Puha... så er det i dag "dommen falder"

Jeg har det sidste stykke tid, gået og været meget ked af det, især når lille-pigen er kommet i seng.
Jeg føler ´lidt at hele min verden er brudt sammen. Det skyldes nok lidt alt det der er sket på det seneste halve år.... at jeg måtte flytte fra hele mit netværk i Aalborg, da faren fik vendt hele klassen imod mig. At jeg har mistet forholdet til min mor, og derfor også er blevet fravalgt en stor del af familien. At jeg er presset for at finde et job, da jeg ikke får SU i 2 mdr i sommerferien!!

Jeg er en god mor, og kan sagtens tage vare på min skønne datter. Men her på det sidste har jeg ikke lavet andet end at tude når lille-pigen sover/er i dagpleje. Jeg er ulykkelig over at jeg ikke føler jeg slår til, da jeg ikke kan give hende en far, da jeg umiddelbart ikke kan sætte mad på bordet 2 mdr her til sommer. Jeg har mange tanker jeg ikke burde have.

Jeg har også svært ved at spise for tiden, svært ved at sove (får 4-5 timer om natten), svært ved i det hele taget at koncentrer mig om skolen, og den nærtstående eksamen. Jeg har svært ved at finde energi til at stå op, eller sidde oprejst i mere end en time.

Underligt nok, er jeg altid glad når jeg er sammen med min datter, og kan sagtens lege og hygge med hende. Så glemmer jeg alt om alt det andet der går mig på!!

Jeg går (selvvalgt) hos en psykoteupeut/familierådgiver nede på kommunen, da jeg har nogle ting med hensyn til forholdet til familien og min skillesmisse jeg gerne vil have bearbejdet. Min datter har kun mig, så jeg vil hellere forbygge at jeg går ned med flaget, end at jeg pludselig gør det, uden nogen advarsel!!

Men rådgiveren har nu sendt mig til lægen, med henblik på en mulig depression.
Jeg mener ikke selv at jeg har en, og jeg må indrømme at jeg er meget ulykkelig over det. Jeg vil føle mig som en endnu større fiasko som mor, hvis dommen lyder at jeg har en.

Det skyldes ikke at jeg mener der er noget galt med folk der har en depression, sådan må i endeligt ikke tolke det. Men det kan da ikke ske for mig

Jeg frygter resultatet, virkeligt virkeligt meget.
Trængte bare lige til at komme ud med det.

Pernille

Det er godtnok en grim omgang du har været har været igennem Og er igennem.

Det er flot, at du har nået så langt trods alt.
Jeg har også selv været igennem et grimt brud, fra en ex, der også vendte hele vores vennekreds mod mig, trods det at det var ham, der havde brugt psykisk terror mod mig i 4 år. - Ingen troede mig og det er mega hårdt! Det forstår jeg.

Har du slet ingen voksen venner tilbage? - For det trænger du jo i den grad til. For selvom det er smukt, dejligt og givtigt at være sammen med sin skønne datter, så er det jo ikke nok i længden!!!!

Det er måske ikke så skidt at blive behandlet for depressionen, hvis det er det, det har endt med. - For det kunne godt lyde sådan. Selvfølgelig skal du have ordnet de ydre omstændigheder også, men det kommer kun med tiden. Det kan dog give dig et break, fra kaoset i dit hovede... Og give dig lidt overskud, hvis du får noget depressionsbehandling.

Du er IKKE en dårlig mor, det må du slet ikke tro. Du er tværtimod en god mor, der forsøger at tage vare på sig selv, så du kan være der, for din datter!

Er det din ex's skyld, at forholdet til din mor er røget? eller er det bare et tilfældigt sammentræf, på et virkelig dårligt tidspunkt? - HVordan kan det være at du ikke kan se resten af familien, når du ikke ser din mor? MIn mor ser fx ikke min moster, mormor og morfar, men jeg holder meget af min moster og ser derfor hende alligevel, selvom de ikke har noget forhold mere. Kan du ikke gøre det?
Held og lykke med det hele!!!

Kære Pernille,

Udfra det du beskriver, så lyder det som om at du er på vej ud eller befinder dig i en depression. Det er der ikke noget unormalt i, og det er ikke noget at skamme sig over. Det bedste du kan gøre er at erkende situationen, når erkendelsen er en realitet, så kan du gøre noget ved det. Og det kan jeg forstå på dig at du allerede gør ved samtaler med en psykoteupeut/familierådgiver.

Det lyder som flere ting der er faldet uheldigt sammen på een gang eller over en kort periode. Mit råd til dig er at adskille tingene. Første prioritet er dig selv og din datter. Next step er at få hverdagen til at hænge sammen. Er du i krise, så mener jeg helt klart at du kan få den hjælp der er nødvendig. Også økonomisk, selv om man ikke kan få hjælp på SU og sommerferieperioder. Undersøg det nærmere så du kan få ro på den del af dine problemer.

Og derefter få energi til at klare eksamen, få sovet og gi din krop søvn og ro.

Arbejd derefter på hvorfor forholdet til din familie er brudt sammen. Uanset hvad der er sket, mener jeg at din mor bør støtte dig. Gør hun ikke det, så må du fravælge hende mentalt selv om det er hårdt.

Lyt til lægen og vær hudløs ærlig så får du den hjælp du har brug for. Tro på det og vær ikke bekymret uanset hvor sort alt ser ud for dig lige nu.

Kram

Søde søde Pernille ...
Du er kun et menneske .. De fleste mennesker kommer ud for at være i krise på et tidspunkt i deres liv , føle sig som en fiasko ..
Men sådan er det med mennesker , vi er alle sårbare ..
Det er virkelig et fremskridt at se i øjnene at man måske er i en krise man ikke kan klare selv og er nød til at tage i mod hjælp ..
Klart du har det sådan med alt hva du har været igennem Du er absolut ikke en dårligere mor eller menneske af den grund ..
De fleste af os har været der på et tidspunkt i vores liv ,, Se <det i øjnene ,, fortæl lægen om det og jeg lover du kommer vidre -- Knus

Kære Pernile
Godt du skal tale med lægen.
Du kan faktisk godt komme godt igang, med selv at få det bedre.
Ud i den friske luft, nyd solen, og få noget D-vitaminer igennem den, D-vitaminer og depressioner hænger faktisk sammen.
Ophold dig i naturen, undersøgelser viser at jo mere du er i naturen, jo mere afstresser du.
Få noget motion, samtidig med du har det sjovt, find noget du synes er fedt og sjovt, så får du udskilt nogle endorfiner, som faktisk gør dig glad.

Lysterapi kan også være en mulighed, i kampen mod depression.

Håber du snart er på den anden side, det fortjener du.
Mette

Hejsa, og 1000 tak for jeres svar.

De varmede omkring hjertet, da jeg læste dem.

"Dommen" fra lægen var at jeg HAR en depression. Jeg har en smule svært ved at acceptere det, og se i øjnene at der skal gøres noget ved det!!

Jeg fik en resept med på noget for humøret, og så var aftalen at jeg selv måtte bestemme om jeg følte for at indløse den!!
Hvilket jeg ikke har gjort endnu.

Jeg har besluttet mig for at forsøge at hjælpe mig selv først. Så nu har jeg planer om at tage på cafe med en veninde en af dagene hvor lille-pigen er i DP, og i dag skal jeg have søgt mig nogle jobs, så det økonomiske problem kan komme ud af verdenen. I næste uge kommer en veninde fra Randers og bor hos os nogle dage, og vi skal til Aalborg i Zoo med børnen

Så der er forhåbeligt meget positivt at se frem til!!

HELDIGVIS går alt det her ikke ud over mine moder-egenskaber. Når jeg er sammen med lille-pigen fokusere jeg på hende, og glemmer derfor alt det andet

1000-tak for jeres indløg, og støtte. I er nogle fantastiske mennesker

Mebach :
Jeg forsøger at komme meget ud, og i weekenden var vi både på legeplads, og rundt på "sightseen" i byen, det resulterede godt nok i at lillepigen synes det var kedeligt og faldt i søvn i cykelstolen

Det med motion, jeg har desværre ikke mulighed for mere motion end det jeg får, men til gengæld cykler jeg jo også mere end 1 time hver dag!!
Men tak for dit indput, jeg tænker meget over det, i "kampen" for at få det bedre

Tanjabr />Tak, og ja du har egentligt ret. Det er et stort skridt at komme dertil hvor man ved at man ikke selv kan overskue det hele mere, og derfor beder om hjælp.
For et halvt år siden opsøgte jeg selv tværfagligt team, med henblik på at jeg havde en masse ubearbejdede følelser omkring alt det jeg har været igennem. Netop fordi at jeg ville undgå at bryde sammen, da jeg jo er enlig mor, og der i den forstand ikke er nogen til at tage over hvis jeg bryder sammen. At det så er sket alligevel er bestemt ikke sjovt

Og det med at vide at jeg (som situationen er lige nu) ikke kan sætte mad på bordet til Mit eget barn, er sindsygt hårdt.

Tak for støtten


Zeta :
Også stor tak til dig for støtten.

Jeg har haft mange trælse oplevelser de sidste 6 år, der bare har hobet sig op, jeg har været SÅ uheldig siden jeg lærte at stå på egne ben, og at det her med økonomien kommer oven i, var det der slog benene helt væk under mig.
Det er surt, men som du skriver må man jo bare erkende det, og komme videre derfra

Ang. det med min "mor", så er hun allerede valgt helt fra. Hun kan ikke give noget positivt til min datters liv, og så længe hun er syg psykisk, er hun ikke velkommen her. Derfor er det jo også hårdt at blive fravalgt af hendes side af familien. Men jeg gør det udelukkende for min dejlige datters skyld.

FORTSAT.....

zafir :
Jeg har en del venner, men ikke nogen med de samme interesser mere, folk er jo træt af at høre om børn og bleer.... Jeg har nu lavet en aftale med en veninde, og har en halv aftale med 3 andre. Så nu skal jeg ud og have lidt "luft" fra det hele.

Ang det med forholdet til min "mor", så er det bare bad timing.... Vi har flere gange haft perioder hvor vi ikke har kunnet snakke sammen, bl.a. har der været mange episoder hvor hun ikke har støttet mig, selvom jeg grædende har bedt om hjælp (skillesmisseog abort). Og der har været flere episoder hvor hun rent ud sagt har skabt sig. (bla. da min datter var 4 mdr, stod hun og hoppede i gulvet, og skreg mig ind i hovede at hun havde lyst til at sparke mig.... imens jeg sad med Milla-Victoria).

Jeg kan til tider heldigvis stadig se min mormor, morfar og moster. Men da de holdte fødselsdag for nogle weekender siden, valgte de at fortælle mig at de skulle til frokost hos en og ikke var hjemme. Det viste sig så at være: at de holdte fødselsdag, og ikke ville invitere mig, da min "mor" så ikke ville komme..... Hmm.... Hvis de bare havde ladet være med at lyve over for mig, og havde sagt sandheden, havde jeg måske ikke følt at de valgte mig fra, og har nu ikke hørt fra dem i over 1 mdr!!

Det ligger bare SÅ meget til grunde i hele den her konflikt, og det er svært at finde en løsning der fungere for alle. Men mon ikke det kommer en dag!!

Men også et stort tak for dit indlæg

Knus Pernille, som lige kedede sig lidt, og derfor fik et farve-flip

Kære Pernille

det er ingen skam at have en depression, husk altid det, og godt at du nu får hjælp!
forstår godt, at du er skuffet over din familie, men husk, at de har stukket dig en nødløgn for at skåne dig for sandheden omkring din mor, og slet ikke for at såre dig, så dem må du ikke forkaste.

Men hvad mener du med, at du ikke kan sætte mad på bordet i 2 mdr? Det må der straks findes ordning på? Skyldes det evt, at du bliver færdig med uddannelse eller lignende?

louise

Godt.. fik lige læst lidt bedre efter
Du får ikke su i ferien, fordi du går fra grunduddannelse til videreuddannelse? Dette er korrekt i forhold til loven. Men i særlige tilfælde kan du ydes hjælp fra kommunen. Jeg mener helt bestemt, at du er i en særlig situation: Med baby og en depression!! Tal med din rådgiver om det. Du kan også kontakte sr-bistand (se på nettet,) og få klar besked om dine rettigheder. Som udgangspunkt er du syg, hvis du stadig kan diagnosticeres depressiv til den tid, og kan ikke forventes at kunne arbejde, og i så fald må du være berettiget til kontanthjælp. Du må ikke lade det presse dig unødigt, for jeg skal lige love dig, at din depression godt kunne have været meget værre, end den er nu - se evt i mine indlæg, og du vil forstå, hvorfor det er meget vigtigt, at du ikke bliver presset mere end nødvendigt lige nu. Der skal derfor være klare linjer omkring, hvad du får af hjælp, hvis du ikke finder job eller ikke kan arbejde i ferien.
Håber alt det bedste for dig