Nu har jeg altid i de 4 år vi har været skilt, følt at jeg var priviligeret, fordi vi havde et rimeligt godt forhold og samarbejde omkring børnene. Jeg har rettet mig ind og gået på kompromi ind imellem for 'husfredens' skyld, det vil sige for at bevare det gode forhold, - for børnenes skyld.
Men nu er jeg ved at have fået nok må jeg indrømme.
Vi har delt vores børn, så han har et og jeg har et, og det fungerer okay. Men det er stort set hver eneste weekend, han har haft vores datter, ringer han og så er der det ene galt, og så er der det andet galt. Nu var hun så på vinterferie i 4 dage, og det medførte så at jeg nærmest fik en overhaling om aftenen, og blev bebrejdet at jeg ikke gjorde tingene godt nok. Hun kan ikke de ting, han mener hun skal kunne, (læs; spise sin aftensmad, lade være med at komme med bortforklaringer og holde sig sandheden o.l.) og gennemgående syntes jeg bare hele tiden han ser problemer med hende. Hvordan hun opfører sig, når hun er deroppe, tja, men det er altså så min skyld, at hun ikke opfører sig ordentligt deroppe. 
Hun slås med sin storebror og er regulær ond ved ham, men sådan har deres forhold desværre altid været.
Hun er 6 år gammel. Jeg mener ikke at en 6 årig helt kan forventes at holde sig til sandheden, hvis hun har lavet ulykker, eller gerne vil slippe uden om noget hun ikke lyst til. Vi snakker selvfølgeligt med hende om det, men er det ikke meget normalt??
Vi har droppet tvang og at true med straf her i huset. Hun kan få en timeout, hvis det er slemt, men det er så vidt muligt ikke noget vi truer hende med. Det virker ikke. I stedet har vi indført udbredt demokrati om mange ting, så hun føler hun er medbestemmende. Det mener jeg er sundt. Og det virker.
Faren mener det er skadeligt, en seks-årig har ifølge ham ikke behov for andet end at vide hvad der forventes af dem. Så gør de det.
Han forventer hun spiser alt hvad han serverer for hende. Vi har i lang tid prøvet at få det til at virke her i huset, med at hun bare måtte blive siddende på sin stol til hun gav op og stoppede maden ned. Det virker heller ikke!! Men det bebrejder ham mig også at hun ikke kan.
Sidst, men ikke mindst, har hun nu ført på banen, at hun efter hans mening, lider af meget lavt selvværd, og at det er derfor hun har behov for opmærksomhed hele tiden når hun er deroppe, posetiv eller negativ, hun virker ligeglad. Det kan jeg slet ikke genkende. Hun er aktiv, udadvendt, glad og aldrig bange for at søge andre mennesker. Det er da ikke lige det, der kendetegner lavt selvværd er det??
Jeg er træt af at blive 'bonket' oven i hovedet. Vi er begyndt at følge et andet system her i huset, som vi syntes virker bedre, og vi syntes vi har en glad, harmonisk pige, der selvfølgelig kan være en strid mokke, men som er dejlig det meste af tiden. Han bruger ord som lystløgner, at hun grænser til at være skizofren og psykisk syg om hende, når vi snakker sammen, fordi hun f.eks. ikke er så god til empati. Noget vi arbejder på, og som hun bliver bedre til.
Han beskylder mig også for mangel på autoritet over for hende, at hun ikke har respekt for mig, og at det er derfor hun har behov for at udfordre mig om hvem der bestemmer jævnligt. Jeg har, idiot som jeg er, på et tidspunkt sagt, at jeg altså ikke kan tvivnge hende til at sidde på en køkkenstol hele aftenen, hun rejser sig op. Men igen, det har jeg heller ikke behov for sådan som tingene er nu. Og det er faktisk grotesk, den anden måde. 
Jeg skrev en lang mail til ham igår, og vi snakker pænt til hinanden, men jeg kan godt se, at vi nok ikke fortsætter med at være enige. Han har forventninger til mig, som jeg ikke har tænkt mig at efterleve. De mest basale ting er vi enige om, og det er jo også godt det. Men det er ærgeligt hvis vi ender med at blive uvenner og ikke kunne snakke om tingene.
Jeg overvejer at bede om en tid hos skolepsykologen, for at få en officiel vurdering af hende, - vi får at vide at hun er dejlig fra skole og sundhedsplejerske og familie, men det er åbenbart ikke hvad faren oplever.
Kommentarer modtages gerne.
