Så er det slut. Finito. Brugt op. blevet til da-tid. Blevet til minder.
Min barsel er slut!.....
Jeg troede jeg ville glæde mig til at komme tilbage til karriere, kollegaer og et spændende job. Jeg troede jeg ville være MERE end klar efter et år med vaskemaskine, opvasker, mikrovon og støvsuger som mine stærkeste allierede. Men nej.......
Jeg græder indvendigt (og det er mit ellers rødstrømpe mind-set sgu lidt flov over at indrømme!) over at det er slut med tiden herhjemme sammen med Noah. At vi ikke længere skal være sammen størstedelen af døgnets 24 timer. At jeg nu skal tilbage til et arbejde, som jow jeg førhen ELSKEDE og brændte seriøst for, men som jeg nu allermest er bange for om jeg overhovedet kan huske og om jeg kan udfylde min rolle og det de forventer af mig.
Og hvad med Noah. Han bliver nu et instutionsbarn, hvor det er dagplejemor, der ser "den første gang" det ene og det andet. Det burde være MIG!..... -eller hans far 
Jeg veeeeed det er sentimentalt, jajajajaja men derfor er det altså alligevel sådan jeg har det lige nu.
Jeg HÅBER virkelig at jeg igen kan blive glad for at gå på arbejde. At vi kan få det at være familie til at lykkedes, hvor ville allesammen er sammen og det ikke bliver enter far, eller mor.
Og jeg håber VIRKELIG at jeg ikke har glemt al proffesionel viden......! Jeg BURDE have forberedt mig. Læst, læst og LÆST. Men FANDME NEJ!!!! Det er/ var min barsel! og den sku NYDES!
Og det er den blevet gjort til fulde 
Noah Emil, min elskede dreng! Jeg håber ikke jeg kommer til at svigte dig, nu hvor vores tid sammen bliver forandret. Jeg håber vi stadig kommer til at nyde hinanden selskab i store mængder og det hele ikke bliver til arbejde og logistisk planlægning. At vi får tid til bare at være
Anmeld
