Det der med at blive klar til at gå i gang med projekt BABY

Hej alle sammen

Jeg er nået der til, hvor jeg er klar til børn. Jeg er så klar, at økonomi, bolig osv. ikke længere bekymrer mig - jeg vil bare have børn

Vi har været sammen i 7 år, er begge færdiguddannede og har job (jeg godt nok tidsbegrænset - men dog det næste år frem) og bor i en pæn lejlighed på 65 kvm. Den største praktiske hurtle er nok lejligheden, som ikke ligefrem er en stuelejlighed - men skidt!

Nu mangler jeg så bare at kæresten bliver klar. Han taler meget om børn, om de børn vi får, og vil gerne snakke om babyer. Men han vil ikke snakke om hvornår det skal være - han siger det skal snart være, men han vil ikke komme med et konkret udspil. Igår forsøgte jeg at starte snakken, i forbindelse med at jeg sad og syede på lidt barselsgaver til vores lille nye niece, som vi snart skal se. Men han veg udenom, og skal lige se et indslag i tv-avisen eller et eller andet.

Jeg er ret frustreret over, at han ikke vil tage den "alvorlige" snak om det. Han vil gerne alt det der søde pussenussesnak, hvor det er sådan noget med "engang når vi får børn skal vi..." osv. Men når jeg så spørger konkret ind til det, så lukker han af. Jeg spurgte, om det ville være så forfærdentligt hvis der pludselig kom en lille en, der kunne have de der små sokker på som jeg sad og lavede - og nej, det mente han da ikke.

Jeg kan ikke få ham til at sige HVAD det er der gør at han ikke er helt klar endnu. Om det er fordi han synes det er et kæmpe ansvar (for det kan jeg da godt forstå - men vi er jo to om at bære det) eller om det er mere bundet op på praktiske ting eller hvad det er.

Jeg læste, at mænd først bliver klar når babyen er der - men det bliver jeg jo ikke gravid af. Altså, hvad er det der skal til for at de bliver klar til at sige, at de gerne vil have at man smider præventionen? For hvis han først bliver klar når jeg er gravid, så kræver det at der sker et uheld, og det er jo ikke lige noget man kan regne med sker

slandramus skriver:

Hej alle sammen

Jeg er nået der til, hvor jeg er klar til børn. Jeg er så klar, at økonomi, bolig osv. ikke længere bekymrer mig - jeg vil bare have børn

Vi har været sammen i 7 år, er begge færdiguddannede og har job (jeg godt nok tidsbegrænset - men dog det næste år frem) og bor i en pæn lejlighed på 65 kvm. Den største praktiske hurtle er nok lejligheden, som ikke ligefrem er en stuelejlighed - men skidt!

Nu mangler jeg så bare at kæresten bliver klar. Han taler meget om børn, om de børn vi får, og vil gerne snakke om babyer. Men han vil ikke snakke om hvornår det skal være - han siger det skal snart være, men han vil ikke komme med et konkret udspil. Igår forsøgte jeg at starte snakken, i forbindelse med at jeg sad og syede på lidt barselsgaver til vores lille nye niece, som vi snart skal se. Men han veg udenom, og skal lige se et indslag i tv-avisen eller et eller andet.

Jeg er ret frustreret over, at han ikke vil tage den "alvorlige" snak om det. Han vil gerne alt det der søde pussenussesnak, hvor det er sådan noget med "engang når vi får børn skal vi..." osv. Men når jeg så spørger konkret ind til det, så lukker han af. Jeg spurgte, om det ville være så forfærdentligt hvis der pludselig kom en lille en, der kunne have de der små sokker på som jeg sad og lavede - og nej, det mente han da ikke.

Jeg kan ikke få ham til at sige HVAD det er der gør at han ikke er helt klar endnu. Om det er fordi han synes det er et kæmpe ansvar (for det kan jeg da godt forstå - men vi er jo to om at bære det) eller om det er mere bundet op på praktiske ting eller hvad det er.

Jeg læste, at mænd først bliver klar når babyen er der - men det bliver jeg jo ikke gravid af. Altså, hvad er det der skal til for at de bliver klar til at sige, at de gerne vil have at man smider præventionen? For hvis han først bliver klar når jeg er gravid, så kræver det at der sker et uheld, og det er jo ikke lige noget man kan regne med sker

tror det er for mange mænd rigtig svært at sige: ok så det nu.. da det jo er en stor beslutning - og mange af dem er kyllinger du må "bare" prøve at gøre det megt klart for ham at du altså er klar NU!

slandramus skriver:

Hej alle sammen

Jeg er nået der til, hvor jeg er klar til børn. Jeg er så klar, at økonomi, bolig osv. ikke længere bekymrer mig - jeg vil bare have børn

Vi har været sammen i 7 år, er begge færdiguddannede og har job (jeg godt nok tidsbegrænset - men dog det næste år frem) og bor i en pæn lejlighed på 65 kvm. Den største praktiske hurtle er nok lejligheden, som ikke ligefrem er en stuelejlighed - men skidt!

Nu mangler jeg så bare at kæresten bliver klar. Han taler meget om børn, om de børn vi får, og vil gerne snakke om babyer. Men han vil ikke snakke om hvornår det skal være - han siger det skal snart være, men han vil ikke komme med et konkret udspil. Igår forsøgte jeg at starte snakken, i forbindelse med at jeg sad og syede på lidt barselsgaver til vores lille nye niece, som vi snart skal se. Men han veg udenom, og skal lige se et indslag i tv-avisen eller et eller andet.

Jeg er ret frustreret over, at han ikke vil tage den "alvorlige" snak om det. Han vil gerne alt det der søde pussenussesnak, hvor det er sådan noget med "engang når vi får børn skal vi..." osv. Men når jeg så spørger konkret ind til det, så lukker han af. Jeg spurgte, om det ville være så forfærdentligt hvis der pludselig kom en lille en, der kunne have de der små sokker på som jeg sad og lavede - og nej, det mente han da ikke.

Jeg kan ikke få ham til at sige HVAD det er der gør at han ikke er helt klar endnu. Om det er fordi han synes det er et kæmpe ansvar (for det kan jeg da godt forstå - men vi er jo to om at bære det) eller om det er mere bundet op på praktiske ting eller hvad det er.

Jeg læste, at mænd først bliver klar når babyen er der - men det bliver jeg jo ikke gravid af. Altså, hvad er det der skal til for at de bliver klar til at sige, at de gerne vil have at man smider præventionen? For hvis han først bliver klar når jeg er gravid, så kræver det at der sker et uheld, og det er jo ikke lige noget man kan regne med sker

Hmm. Jeg tror vi har den samme mand .. 

Ved ikke hvad du kan gøre, da jeg egenligt kunne ha' skrevet indlægget selv

MajaBaby 

Min kæreste gik også og holdte det hen hele tiden, fordi han mente han ikke var klar. Til sidst sagde jeg at nu er det nu. Jeg var SÅ meget klar og kunne ikke blive ved med at vente, for han ville jo aldrig blive klar og det gav han mig ret i. Jeg var meget direkte og han fik ikke lov til at snakke udenom. Han blev tvunget til at høre hvad jeg havde at sige, hvorefter han fik lov til lige at sluge den. Han kom lidt senere og sagde ok og han er i dag verdens bedste far.

Held og lykke...

Jeg blev ved med at spørge min kæreste om vi ikke skulle lave en baby ... Han blev lidt underlig over det.. Og jeg forstod det ikke, for han kunne godt tage snakken om at han gerne ville have børn og bla bla. lyder som din kæreste.. men han var ikke klar endnu.. Sagde tit til ham at han jo aldrig blev klar - før baby var der.. Og det vidste han godt.. Jeg tror jeg plagede ham lidt for meget..

Men prøvede også at fortælle ham hvor klar jeg var, og hvor meget det betød for mig, og at jeg virkelig bare gerne ville sætte børn i verden med ham..

En dag kom han bare hjem fra arbejde, smed alle kondomerne ud, jeg kiggede underligt på ham, og forstod ikke helt, men håbede.. også forklarede han at han jo rigtig gerne ville have børn med mig, og jo helst ligenu, men at grunden til han ville vente var fordi han gerne ville giftes først.. Så jeg skulle love ham, at når jeg blev gravid skulle vi sørge for at blive gift inden baby kom blev født... 

Er endnu ikke gravid, men vi forsøger, og vi skal giftes d. 1/9  

Så jeg siger, pres ham lidt, men ikke for meget, og snak med ham om hvorfor du er så klar, fortæl om alt det du glæder dig til ved at få børn, også det der skræmmer dig osv.. Fortæl det hele så skal han nok komme ligeså snart han er klar..  

 for at det er snart.. 

Åh ha - ja det du skriver lyder MEGET bekendt!  Vi er ved at være i nogenlunde samme situation mht. uddannelse, bolig, job osv. som jer. Her er manden på præcis samme måde - rigtig god til at tale udenom eller liiige koncentrere sig om noget i tv, når snakken bliver lidt for seriøs - hvor er det bare irriterende når han gør det!! for når man tager den snak op med ham er det jo om noget man virkelig ønsker så inderligt og det gør da måske lidt ondt når han ikke reagerer som man gerne vil have (synes jeg i hvert fald).

Men hvad med at komme med et helt konkret udspil - det gjorde jeg for et halvt år siden og sagde noget i retningen af 'hvad siger du til at vi begynder pb til juni 2013?' eller 'jeg har et forslag - pb start i juni 2013, vil du ikke lige tænke lidt over hvad du synes om det?' (og vende tilbage når du har tænkt lidt)

Måske er det nemmere at forholde sig til hvis det både er konkret og at der er lidt tid til startskuddet? Når der er lidt tid til, har han jo også tid til at vænne sig til tanken. Det virkede i hvert fald her - manden er med på det og synes det er en god ide Ved der er lang tid til juni 2013 - det er bare der det nok er mest logisk for os (selvom jeg gerne ville nuuuuu!). Eller kunne du jo eksempelvis foreslå ham en måned om et halvt års tid fra nu eller at i smider vi præventionen til nytår.

Held og lykke     

Hmm, med den tid sammen, job osv. er I vel på den gode side af 25 år eller måske mere.

Det er et rigtig godt argument for at starte.

Det er jo ikke sikkert I bliver gravide lige med det samme...

Hvad med bare at prøve at sige direkte at nu stopper du altså med at tage prævention (hvis det er sådan I gør) og så se hvad han siger?

"hvis jeg stopper med at tage prævention nu, vil du så stadig have sex med mig :-)"

eller

"i morgen tager jeg den sidste p-pille i pakken og jeg køber ikke nogle nye"

arj....det kommer da an på hvem han (I) er, hvordan den kage skal skæres.

Du kender ham jo bedst.

Held og lykke

Moms

Når jeg læser dit indlæg, så er det bare fuldstændig ligesom min kæreste og jeg.. Han vidste dog at han gerne ville vente et par år, det sagde jeg at jeg ikke kunne gå med til. Og gav ham hele Marts måned til at tænke grundigt over tingene.. Her først i april snakkede vi om det og blev enige om at prøve til september, det vil sige at jeg nævnte september og han gik med til det. Han er ikke helt vild med ideen, men han vidste at hvis han sagde 2 år, så var alternativet at vi måtte gå fra hinanden.. Såå prøv at pres ham. Det hjalp hos mig.