som en start ville jeg flytte focus fra at få ham ud af jeres seng op på..

hvordan få vi gjordt ham så tryk at han kan sove igen..

ligenu skriger han ganske stille på jeres nærværd.. så jeg ville være der.. og sove i ske med ham hvis det var det ser skulle til i en periode.

evt lade faren flytte ud af sengen eller gøre sengen større..

så i var der..

også insistere på at blive taget seriøst af en phykolog el.. og ikke bare affejet af en umenneskelig SP.

Jeg kan desværre ikke komme med andre råd end dem,d er allerede er blevet givet, men ville ikke forlade tråden uden at give dig et kæmpe kram

Og hvad er det da for et vattet svar, at SP kommer med??! Har I snakket med jeres læge om det?

Håber det bedste for dig og din familie

Jeg vil bare lige sige, tryghed først og så alt det andet bagefter. Lad ham sove ved jer og trøst ham hver 2. time når han vågner

og ja god idé med at vænne ham til hans egen seng. Kan den evt. tages med ind i soveværelset?