Lige en hurtig FB.
Onsdag morgen var jeg på sygehuset for at blive sat i gang (41+3), og jeg fik en pille.
Jeg kom tilbage tre timer efter, da jeg ikke var gået i fødsel, og der var intet sket overhovedet, så jeg fik en pille mere.
Ved midnat havde jeg haft regelmæssige veer i flere timer med ca tre min mellem og varende mellem 40 - 60 sekunder, så jeg ringede til FG, som bad mig om at komme ind.
Da jeg kom ind, lyttede de efter hjertelyd på Adam, og JM syntes, den lød lidt hurtig. Så undersøgte hun mig indvendigt, men til vores alles overraskelse var jeg stadig ikke åben og havde stadig fuld livmoderhals. Derudover lå hans hoved så højt, at hun slet ikke kunne mærke det.
Hun kørte en strimmel på ham, og hans hjerterytme var stadig meget hurtig - alt for hurtig. Hun kunne også se på strimlen, at det var veer, jeg havde nogle gode nogle, men der skete stadig ingenting mht udvidelsen.
Hun gik derfor ind for at tale med en læge, og kom tilbage for at tjekke min temperatur og blodtryk. Mit BT var meget lavt, hvilket oveni de andre ting var endnu en bekymring.
Efter at have ligget der i ca en time, kom lægen ind og talte med mig. Hun sagde, at de var bekymrede for Adams velbefindende, og at han slet ikke kom ned med hovedet, og de var derfor bange for, at det kunne være navlestrengen, der blokerede vejen.
At jeg som 2. gangs fødende slet ikke udvidede mig var også en bekymring, og derfor ville de hellere være på den sikre side og få ham ud.
De fortalte mig om proceduren for AKS, og det var enormt hårdt for mig at skulle gå fra at ville have en naturlig fødsel til at blive opereret, men når mit barns velfærd var på spil, blev jeg naturligvis nødt til at acceptere, at det ikke kunne være anderledes. De var enormt støttende og gav mig tid til at få grædt lidt og få mine følelser ud.
Så blev jeg kørt til operationsstuen og fik epidural, som var en utrolig ubehagelig ting at få. Men igen - for mit barn bed jeg tænderne sammen og klagede ikke.
Han kom ud kl 04.02 med et skrig. De tog ham med ud for at blive undersøgt, og min veninde, som havde været med mig under hele forløbet gik med, for at sikre sig, at alt var ok. Hun kom bærende ind med ham efter noget som føltes som en evighed, og så holdte hun ham helt op til mig, mens de syede mig sammen og kørte mig op på FG.
Godt en time efter, han var kommet ud fik jeg endelig lov til at holde ham.
De ved ikke, hvad der gik galt med hverken ham eller jeg, men han havde det godt, da han kom ud, hvilket er det vigtigste. 
Min datter har taget rigtig godt imod ham, og vi nyder at være en familie
