"Bedsteforældre"
Hej Rikke
Jeg er blevet bedste for lidt over et år siden - men lige så meget som jeg glædede mig til denne værdighed, så har jeg endnu ikke fået nogen følelse af, at jeg virkelig er blevet bedste!
Grunden er, at forældrene i starten nok lod mig holde vidunderet, men jeg kunne ikke komme med gaver eller andet, for intet var godt nok. Jamen, så lod jeg blot være.
I det forgange år, har forældrene nu udviklet sig til at være overpyldrede, og ingen må røre ved vidunderet.
De kommer susende straks han giver det mindste kny. Min opfattelse er, at han egentlig ikke får lov at udvikle sig frit, det er hele tiden forældrene der sætter dagsordenen.
Han bliver stadig ammet, men spiser også masser af fast føde.
Jeg kommer der ca. hver uge. Jeg bliver skam inviteret, og min datter ville såmænd gerne have jeg kom oftere, så det er ikke fordi jeg maser mig på.
Når jeg kommer, må jeg ikke røre ved mit barnebarn, og i øvrigt ikke henvende mig til ham. Der er altid en forklaring: han er lige vågnet, han er træt og skal sove om lidt og andet af samme skuffe.
Når de kommer andre steder, f.eks. også hos de øvrige bedste- og oldeforældre, så er det samme procedure. Ingen får lov at hilse på ham eller i øvrigt komme ham nær.
Jeg har aldrig fået lov at skifte ham eller passe ham. Det er der heller ikke andre der har.
Hvis man lidt senere nærmer sig, så skynder forældrene sig at trække sig lidt tilbage, dreje sig lidt væk osv. for at undgå, at nogen kommer for tæt på.
Det gør ondt, for jeg føler mig kasseret af min datter, og jeg kan slet ikke komme i nærheden af mit dejlige barnebarn - og da jeg ved, at de øvrige nævnte føler det samme, så forsøger jeg her at få enten en forklaring på forældrenes reaktioner, og at få svar på, om det kan skade hans udvikling og forhold til andre mennesker, at forældrene sådan holder ham væk fra andre.
Har jeg/vi grund til bekymring?
Hvis ikke, så må vi jo bare være glade for at han er sund og rask - og måske en dag bliver sluppet løs.
Jeg har selv opdraget min datter sådan, at hun har fået lov til at løsrive sig i sit eget tempo - og hun var skam meget selvstændig fra ganske lille.
Hvis vi kan se bort fra bekymringerne, så synes jeg dog ikke at det er særligt høftligt ikke at lære barnet at hilse på gæsterne.
Venlig hilsen Bedste
Rikkes svar
Kære Bedste
Jeg kan godt forstå at det må være rigtig sorgfuldt ikke at få lov at kaste sin kærlighed på sit vidunderlige lille barnebarn.
Samtidig er jeg nød til at sige at det er jo forældrene der ubetinget bestemmer hvordan de vil opdrage deres barn, hvem der må passe barnet mv.
Jeg må indrømme at jeg bliver lidt bekymret og nysgerrig på hvad det er der gør at din datter og hendes mand reagerer som de gør.
Hvor vidt du / i skal være bekymret så må i forsøge at kigge på om barnet trives. Et det et barn som griner, smiler, leger mv. Gør barnet ikke det, er der naturligvis grund til bekymring.
Mit råd til dig er at tage en snak med din datter. Hvor du tager udgangspunk i dig selv. Fortæller hende at du rigtig godt kunne tænke dig at være mere mormor end det er nu. Fortæl hende hvad du drømmer om og spørg hende efterfølgende om det er noget som kan gå i opfyldelse?
Undgå at komme med anklager og bekymringer i første omgang. Det kan komme en anden gang såfrem barnet ikke er i trivsel.
Skriv endelig igen hvis du får brug for det.
Med venlig hilsen
Rikke Rahm
Eksam. Psykoterapeut Rikke Rahm tilbyder individuel-, par- og familieterapi/rådgivning samt Samtalegrupper og workshops for gravide par og samtalegruppe for voksne i sammenbragte familier.
