Jeg ved ikke helt hvad jeg vil men det her inlæg, men here goes...
Jeg har et lille problem, eller... ja, jeg ved ikke om det er et problem, eller om der er normalt at have det sådan? Jeg nærmer mig nu 27 uger i graviditeten, og så er der ting og sager der burde anskaffes til min baby. Problemet er, at bare tanken om, at træde ind i en butik, og købe f.eks en barnevogn, virker absurd på mig. Jeg vil så gerne anskaffe mig det vigtigeste ting før fødslen, så man kan slappe af efter, men det er som om at mit hoved bare skriger i protest bare ved tanken. Jeg får det også underligt når min kæreste omtaler mig som “mor” eller sig selv som “far”. Jeg drømmer heller aldrig om min baby. Jeg bilder mig ind, at det er fordi at jeg ikke ved kønnet, og at der heller ikke er et jeg fortrækker over det andet.
Det er ikke fordi jeg ikke vil det her barn, fordi det vil jeg, så meget. Det er absolut et ønskebarn, vi har kæmpet for det i næsten 3 år. Miraklet skete langt om længe, efter en ICSI behandling.
Jeg ved ikke om mit “problem” kan skyldes, at jeg i de 3 år vi har kæmpet, konsekvent har sagt til mig selv “du bliver højst sansynligt aldrig mor til et bio.barn”. Det lyder måske mærkeligt, men det (synes jeg) gjorde mig bedre i stand til at kæmpe for det. I stedet for at (som jeg gjorde i starten) græde hver gang jeg fik min mens, og “opfinde” graviditetssymptomer, så blev jeg 100% fokuseret på at holde min krop og sind så sunde som muligt, for at jeg skulle have de bedste odds når vi engang kom i behandling. Det lykkedes, og jeg er mega lykkelig. Jeg dagdrømmer da også om den dag når baby kommer, jeg har en mening om fødsel, amning, opdragelse osv. Vi har skam også lavet forskelligt i huset, så det er mere praktiskt når baby kommer. Dog er der ikke lavet eller købt noget der direkte signalerer, at nu er der en baby på vej.
Jeg snakker heller ikke med andre end min kæreste om baby. Der er mange af min mands venner, der har gravide kærester/koner, men det føles mærkeligt at skulle snakke med dem om min graviditet, så det har jeg ikke gjort noget af (dog ved de godt at jeg er gravid). Det er også kort tid siden man begyndte at se at jeg var gravid, så jeg har kunnet holde det for mig selv når vi har været til diverse selskaber. Når mine nærmeste begynder at snakke om når nu baby kommer så blablabla, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, og føler at det helt forkert at snakke om det, når der nu ikke ER nogen baby endnu. Ved ikke om jeg er bange for at det bare er en boble jeg lever i, og hvis jeg gør noget konkret, som at købe barnevogn elle snakke om tiden når baby er kommet, brister den, og så er jeg tilbage ved start, uden baby på vej 
